Utskriften har i all hovedsak fulgt den originale domsprotokoll. Det betyr at skrivefeil i domsprotokollen i hovedsak er beholdt. Flere steder er det åpenbart at man ved innføring har skrevet feile navn eller tall, man har dels glemt ord, og man har byttet om på navn. Jeg har kun unntaksvis retter opp helt åpenbare feil, som hvor ord er skrevet to ganger etc.
Arne Arvid Rasmussen
-----------------------
Sak nr. 1/1814:
Aar 1814 den 11te Januari blev inden Bergens Bytingsræt aflæst følgende
Dom:
Kiøbmand Michael Prahl ctra Professor F. C. H. Arentz:
Kiøbmand Michael Prahl har under denne Sag, ved Stævning af 13de Jul. f.A. sagsøgt Professor og Ridder F. C. H. Arentz til under en daglig Mulct for at sidde den forventende Dom overhørig at qvittere een til ham af Citanten under 27de Januari 1809 udstædt Panteobligation stor 3299 rd DC, imod at erholde samme Beløb udbetalt med 549 5/5 rbd N.W., hvorimod Indstævnte paa Grund af den Giæld, paa hvilken Citantens udstædte Obligation lyder, deriverer sig fra 1803 da den af afdøde J. Dahm blev contraheret, men hvis Forpligtelse Citanten seenere har paataget sig, har omskrevet Dahms udstædte Obligation til Rigsbancpenge Sølv Værdie Daler for Daler, hvortil han har anseet sig berettiget, og har saaledes paastaaet sig for Citantens Tiltale i denne sag frifunden, samt sig i Processens Omkostninger tillagt 40 rbd S.W. – Citanten som grundede sin paastand paa at han forinden Forordningen af 5te Januari f.A. om Forandringen i Pengevæsenet var publiceret for Bergens Byting, beskikkelsesviis haver anbudet Indstævnte den til hans udstædte Panteobligations paalydende Sum i Dansk Courant, har siden da Indstævnte under Sagen fremlagde een Cancellie Skrivelse hvori citeres en kongelig Resolution af 27de May f.A., ifølge hvilken ald beviislig Kundskab om en Fordordning, have selvsamme forbindende Kraft med Hensyn til den, som kiender den som om den allerede var tinglæst, taget sin førstnævnte Paastand tilbage og tilbudet Indstævnte at ville omskrive den af ham udstædte Obligation efter det, for Tidsrummet fra 10de December 1808 til 11te Martz 1809 bestemte Omskrivnings Forhold af 70 pCto, men paa hvilket Tilbud Indstævnte ikke har villet indlade sig, hvis Aarsag Citanten seenere har frafaldet denne sag og tilbudet Indstævnte at erstatte de ham paaførte Omkostninger, med 8 rbd N.V., hvorimod Indstævnte har henholdt sig til den af ham fra førstaf nedlagte Paastand, men da han ikke ved nogen Contra-Stævning har saggivet Citanten til at lide Dom, bliver heraf igien een Følge, at han ikke naar Citanten frafalder Sagen er beføyet til at paastaae Dom, for meere end de ham ved Sagen paaførte Omkostninger, som efter Omstendighederne blive at bestemme til 8 rbd S.W., hvorimod Sagen for øvrig bliver at hæve.
Thi kiendes for Rætt:
Denne Sag hæves. I Processens Omkostninger betaler Citanten M. Prahl til Indstævnte Professor og Ridder F. C. H. Arentz 8 rbd S.W. – At efterkommes inden 15tn Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 2/1814:
Aar 1814 den 19de Januari blev inden Bergens Byetings-Extra-Rætt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Procurator Krogh som befalet Actor ctr. Andreas Hansen m.fl.:
Af de under denne Sag tiltalte Personer er Andreas Hansen, ved egen Tilstaaelse, den Bestiaalnes Tilhiemling, samt Sagens øvrige Omstændigheder, overbeviist om at have ved at opbrække Laasen til et Pakloft, paa Kiøbmand Lorentz Holtermans Pakboder, til hvilke han banede sig Vey, ved at klavre opad een fra den øverste Svahl, til Bryggen nedadgaaende Stolpe, frastiaalet denne til forskiællige Tider, efter hans egen Tilstaaelse, 6 forskiellige Gange, een deel Puddersukker, udgiørende efter Klagerens uimodsagte Opgivende 490 ½ # nemlig 391 # lysebrunt Puddersukker og 99 ½ # mørkere, hvilke af den Bestiaalne er ansadt til Værdie det lyse a 11 rbd N.W, og det mørkere til 11 rbd N.W. pr. #.
Det stiaalnes hele Værdie bliver følgelig 882 rd 4 s RSS N.W. Som medskyldige i disse Tyverier har Andreas Hansens Tienestedræng Lars Sørensen, og sin egen Broder Hans Hansen, af hvilke den første som skal have givet ham Anslag, paa dette Tyverie var med ham de 4re første Gange han var paa Holtermans Pakboder, men Broderen de 2de sidste Gange. –
Af de opgivne Medskyldige har Lars Sørensen gandske og aldeles benægtet at have haft Deel, enten som Medvider eller Medskyldig i de ovennævnte Tyverier, i hvilken Henseende der heller intet ordentlig Beviis mod ham er udkommet. Hans Hansen, har derimod tilstaaet at have, saaledes som, Andreas Hansen har imputeret af ham, været med sin Broder 2de Gange at stiæle Sukker paa Holtermans Pakboder. – Det stiaalne Sukker skal efter Opgivende være solgt, deels til Giertrud afg. M. Brincmans Efterleverske, deels til Høkker Cornelius Rasmussen og Hustrue Margaretha Holgersen, men af hvilke den første aldeles har benægtet at have kiøbt noget Sukker, enten af Andreas Hansen, Hans Hansen, eller disses yngre Broder Christopher Hansen, som dog samtlige have opgivet havde som Kiøber af det stiaalne Sukker, men der har dog imidlertid ikke kundet tilveyebringes noget rigtigt Beviis desangaaende. – Cornelius Rasmussen, og Hustrue /: hvilken sidste seenere efter een Sygdom er gaaet fra Forstanden :/ have derimod bægge forklaret, at det var egentlig hende og ikke ham, som har kiøbt af det stiaalne Sukker, som dog ikke blev kiøbt directe af Andreas Hansen selv, men af en Kone navlig Anna Hans Dr som ere en Faster af Andreas og Hans Hansen, hvorimod Andreas Hansen selv var den der bar Sukkeret hen i Cornelius Rasmussens Huus, og beløb det som saaledes blev solgt i alt til 1 ½ Vog, som 2de Gange blev kiøbt, nemlig een Gang 1 Vog og en anden Gang ½ Vog. – Da der imidlertid ikke er tilveyebragt, nogen Slags Rimelighed for at Cornelius Rasmussen eller hans Hustrue ved denne Leylighed har verseret in male fide, eftersom der blev opgivet, for dem at Sukkeret skulde tilhøre en Styrmand, som selv havde ført det hiem, og de desuden kiendte Konen Anna Hans Dr, som en Kone der ofte havde noget at sælge for Folk, kan de heller ikke idømmes nogen Straf. – Endvidere ere ogsaa under denne Action