Et vitnebrev av 1630 om Norges sørligste grensepunkt

Tore H Vigerust, Oslo 17. april 2008.

Innledning

Allerede i de norske kongesagaene fra høymiddelalderen nevnes øya Vinga som landets sørligste grensepunkt. Dette bekreftes av senere diplomer fra 1400-tallet. Peder Claussen Friis skriver derimot i sin Norgesbeskrivelse fra 1590-årene at landet begynner ved Daneholmen, og også denne øya har sin forankring som grensepunkt i eldre kongesagaer. Navnet Daneholmen henspeiler på den tiden da Norge grenset direkte til Danmark, slik det var på 1000-tallet, da erkebiskop Adam av Bremen beskrev den norsk-danske grensen ved Gøtaelvens utløp. Den svenske vestkorridoren oppsto omkring 1250 på bekostning av dansk territorium, og siden dengang har Norges sørligste punkter grenset mot Sverige.

Den svenske vestkysten fikk etter hvert en større militær betydning, slik at først Elvborg festning (den gamle og nye) og deretter Gøteborg (og de to forløperne, gamle og nye Lødøse) søkte å øke den svenske handlingsfriheten i Gøtaelvens utløp gjennom å erobre småøyene utenfor. På 1400-tallet oppsto det derfor svenske krav, ikke bare på øya Vinga, men også på de norske gårdsbrukene som lå nærmest Elvborg festning, men slike krav ble møtt med norske vitnebrev fra bygdetingene på Hisingen som fastslo Norges gamle grenser.

Dette vitnebrevet fra 1630 opplyser imidlertid at svenskenes stykkevise erobring av småøyene delvis førte frem. Nå fastslås den gamle norske sørgrensen til Inn-Vinga, mens Ut-Vinga nå var kommet på svenske hender, i særdeleshet borgerskapet i Gøteborg by, som anvendte øya for skipsleding til byen. Gøteborg var på denne tiden en ganske fersk by med et utenlandsk borgerskap. Vitnene i 1630 hadde en hukommelse som strakk seg bakover til 1560-årene. Det betyr ikke at Inn-Vinga ikke var norsk før denne tiden – for den ble jo omtalt som norsk sørgrensepunkt allerede på 1100-tallet, lenge før den vestsvenske korridoren oppsto. Men den tvisten som oppsto på 1400-tallet om Vinga, kan ha ført til den delingen som avspeiler seg i vitnebrevet 1630.

Ut-Vinga ligger 1,5 km sør for Inn-Vinga. Fra Inn-Vinga ligger Daneholmen 5 km østnordøst. Inn-Vinga ble brukt til slått og avl av bonden på Fotø. Øya Fotø (nå delvis forvansket til “Fogdö”) ligger 3,5 km nordøst for Inn-Vinga, og er en del av øygruppen Øyerø. I Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarhundrede, bind V (Oslo 1966–83), vil leserne finne Båhuslens jordebok 1568 med gården Fotø i Økerø sogn på side 590. Bonden her var med andre ord landets aller sørligste.

Kilden nedenfor, et vitnebrev 2. oktober 1630,  ble funnet 17. april 2008 under søk etter noe ganske annet. Kilden ble funnet i Riksarkivet, Danske Kanselli, Grensearkivet, nr. 26, legg B: Det som findes i det Danske Cancellies Archiv, anlangende Grentze-Skiellene imellem Norge og Sverrig Synden fieldz bestaar j Fölgende. Anno 1661 d. 10de Sept. ...[etc.]

Wij effterschreffne : Niels Pedersen i Brunstrup, Lensmand paa Hising, Jens Pedersen i Aschisbye, Lauritz Erichsen i Tagne, Oluff Andersen i Berre, Niels Erichsen i Tommelhie, oc Anders Pedersen i Rödt, Laugrettesmend paa Hising, sampt Claus Nielsen schriffuer der sammestedtzs, Giörre for alle Witterligt at Aar effter Christj födsell 1630 den 2 October, Vor wij met woris Gunstige Hosbonde oc Øffrighed Welb: Mand, Her Jens Sparre till Sparisholmb Rider oc Höffuitzsmand paa Bahus, met hannem Henkallet paa de Vderste hollmer oc schier, som findis her vnder Hising, oc des Wnderlegendis Øer, som Jndgrenser, oc er paa schiellen emellumb Suerrig, oc Norige, nembligen Jnderhuinge och Wderhuinge. Oc effterdj at nogen Jring oc trete sig er till dragen, om for.ne Jnderhuinge, enellumb de dansche wndersaatter oc de Suensche,

Orsagen at de Suensche, wille sig tillholle, nogen wrag godtzs som i forgangen Summer er Strandet aff it Engelsche schib, som stödte paa den hollumb som kaldis Jnderhuinge, da bleff os tilspurt aff woris gunstige Øffrighed welb: Mand, Her Jens Sparre, huorlenge os wor beuist at samme holmb Jnduinge haffuer leget wnder Norrigis Cronne, da wor tillstede, dese mend Jens Jacobsen paa Hönöe, Olle Andersen i Hesteuig, Gunder Jonsen i Bue, goede Erlige Dannemend, huer paa en 80 Aar, oc Wundit for os at siden at Welb: Jens Holgersen vaar met Bahus forlent, som vaar i den Suensche Krigh, J Höyffloglig, Kong: Fredriches tidt, som kand verre nogle oc 60 tiuffue Aar forleden, haffuer de hollmer Jndhuinge legit oc fuldt vnder Norrigis Cronne, oc den Cronne Bunde, som fester oc fölger den Øe Fodöe, haffuer höstit oc afflit de hollmer Jndhuinge, jndunder samme Øe Fodöe, dette forschreffne, er aff forschreffne 3 mend, her met wundet oc paatalt, oc en deell aff oß som haffuer tient oc werit her paa Hising boendis j en 50 Aar, er beuist at samme Holmer Jndhuinge haffuer fuldt Norriges Cronne, oc forschreffne Bunde den höstit oc afflet,

Mens huad den Wderhuinge sig belanger, haffuer icke nogen aff woris Cronens Bönder, sig paa denne stedt Tillhollit, mens de Suensche haffuer holdet sig till samme Øe, och haffde de Suensche opsat it Bauffuen, aff atschillige master tillsammen sat, som Seglingsfolch, huor de Rette sig effter, de som wille Jndlöbe j Elsborig haffuen, Huilche, Bouffuen der bleff staendis indtill den Suenske feide, Her Jmellumb rigerne waar, huor det da aff Seglingsfolck bleff Nederbryt, effterdj samme Bouffuen vor opsat, aff Borgerschaffuit j den forstörde Gottenborig som den tid paa Hisingsland waar opbygt, oc nu j forgangne feiide affbrendt, At dette saa for oß wundet oc beretidt er som forschreffuet staar, Oc oß selff er beuist det winder oc bekreffter wij Samptligen wnder voris Zigenetter, her neden vnder trögt. Datum Bahuß vt supra.

[6 seglavtrykk på papirstrimmel, plass til et 7.de segl.]

Påskrift på baksiden : Tinngs Winde som er thaget den 2 October 1630. At Jnderhuinge haffuer alltid legit och föllt wnder Norgis Cronne.