indbefattede bemeldte Anna Hans Dr saavelsom Andreas og Hans Hansens Moder Thale Cecelia Axels Dr den første forsaavidt hun har solgt Sukker for ham til Cornelius Rasmussen og den sidste fordie hun har modtaget til forskiællige Tider noget af det stiaalne Sukker i alt efter hendes egen Tilstaaelse 12 a 18 #, men da Andreas Hansen, baade efter hans og deres Forklaring har ført dem begge bag Lyset, ved hans Foregivende om at have Sukkeret til falds for en Styrmand, som for hans Umage ved Salget havde givet ham det Sukker, han bragte hiem til sin Moder, vil de ikke kunde tilkiendes nogen Straf. - Mere vil der kunne siges imod Vægterne Jacob Jansen og Gunder Andersen, som antraf Andreas Hansen een Morgen, da han kom bærende med noget Sukker han havde været ude at stiæle, og da de anholdt ham for at undersøge, hvad det var han bar paa, lod sig nøye med hans blotte Udsagn, om at han var een Søefarende der kom lige af Reysen, og havde det hiem med sig, samt modtog noget Sukker, som han gav dem, hvorpaa de lod ham passere. – Vel have Jacob Jansen og Gunder Andersen til sin Undskyldning i saa Henseende anført, at de troede hans Foregivende og at det Sukker han bar var Smuglegods, hvilket de ansaae sig uvedkommende at anholde da det henhøre til Toldboeden, men da de imidlertid derved, ikke have viste en gandske rigtig Conduite ville de ikke kunne undgaae at komme til at tage Deel i Actions Omkostningerne omendskiønt de ikke ere overbeviste om noget uredelig ikke ville kunne paalægges nogen videre Straf.
Det er iøvrigt ikke under Sagen nøye oplyst, hvor meget omtrent det Sukker kunde udgiøre som Hans Hansen har været deelagtig i at stiæle men naar der tages Hensyn til at den Bestiaalne har frafaldet Erstatning og at Hans Hansen, var under Lavalder da Tyveriet blev begaaet, vil saadant heller ikke have nogen videre Indflydelse. – Ifølge Ovenstaaende vil Andreas Hansen som ikke tilforn har været tiltalt eller straffet, blive at dømme efter Forordningen af 20de Februari 1789 § 1, og vil hans Straffetiid med Hensyn til det Stiaalnes betydelige Værdie, at han er befunden skyldig i 6 forskiællige Tyverier, samt at han har brækket sig ind igiennem lukte Døre, blive at bestemme. – Hans Hansen, der som ovenanført ikke havde opnaaet sin fulde Lavalder, da han deeltog i de ham overbeviste 2de Tyverier, vil efter bemeldte Forordning af 20de Februari 1789 § 6 blive at dømme til at straffes med Riis af Slutteren under Fogdens Opsigt. – De øvrige Tiltalte Lars Sørensen, Giertrud afg. M. Brinckmans Efterleverske, Cornelius Rasmussen, Margaretha Holgersen, Anna Hans Dr, Thale Cecelia Axels Dr, Jacob Jansen og Gunder Andersen, vil for Actors videre Tiltale blive at friefinde, imod at deeltage i Actions Omkostningerne. Under Sagførelsen skiønnes ingen forsømmelse at have været begaaet, og Dommerens særdeles mange og mangehaande Forrætninger, have hindret ham fra tidligere i denne Sag at afsige Dom.
Thi Kiændes for Rætt:
Tiltalte Andreas Hansen bør hensættes til Arbeide i Bergens Tugt og Manufactuurhuus i 2 Aar samt udrede alle af hans Arrest og Varetægt lovlig flydende Omkostninger. – Hans Hansen bør at straffes med Riis af Slutteren under Fogdens Opsigt. – Lars Sørensen, Giertrud afg. M. Brinckmans Efterleverske, Cornelius Rasmussen, Margaretha Holgersen, Anna Hans Dr, Thale Cecelia Axels Dr, Jacob Jansen og Gunder Andersen bør for Actors videre Tiltale i denne Sag frie at være. – Endelig bør samtlige Tiltalte een for alle og alle for een i Salarium til den beskikkede Actor Procurator Krogh at betale 8 rbd S.W. og til Defensor Procurator Hiorth Stuwitz 6 rbd S.W. – Det idømte at udredes inden 15tn Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 3/1814:
Aar 1814 den 26de Januari blev inden Bergens Byetings-Extra-Rætt, aflæst følgende
Kiendelse
Udi Sagen Procurator Leganger som befalet Actor ctra Mads M. Molbach. -
Mads Michael Môlbach som under nærværende Sag ifølge det kongelige Danske Cancellies og Stiftets Ordre justitialiter tiltales, som Concipist af en af ham under 2dre April f.A. indgivet allerunderdanigst Ansøgning til hans Mayestæt om Friemester Bevilling i Smede-Professionen, for Smedesvend Johannes Rohdin, for nogle i bemeldte Ansøgning brugte fornærmelige Udladelser, imod Øvrigheden, har mod denne Sags Antagelse ved Rætten som Justitz-Sag, nedlagt Exception, erklærende ikke at have ved de paaklagede Udtrykke sigtet enten til Øvrigheden i Almindelighed, eller til nogen enkelt Øvrigheds Person i Særdeleshed, med Undtagelse af Smedelaugets Laugspatron Borgemæsteren i Bergen Justitzraad Lund, som var den eneste hans Udladelser sigtede til, hvis aarsag han har paastaaet denne Sag som een Actions Sag ved en præliminair Kiendelse afwiist, eftersom samme formeentlig, naar den skulde findes Stæd maatte reyses som privat Sag af Vedkommende som maatte ansee sig fornærmet, og ifald denne hans Paastand ikke skulde blive taget til Følge, forbeholdt sig at føre Vidner efter een af ham udtaget og irettelagt Contrastævning, ved hvilken Vidneførelse han at beviise oplyst, saavel hvad der forefaldt i Smedelauget, ved en Laugsforsamling som d. 29d. Martz f.A. blev holdt som hvad der er forefaldet i andre Laug, betræffende ansøgte Friemester-Bevillinger. – Hvad nu foranførte nedlagtes Paastand om præliminair Afviisning af denne Sag som Justitz-Sag, da kan samme som blot grundet paa hans egen vilkaarlige Forklaring af de Udtryk for hvilke han tiltales uden at han indenfor denne Forklaringsmaade har tilveyebragt den ringeste Sansynlighed, ikke blive at tage til Følge, hvorimod Sagen vil blive at fremme. – Henseende den af den Tiltalte intenderede Vidneførelse efter hans fremlagte Contrastævning, da vil samme blive at tilstæde ham forsaavidt samme stemmer overens med Forordningen af 27d. Septbr. 1799 § 10, og angaaer det af den Tiltalte opgivne individuelle factum, med det i Smedelauget den 29de Martz f.A. Passerede, hvorimod ikke Vidnet Muurmester Anders Swedahl vil kunne admitteres, til Forklarings Aflæggelse, imod den af Actor nedlagte Protest, paa det hvorom den Tiltalte har begiæret ham tilspurgt, da samme maae ansees som denne Sag aldeles uvedkommende.
Thi Eragtes
Den paastaaede præliminaire Afviisning kan ikke finde Stæd, hvorimod der paa Forlangende vil blive at forunde den Tiltalte M. Molbach een passende Anstand for at faae afhørt de af ham indstævnte Vidner, blant hvilke dog ikke Muurmester Anders Swedahl kan admitteres til Besvarelse af det for ham fremsatte Spørgsmaal.
----
Sak nr. 4/1814:
Aar 1814 den 31te Januari blev innen Bergens Byetings-Extra-Rætt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Procurator Krogh som befalet Actor ctra Randine Hans Dr m.fl.
Under nærværende Sag tiltales Randine Hans Dr, Oline Gundersen eller Ols Dr og Martha Tormunds Dr for at have ved at udtage en Jern-Rist, banet sig Vey ind i Kiøbmand Prantes Kiælder og deraf til forskiællige Tider bortstiaalet forskiællige Madvarer, bestaaende af Smør, Kiød, Flesk o.s.v. – Saa tiltales ogsaa Ole Gudmundsen og Bergithe Tormunds Dr for at have hælet med de foranførte Personer. – Af de Tiltalte har Randine Hans Datter som var i den bestiaalne Prantes Tieneste, afgivet Tilstaaelse om, at have været 2de Gange med Oline Ols Dr, og 3de Gange med Martha Tormunds Dr i hendes Huusbondes Kielder og deraf ladet disse udtage forskiellige Madvahrer, samt de inden af Kramboeden at have taget 6 Lod Nelliker, nogle Kaffebønner m.m., foruden noget Ruugmeel og Havremeel paa Falstuen, af hvilke Ting hun har ladet Nellikerne selge og givet hendes 2de Medskyldige det øvrige. – Oline Ols Dr og Martha Tormunds Dr have ligeledes tilstaaet den dem imputerede Deeltagelse i Randine Hans Datters Tyverier, paa den af hende opgivne Maade. - Af de stiaalne Koster blev Oline Ols Dr attraperet med 4 Flasker rød Wiin vurderet for 10 rbd N.W., omtrent 3 Marker Smør vurderet for 3 RBm, samt 10 Stykker Speyesild vurderet for 8 rbm – Videre er hos Margaretha Tormunds Dr forefundet en Skieppe Potatos vurderet for 7 Rbm N.W., omtrent 2 Ms Smør vurderet for 1 rbm, samt 2 Ms Flesk, vurderet for 3 rbm – Endelig er der hos Oline Ols Drs Fader Ole Gundersen fundet 5 B# saltet Oxekiød vurderet for 6 rbd N.W., 6 ms Flesk vurderet for 1 rbd, samt omtrent 2 ms Smør vurderet for 3 Rbm, hvilke samtlige Koster af Oline Ols Dr ere hiembragte til hendes Fader Ole Gundersen, som for Modtagelsen deraf ogsaa under nærværende Sag tiltales, men da det mod hans Benægtelse ikke har kunnet overbevises ham at have haft nogen Kundskab om, at hvad han modtog var stiaalet, maae han for Tiltale blive at friefinde, især da hans høye Alder af 70 Aar, maa ansees at have noget sløvet hans Tænkekraft, da ellers hvis hans Tiltroe til hans Datter ikke var gandske blind maatte kunne have fattet Mistanke om, at hun ikke saa gandske rigtig var kommet til de Madvahrer hun bragte hiem, dog vil han ikke kunne undgaae at tage Deel i Actions-Omkostningerne. – Hvad den femte af de under denne Sag tiltalte Bergithe Tormunds Dr betræffer da saggives hun for at have for sin Syster, den foranførte Martha Tormunds Datter, solgt 6 Lod Nelliker, som denne af Randine Hans Datter havde modtaget for at sælge samme, men da bemeldte Bergitha Tormunds Dr, har benægtet at have haft nogen Kundskab eller Mistanke, om at disse Nelliker vare stiaalne, og dette heller ikke har kunnet overbevises hende, vil hun blive at friefinde imod Deeltagelse i Actions-Omkostningerne, hvilken hun vil blive at tilpligte, fordi hun uden at erkyndige sig videre om Eyermanden modtog til Salgs, som hun kunde begribe ikke tilhørte dem af hvem hun modtog samme. – De Ting af det Stiaalne som ikke ere komne tilstæde beløbe sig efter Madame Prantes derpaa edeligen satte Taxt til 66 2/3 rbd N.W., men hvorfor dog Erstatning er frafaldet. – Randine Hans Dr, Martha Tormunds Dr og Oline Ols Dr, af hvilke ingen med den ordinaire Straf for Tyverie har været anseet endskiønt den sidste rigtig medens hun var under Lavalder har været straffet efter Forordningen af 20de Februari 1789 § 6 ville følgelig blive at dømme efter denne Forordnings 1 §, og deres Straffetid efter Omstændighederne forsaavidt Randine Hans Dr. og Oline Ols Dr angaaer til 6 Maaneder og for Martha Tormunds Dr til 4 Maaneder at bestemme. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at være begaaet, og Dommerens mange andre Forrætninger have hindret denne Doms tidligere Afsigelse.
Thi Kiendes for Rætt:
De Tiltalte Randine Hans Dr, Oline Ols Dr og Martha Tormunds Datter, bør hensættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuur-Huus, de 2de første i 6 og den sidste i 4re Maaneder, samt hver for sig udrede alle af deres Arrest og Varetægt lovlig flydende Omkostninger. – Ole Gundersen og Bergithe Tormunds Datter, bør for Actors videre Tiltale i denne Sag frie at være. – Endelig bør de Tiltalte een for alle og alle for een betale i Salarium til Actor Procurator Krogh 5 rbd S.W., og til den for dem beskikkede Defensor Procurator Hiorth Stuwitz 3 rbd S.W. – Det idømte at udredes inden 15tn Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 5/1814:
Aar 1814 den 8de Februari blev inden Bergens Byeting-Extra-Rætt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Procurator Rogge som befalet Actor ctra Børre Jørgensen m.fl.:
Under nærværende Sag som efter Stiftets Ordre er anlagt sigtes Arrestanten Børre Jørgensen og Pigen Giertrud Berger, eller som hun efter den fremlagte Døbeattest rettere heder Giertrud Lars Dr for at have i Forening frastiaalet Skipper Herlefsen en Bielke med hvilken de bleve antrufne just som de vilde bære den bort. – Dette have de Tiltalte vel ikke kunnet nægte, eftersom de som ovenanført in ipso facto bleve antrufne. – Derimod have de benægtet at det var deres Hensigt at stiæle bemeldte Bielke, da de bægge have eenstemmig paastaaet, at en Kone med een sort Kaabe, havde anmodet dem om at bære den hiem for hende og lovet dem Betalning herfor, hvori de uden at vide hvem Bielken tilhørte samtykkede, og var dette Anledningen til, at de toge den oftnævnte Bielke op, for at bære den ind i Marken, hvor den ovennævnte Kone, efter sit Sigende skulde boe, og hvorhen de, skulde følge bag efter hende som gik foran dem, men dette deres Foregivende er saa aldeles blottet for alt Beviis, at det ikke vil kunne komme i Betragtning ja alle de nærmere Omstændigheder, synes endog at vise, at dette deres Foregivende er opdigtet, thi da de af Vidnet Peter Dyrhuus, som aller først saae dem med Bielken blive antrufne, var der ikke rundt omkring paa Gaden flere Mennesker at see, ligesaalidet som de Tiltalte ved denne Leylighed eller førend de kom for Rætten have nævnet eet eeneste Ord om at det var for een anden de bar den omhandlede Bielke hvorimod endog Børre Jørgensen efter samme Vidnes Forklaring, da den Bestiaalne sendte Buud efter Vagten, tilstod sin Forbrydelse, og undskyldte sig med sin Fattigdom. – Af de Tiltalte som ifølge ovenstaaende ikke vilde kunne undgaae at ansees som Tyve har Børre Jørgensen tilforn været straffet for første Gang begaaet Tyverie med 4re Maaneders Tugthuus-Arbeyde og maae følgelig blive at ansee efter Forordningen af 20de Februari 1789 § 2, hvorimod Giertrud Berger eller Lars Dr, som ikke tilforn for nogen Forbrydelse har været tiltalt eller straffet, vil blive at ansee efter samme Forordning § 1, og vil Straffetiden efter Omstændighederne blive at fastsætte for Børre Jørgensen til 3 Aar og for Giertrud Berger eller Lars Dr til 2 Maaneder. – Den stiaalne Bielke vurderet for 1 rd 3 s Rigsbankpenge N.W. er in Natura tilbagekommen hvis aarsag ald Qwæstion om Erstatning bortfalder. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at have fundet Stæd.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestanten Børre Jørgensen bør hensættes til Arbeyde i Bergenhuus Fæstning i 3 Aar samt udrede alle af hans Arrest og Varetægt lovlig flydende Omkostninger. – Giertrud Berger eller Lars Datter bør indsættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuur-Huus i 2 Maaneder. – Endelig bør de Tiltalte een for bægge og bægge for een udrede i Salarium til Actor Procurator Rogge 5 rbd S.W., og til den for dem beskikkede Defensor Procurator Hiorth Stuwitz 3 rbd S.W. – Det idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 6/1814:
Aar 1814 d. 11te Januarie blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Domme:
1 no. Udi Sagen Procurator Leganger som befalet Sagfører for Jomfrue Kirsten Meyer
ctra
Organist Ohl
For adskillige Aar siden, dog førend Aaret 1807, laante Jomfrue Kirsten Meyer, som ifølge kongelig Bevilling af 19de August 1799, var myndig under Curator, nogle Penge paa Vexelobligation til Tilsynsmanden i hendes afdøde Fader Hendrich J. Meyers Dødsboe, Organist Ohl, hvilken Vexelobligation, strax den var udløben, blev igien fornyet, og saaledes dermed continueret, indtil 12te Januari 1813, da den sidste Obligation blev udstædt for 150 rd. DC – Seenerehen i Januari Maaned, tilbød Organist Ohl, sig at ville udbetale bemeldte Gield, efter sammes nominale Beløb i Dansk Courant, som Jomfrue Mejer vægrede sig at modtage, men efterat Obligationen den 12te May sidstleden var udløben tilstillede hun Organist Ohl - /: som hun ansaae som sin Curator :/ ved sin Tienestepige samme med Anmodning /: efter hendes Foregivende :/ at han vilde omskrive dens Beløb til Rigsbancpenge Sølv Wærdie, men i den Stæd, beholdt Organist Ohl, Obligationen, og leverede Budet 150 rd DC, med Begiæring at samme tilligemed 2 rd 3 s i Rænter, maatte blive leveret Jomfrue Meyer som Betalning for Obligationen. – Derefter var Organist Ohl ikke at formaae til at tage Pengene tilbage, og derimod udlevere Obligationen og da der ved Forligelses-Commissionen forgiæves var tenteret Mægling i denne Sag paastod Procurator Leganger, som befalet Sagfører for Jomfrue Meyer, ved Stævning og Indlæg af 21ste og 28de September f.A.: At Organist Marcus Gothart Ohl, maatte blive tilpligtet, under een daglig Mulct, for hver dag han sidder Dommen overhørig at udlevere til Jomfrue Kirsten Meyer og hendes Curator Maanedslieutenant Christian Meyer forannævnte af ham under 12te Januari f.A. udstædt Vexelobligation for den Summa 150 rd DC efter at han har omskrevet samme til 150 rbd S.W., eller i Mangel heraf at udstæde een staaende Obligation for denne Summa, og i bægge Tilfælde, at udrede denne Sags Omkostninger, samt et billig Salarium til den befalede Sagfører, og endelig at han maatte blive idømt Mulct til Justitz-Cassen for unødig Trætte. – Indstævnte Ohl har derimod, paastaaet sig aldeles friefunden for det mod ham af Procurator Leganger for Jomfrue K. Meyer anlagte Søgsmaal og Paastand, samt tillagt Sagens Omkostninger med 25 rbd S.W. – Indstævnte Ohl har vel foregaaet, at der sidste Gang, da Vexelobligationen blev ham presenteret, ikke blev meldt noget om Omskrivning, men blot forlangt Penge for den, men om dette Foregivendes Rigtighed, end ikke er aldeles afbeviist ved Citantindens foregaaende Nægtelse af at ville modtage den tilbudne Betalning i Dansk Courant efter Nominal Beløbet, det af Citantindens førte Vidne og Sagens øvrige Omstændigheder, saa var Citantinden dog som ikke fuld myndig efter den 5te og 6te § i Forordningen af 26te October 1804, ikke bemyndiget til at modtage den tilbudne Vexelobligations Giæld, etter derfor at qwittere, ved Obligationens Tilbagelevering, paa anden end den i bemeldte Forordning 13 og 6 § foreskrevne Maade men da dette ikke in casu er i agttaget flyder deraf, efter bemeldte Forordning 7 §, at den heele Handel, maae ansees som ugyldig og ugiort, og Citantinden i saa Henseende sættes i samme Vilkaar som hun var førend Obligationen blev udbetalt og da hun den gang efter Forordningen af 5te Januari 1813 § 23, var berættiget til at forlange Obligationen omskreven til Rigsbankpenge, Daler for Daler, saa maa ogsaa nu hendes Sagførers Paastand blive at tage til Følge, baade i henseende til Obligationens Omskrivning, Sagens Omkostninger, Salarium til Sagføreren og Mulct til Justitz-Cassen, som han ikke kan undgaae for hans temaire Forhold i denne Sag. – Sluttelig anmærkes, at Sagførelsen forsaavidt samme har været befalet, har været lovmæssig og forsvarlig.
Thi Kiendes for Rætt:
Indstævnte Marcus Gothardt Ohl, bør under Mulct af 1 rbd S.W., for hver Dag han sidder Dommen overhørig at udlevere til Jomfrue Kirsten Meyer, og hendes Curator Maanedslieutenant Christian Meyer, den her under Sagen omhandlede, af ham under 12te Januari f.A. udstædte Vexelobligation for den Summa 150 rd, efter at han har omskrevet samme til 150 rbd S.W., eller i Mangel heraf at udstæde een staaende Obligation for denne Summa; saa bør han og i bægge Tilfælde udrede Sagens Omkostninger, som af Citantinden skulde have været erlagt, dersom Sagen ikke fra hendes Side havde været benificeret, nemlig til Byefogden med Forhøyelserne 3 rbd 18 s S.W., til Byeskriveren ligeledes med Forhøyelserne 2 rbd 18 s S.W., saa betaler han og det stemplede Papiir som under Sagen fra Citantindens Side, skulde have været forbrugt med 1 rbd 27 s N.W., fremdeeles i Salarium til den befalede Sagfører Procurator Leganger 6 rbd S.W., og endelig til Justitz-Cassen for unødig Trætte, saameget som denne Ræts Dom og Sægl koster. – At efterkommes inden 15te Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 7/1814:
2 do. Udi Sagen Johan von der Fehr – ctra - Kiøbmand Adolph von Tangen.
Under 9de October 1812, udstædte Kiøbmand Adolph von Tangen 3de Vexelobligationer til Johan von der Fehr, hvoraf de to lydede hver paa 300 rd, og den 3de paa 400 rd DC, til sammen 1000 rd DC. I Løbemaaneden tilbød Kiøbmand von Tangen, von der Fehr, ved Beskikkelse af 27de Januari Betalning, hvilken denne vægrede sig ved at modtage efter nominal Beløbet i Dansk Courant, da Forordningen af 5te Januari f.A. om Forandringen i Pengevæsenet, imidlertid hertil var andkommen. – Da der ved Forligelses-Commissionen efter Ventilation intet Forlig var at opnaae i denne Sag paastod von der Fehr, ved Stævning af 31te August 1813, sig berættiget til at omskrive disse Vexelobligationer, efter deres oprindelige Ælde, nemlig førend 14de September 1807 til Rigsbankdaler Daler for Daler, Summa Summarium 1000 rbp S.W., og Adolph von Tangen derefter tilpligtet at betale ham fornævnte 1000 rbd S.W. med aarlige Rænter i Sølv Wærdie i det Heele saaledes som foranførte Forordning bestemmer samt skadesløse Omkostninger, hvilken Paastand han ved seenere Indlægge af 19de October og 14de December f.A. har udvidet til at Forordningen i Collegial-Tidenden for 1813, No. 39 pag. 622, 624, ogsaa bliver Regelen for den af Indstævnte erlæggende Betalning samt at Forordningen av 14de September in casu, anvendes, saavelsom at Resolutionen af 27de May f.A. og Cancelliets Skrivelse af 31te Augustie sidstleden, tage til Følge; hvorimod indstævnte Kiøbmand von Tangen har paastaaet sig friefunden for Tiltale i denne Sag og sig i Processens Omkostninger tillagt 16 rbd S.W. – Der er ingen Tvist under Sagen om, at Vexelobligationer henhører til de Giældsbrever som skulle omskrives efter Forordningen af 5te Januari 1813, eller at Fordringen efter disse Vexelobligationer deriverer sig fra en Giæld der er ældre end 14de September 1807, altsaa bliver det nu kuns at undersøge, hvorvidt det af Indstævnte den 27de Januari f.A. giorte Tilbud kan ansees lovligt og af den Beskaffenhed at Creditor ikke kunde vægre sig for at modtage samme eller ikke. – Havde Forordningen af 5te Januari 1813 været tinglæst, da Betalningen blev tilbuden, kunde der ikke have været nogen Tvivl om, at Sagen jo maatte have faldet ud til Creditors Fordeel, men da Debitor imod hans Benægtelse, ikke engang er overbeviist om, at han den Gang har kiendt Forordningens Indhold, synes saadant at tale til Bedste for ham; Imidlertid da Creditor, von der Fehr, paa den Tiid kiendte Forordningen, og de ham derved tilstaaede Fordeele, og enhver Undersaat ligesom han, er forpligtet til at lyde Lovgiverens Villie, saa snart den er ham bekiendt, omendskiønt den endnu ikke er bekiendtgiort paa sædvanlig Maade, er han ogsaa beføyet til at paastaae, og ikke renuncere paa de Rættigheder som derved ere ham tillagte; Altsaa var von der Fehr som kiendte formeldte Forordning der efter hvad der er in consesso under Sagen, da allerede, med Posten den 26te Januari f.A. hertil Stædet var andkommen, indført baade i Statstidenden og Collegial-Tidenden, berættiget til at vægre sig, for at modtage, den ham tilbudne Betalning i Dansk Courant efter Fordringens nominal Beløb. – Hans Paastand maa altsaa, forsaavidt blive at tage til Følge, og han kiendes berættiget til at omskrive bemeldte Vexel-Obligationer, efter deres oprindelige Ælde, nemlig førend 11te September 1807, Daler for Daler til 1000 rbd S.W., og bliver der henseende Opsigelse og Rænter for denne Capital at forholde efter Forordningerne af 5te Januari og 14de September 1813. – Efter Omstændighederne, bliver Processens Omkostninger paa bægge Sider at ophæve.
Thi Kiendes for Rætt:
Citanten Johan von der Fehr bør være berættiget til, at omskrive de under denne Sag omhandlede og af Kiøbmand Adolph von Tangen, udstædte 3de Vexelobligationer, daterede 9de October 1812, nemlig de tvende hver til 300 rd og den 3die til 400 rbd S.W.;
Henseende Rænter og Opsigelse forholdes i Overeensstemmelse med Forordningen af 5te Januari 1813 § 23, 26, og 29, samt Forordningen af 14de September f.A. – Processens Omkostninger ophæves. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 8/1814:
3 No. Udi Sagen Johan Grewe til Aarstwedt ctra Ditmer Kahrs.
Ved Stævning af 13de April 1813, sagsøger Proprietair Johan A. Grewe til Aarstwedt Kiøbmand Ditmer Kahrs heraf Bergen, og paastaaer at een af ham, paa een af Indstævnte udstædt Vexelobligation af 30te November f.A. stor 199 rd anbragt Omskrivning ifølge dens Ælde til 199 rbd S.W. maatte blive stadfæstet, og Debitor desaarsag tilpligtet at udbetale denne Capital med Rænter efter Forordningen af 5te Januari f.A., eller for samme paa egen Bekostning, udstæde een staaende Obligation, og i bægge Tilfælde erlægge Sagens Omkostninger. – Indstævnte derimod som ikke vedtager Giælden at være ældre end fra 1809, og saaledes at den skulde betales med 65 pCto, har erklæret sig villig til denne Betalning, og sig saaledes friefunden for Citantens Tiltale, men denne tilpligtet at rætte ham Sagens Omkostninger med 40 rbd S.W. – Citantens Grunde for sin Paastand er at Fordringen deriverer sig fra een Giæld, der er ældre end 11te September 1807, og som uafbrudt har været udlaant til Indstævnte, først af Citantens nu afdøde Fader, og siden af Citanten selv, og Rigtigheden heraf har han søgt at bevise med det af ham førte Vidne Guldsmedmester J. J. Grewe. – Indstævnte har vel anført, at dette enkelte Vidne ikke udgiorde noget fuldt Beviis, men da det dog giver stor Formodning om Rigtigheden af Citantens Paastand, som overalt ikke af Indstævnte paa det allerbestemteste er benægtet, og det er een Selvfølge at det i henseende til Debitors Forpligtelse ikke kan giøre nogen Forandring, enten Giælden først blev stiftet til Citantens Fader, hvis eeneste Arving, Citanten var, eller til Citanten selv, naar den kun er ældre end 11te September 1807; I Anledning, af den Formodning, som der altsaa er for at Citantens Foregivende er rigtigt, finder Dommeren sig efter 1-14-6, beføyet til at paalægge Indstævnte ved Eed at benægte, at den paasøgte Vexelobligation ikke deriverer sig fra een Giæld enten til Citanten selv, eller dennes afdøde Fader Arent Grewe, og ældre end 11te Sptember 1807, i hvilket Fald han naar denne Eed aflægges, bør være frie for Citantens Tiltale imod at Citanten kiendes berættiget til at omskrive den omhandlede Vexelobligation til 129 rbd 3 m 14 2/5 s S.W.; Ligesom ogsaa Processens Omkostninger da ophæves; Trøster derimod Indstævnte sig ikke til at aflægge denne Eed, bør Citanten være berættiget til at omskrive den oftnævnte Vexelobligation til 199 rbd S.W., og betale Citanten, Processens Omkostninger med 10 rbd S.W.
Thi Kiendes for Rætt:
Naar Indstævnte Kiøbmand Ditmar Kahrs, efter lovlig at have indvarslet Citanten, til sit Værneting med sin corporlige Eed bekræfter, at den herunder Sagen omhandlede og af ham til Citanten under 30te November 1812, udstædte Vexelobligation ikke deriverer sig fra een Giæld /: enten til Citanten selv eller dennes forhen afdøde Fader Arent Grewe :/ der er ældre end 11te September 1807, bør han for Citantens Tiltale i saa Henseende frie at være, dog imod at denne kiendes berættiget til at omskrive denne Obligation til 129 rbd 3 m 14 2/5 s S.W.; og Processens Omkostninger i saa Fald være ophævede; Trøster han sig derimod ikke til at aflægge denne Eed, bør han at have tabt Sagen, og Citanten Grewe, være berættiget til at omskrive bemeldte Vexelobligation til 199 rbd S.W.; Ligesom Indstævnte da ogsaa bør betale til Citanten i Processens Omkostninger 10 rbd S.W; I bægge Tilfælde forholdes henseende Rænter og Opsigelse i Overeensstemmelse med Forordningen af 5te Januari 1813, § 25, 26 og 29, samt Forordningen af 14de September f.A. – At efterkommes enten af Deelene inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 9/1814:
Aar 1814 den 8de Martz blev inden Bergens Byetingsræt af den constituerede Byefoged, Byeskriveren Secretair Klingberg, aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Kiøbmand Knud Angel ctra Kiøbmand Joseph Scherffenberg:
Ved Stævning af 31te August 1813 sagsøger Kiøbmand Knud Angel, Kiøbmand Joseph Scherffenberg til at betale 333 rbd 48 s S.W. eller om Rætten skulde ansee denne Giæld blot at være Navne-Wærdie, at han da maatte tillægges den Sølw Wærdie som Beløbet efter nuværende Cours udgiør, i bægge Tilfælde med Kiøbmands Rænter i S.W. indtil Betalning skeer og Sagens Omkostninger skadesløs, hvorimod Indstævnte Scherffenberg har paastaaet sig friefunden for Citantens Tiltale, og denne tilpligtet at betale ham i Forsvars Omkostninger 25 rbd S.W. – Anledningen til Parternes Tvist er at Kiøbmand Angel, som den 9de Nowember 1811, kiøbte af Kiøbmand Scherffenberg een Andeel i Kaperen Udhaleren for 200 rd DC, paastod sig i Følge deraf berættiget til 1/60 Part af Udbyttet, for den ved samme Kaper giorte Prise Brødrene, hvorimod Indstævnte kun vil tilstaae ham 1/90 Deel, men da Udgifterne ved denne Kaper ikkun beløb sig til 12313 rd 5 o 13 s DC, hvoraf 200 rd udgiør 1/60 Deel, paa 5 rd 22 s nær, som Citanten i Mellemregning har godtgiort ham med 172 rd, saavelsom 246 rd 38 s, der endvidere kom til i Udgifter, paa den af ham kiøbte Andeel, og Indstævnte paa ingen Maade har beviist, at han blot havde solgt ham 1/90 Deel i fornævnte Kaper, saa flyder deraf at Citanten maae være berættiget til een lige saa stor Deel af Udbyttet for samme som den Deel han har indskudt, udgiør af Omkostningerne følgelig til 1/60 Deel, og da han derpaa efter hans fremlagte Beregning af 19de August 1813, hvis Rigtighed Indstævnte ikke Speciel har modsagt, mangler 333 rbd 48 s, saa maa Indstævnte blive pligtig at tilsvare ham disse med Rænter, dog i Navne-Wærdie, da der ved Forligelses-Commissionen ikke er paasøgt og en Sølv Wærdie. – Prosessens Omkostninger herfor Rætten, bliver efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rætt:
Indstævnte Kiøbmand Joseph Scherffenberg bør til Citanten Knud Angel betale 333 rbd 48 s N.W. med Rænter 4re pCto fra Stævningens Dato 31te August 1813, til Betalning skeer. – Processens Omkostninger ophæves. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 10/1814:
Aar 1814 den 22de Martz blev inden Bergens Byetingsrett af den constituerede Byefoged Byeskriveren Secretair Klingberg aflæst følgende
Domme:
1 No. Udi Sagen Procurator Rogge som befalet Sagfører
contra
Christopher Jæger og Elias Halvorsen.
Den 5te October 1810 anholdt den franske Caper Capitain La Forest førende Sluperen Le Chaffeur 8e Mile fra List Skibet Hazard som han opbragte, og efterat han ombord havde afholdt en Verbat-Proces, som han skal have ladet underskrive af Cargadeuren paa Skibet Hazard Christian Jæger og Skipper Elias Halvorsen, afgav han i Husum for Retten en Deposition i hvis Følge Skibet skal have været udklareret fra Helgoland til Bergen med Colonial og Manufactuurvarer, og havt engelsk Licence om bord.
I Anledning af dette Passerede, som igiennom det Slesvigske Stadtholderskab var fra de der paa Kysten stationerede kongelige Danske Søeofficerer bleven indberettet til det Kongl. Danske Cancellie blev Toldprocureur Rogge under 27de November af Stiftet beordret til at anlægge Sag mod fornævnte Jæger og Halvorsen, hvilket han ogsaa iværksatte ved Stævning af 5te Januari 1811, og paastod efterat have fremlagt en af Lodsen Georg Henrich Quedens /: der havde lodset bemeldte Kaperskib :/ under 30te Juny 1813 afgivne eedelige Forklaring om at der om bord paa bemeldte Skib Hazard var bleven funden de ommeldte forbudne Varer og Licence, de Tiltalte dømte at have deres Love forbrudt, og at de Varer som ere Gienstand for den ommeldte ulovlige Handel, maatte være Confiscation undergivne, og de Tiltalte tilpligtede at udrede Rettens Gebuhr samt i Salarium til ham som Actor 30 Rbd. – Hvorimod de Tiltaltes Defensor Procurator Lassen har paastaaet dem friefundne for Actors Tiltale og ham i Salarium tillagt 24 Rbd S.W. –
Vel kunne de af Actor fremlagte Documenter synes at opvække nogen Mistanke imod de Tiltalte, men da Jæger, som efter ham meddeelt Kongeligt Lejdebrev er kommet her tilstæde paa det bestemteste har benægtet Rigtigheden af den i Husum afgivne Deposition, hvortil han ikke har været kaldet, og som altsaa ikke kan gravere ham og Lodsen Quedens’s Forklaring i al Fald er eenlig og altsaa heller ikke kan komme i Betragtning mod den Benægtelse, som baade Jæger personlig, og Defensor Procurator Lassen tillige paa den tiltalte Elias Halvorsens Vegne har nedlagt, saa flyder deraf at de for Actors videre Tiltale i denne Sag maa blive at frifinde, dog kan de paa Grund af den imod dem værende Formodning, ikke undgaae at betale Salarium til Actor og Defensor, der billiges for den første med 20, og for den sidste med 10 Rbd S.W. – Under Sagførelsen har ingen forsømmelse fundet Sted.
Thi Kjendes for Rett:
Tiltalte Christian Jæger og Elias Halvorsen bør for Actors videre Tiltale i denne Sag frie at være, dog imod at de, een for begge og begge for een udreeder i Salarium til Actor Toldprocureur Rogge 20 Rbd S.W. og til Defensor Pr. Lassen 10 Rbd S.W. – At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse etc etc.
----
Sak nr. 11/1814:
2 do. Udi Sagen Hiorth Stuwitz som befalet for Jens Mariager
Contra
Peder Høyer.
Under 22de November 1813 indkaldte Jens Mariager Bager Peder Høyer til Forligelses Commissionen for verbale Injurier, men da Indklagte udeblev blev sagen til Rettergang henvist; - Mariager erholdt derpaa Beneficium paupertatis, og Procurator Hiorth Stuwitz blev af Stiftet paadraget at udføre hans Sag uden Betaling; til Følge heraf udtog han under 7de Februarii en Stævning som skulde falde i Rette den 15de sammes, men under 14de Februarii blev der i Forvejen imellem Parterne indgaaet et Forlig, hvorved Mariager forbandt sig til at tilbagekalde den udtagne Stævning, uden at samme skulde blive incamineret, og frafaldt alt videre Søgsmaal denne Sag vedkommende; ikke desmindre incaminerede dog den befalede Sagfører Stævningen, og paastod ved Indlæg af 15de Februarii at Sagen maatte blive hævet og Peter Høyer tildømt at betale ham som befalet Sagfører udj Salarium 4 Rbd N.W. eller og at saadant Salarium maatte vorde ham tilkjendt af en offentlig Kasse; - Hvad den første Deel af hans Paastand angaaer, da kan der aldeles ikke være noget imod, at Sagen efter Parternes Foreening og det indgangne Forlig bliver hævet, derimod finder Dommeren ingen Adgang til at tilstaae Procurator Hiorth Stuwitz noget Salarium enten af den Indstævnte eller af nogen offentlig Kasse, da den citerede Forordning af 3de Junii 1796 ikkun tillægger den befalede Sagfører Salarium af den tabende Modpart, dersom Sagen vindes fra den befalede Sagførers Side, men da dette ikke er Tilfældet i denne Sag der ved Forlig i Forvejen er afgjort, og altsaa hverken vunden eller tabt for nogen af Parterne hvilket ikke kan skee uden ved en Dom hvorfor der paa Procurator Hiorths Paastand i saa Henseende ikke kan blive at reflectere. – For saavidt Sagen har været befalet, skiønnes ingen saadan Forsømmelse der at have fundet Sted at nogen derfor kan drages til Ansvar.
Thi kjendes for Ret:
Denne Sag hæves.
----
Sak nr. 12/1814:
Aar 1814 den 12te April blev inden Bergens Byetings Extrarett af Byefogden Assessor Bull aflæst følgende
Dom:
udi Sagen Procurator Leganger som Actor
ctr
Abraham Sørensen m.fl.
Den under nærværende Sag tiltalte Abraham Sørensen er saavel ved egen Tilstaaelse og de Bestiaalnes Tilhiemling som ved de øvrige Omstændigheder og tildeels ved Kosternes Forefindelse overbeviist om at have opbrækket Kiøbmand Jens Grans Pakboeder og der bortstiaalet 27 Potter Genever vurderet for 4 rbd N.W. pr. Potte, 1 Vog hvid Sæbe vurderet for 23 Rbdlr 2 m N.W., 1 do. Sirup vurderet for 528 Rbdlr N.W., 1 Dunk Smør, vurderet for 24 Rbdlr N.W., 1 Par Løshager vurderet for 2 Rbdlr N.W., 1 Anker vurderet for 1 rbd N.W. samt en Baad vurderet for 10 Rbdl N.W. –
Saa bortstial han ogsaa ved samme Leilighed følgende Ting fra Lieutenant M. Wormskiold: 24 Al. Liinværred (Red: Feilskrift for Liinlærred ?) vurderet for 1 Rbd 2 m N.W. pr. Al., 4 Stkr. Underskiorter vurderede til sammen for 13 rbd 2 s N.W., 7 Underskiorter, vurderede til sammen for 21 rbd N.W., 4 gamle Dito, vurderede til sammen for 3 rbd N.W., 8 diverse Piqvets Vester tilsammen for 18 Rbdlr N.W., 4 Dreyels Servietter til sammen for 4 rbd N.W., 9 Par Bomulds-Strømper til sammen for 9 Rbdlr N.W., 1 Par Nankins Pantelons med Støvletter for 3 rbd N.W., 1 Par sorte Silkestrømper for 2 Rbd, 1 sort Silketørklæde samt et Par Støvletter for 2 Rbdlr, 1 graae Klædes Kiole for 5 rbd, 1 Stryelærreds Haandklæde for 1 Rbd, 1 Netteldugs Halvstørklæde samt 1 hvidt Lommetørklæde for 3 Rbdl N.W. og 1 Kiste vurderet for 10 rbd N.W. – Videre stial han den Tiltalte fra Anders Christensen Trisvad ved selvsamme Leilighed 4 Skiorter vurderede til sammen for 8 rbd N.W, 1 Trøye for 3 Rbd og 1 Par Lærreds Langbuxer tilligemed 2 Par Strømper for 3 Rbdlr samt fra Seilmager Jespersen en Baad vurderet for 5 Rbdlr. –
Desuden har den Tiltalte engang tilforn medens han var i Tieneste hos Kiøbmand J. Gran frastiaalet ham 1 Anker Brændeviin, vurderet for 10 Rbdlr N.W. samt for omtrent 1 Aar siden fra Kiøbmand B. Rathmann 830 rd DC i Penge. – Saavel Baaden som de øvrige paa J. Grans Pakboeder stiaalne Ting ere igien kommed tilstæde paa følgende nær 11 Potter Genever, 1 Anker samt 1 Netteldugs Halvstørklæde og 1 hvidt Lommetørklæde, hvilke Ting Abraham Sørensen følgelig vil komme til at erstatte Vedkommende efter de ovenstaaende Taxter; thi vel har den bestiaalne J. Gran nedlagt Paastand om Erstatning ogsaa for de tilbagekomne 16 Potter Genever paa Grund af at de skulle være bedærvede, men da de inden Politieretten var taxerede som ubeskadige, kan denne Paastand ikke blive at tage til Følge, især da den Bestiaalne ikke har ført noget Beviis for at dette Genever virkelig var bedærvet. – Saa har ogsaa den Bestiaalne J. Gran paastaaet sig tillagt Erstatning for det Anker Brændeviin, som Abraham Sørensen medens han var i hans Tieneste frastial ham, men da Abraham Sørensen har paastaaet, at J. Gran afkortede Værdien af dette Anker Brændeviin i hans tilgodekommende Løn og J. Gran ikke bestemt har modsagt dette men blot erklæret at han ikke erindrede dette, kan heller ikke denne Paastand tages til Følge. – Hvad endelig angaaer det sidst recenserede Tyverie hos B. Rathmann da er Sammenhængen denne følgende: efterat Abraham Sørensen som godt kiendte Leiligheden i Huset hos Kiøbmand Doscher hvor B. Rathmann logerede, af dennes Chatol havde bortstiaalet de ovennævnte 830 rd DC opstod der naturligviis Spørgsmaal om disse Penge og udlod da Abraham Sørensen sig til Doschers Tienestepige Elisabeth Sahlqvist om at han kiendte en Kone i Skudevigen ved Navn Anna Isachsdatter, som skulde kunne vise igien eller tilbageskofte stiaalne Koster, til hvem han vilde addressere sig. – Han gikk ogsaa virkelig hen til denne Kone og paa hendes Løfte om at hun vilde see hva hun kunde giøre for at skofte de stiaalne Penge tilbage, betalte hende 8 rd DC som hun modtog. – Seenere hen tilstillede han bemeldte Kone, ved en lille Dreng de 830 rd og gav Elisabeth Sahlqvist Anviisning paa at hente dem hos fornævnte Anna Isachs Dr, som da Elisabeth Sahlqvist afhentede Pengene erholdt for hendes foregivne Umage 100 rd DC. –
I denne Anledning er ogsaa hun efter Stiftets Ordre inddraget under nærværende Actjon, der ogsaa skulde giælde mod Elisabeth Sahlqvist og en Ole Gotschalksen, saafremt noget dem til Last under denne Sag blev oplyst, men der er ikke engang opkommet saa meget mod dem, at Actor har fundet det passende at nedlægge Paastand mod dem, hvisaarsag ogsaa deres udtrykkelige Frifindelse bliver unødvendig.
Abraham Sørensen derimod, der, som ovenanført, fuldkommen er overbeviist om flere saa betydelige Tyverier maa, da ingen Tyvsdom tilforn er ham overgaaet, og ingen af de af ham begangne Tyverier kan ansees som qvalificeret, blive at ansee efter Forordningen af 20de Febr. 1789 § 1, og hans Straffetid, naar han paagribes, thi han har under Sagens Drivt fundet Anledning til at undvige af Arresten, til 2 Aar at bestemme foruden at han vil komme til at erstatte de bestiaalne hva der af Tyvekosterne ikke igien er kommet tilstæde. – Anna Isachs Dr, der har tilvendt sig en ulovlig Fordeel ved at indbilde andre at hun forstod en Konst, der, om den existerede, streed mod Lovens Bud vil for saadant hendes Forhold med en arbitrair Straf blive at belægge, der efter Omstændighederne bestemmes til 4re Dages Fængsel paa Vand og Brød. – Under Sagførelsen har ingen Forsømmelse fundet Stæd. –
Thi kiendes for Ret:
Tiltalte Abraham Sørensen bør naar han paagribes hensættes til Arbeide i Bergens Tugt og Manufactuur Huus i 2 Aar. – Saa bør han ogsaa om han noget eyer erstatte Kiøbmand J. Gran de ham frastiaalne og ikke tilbagekomne Koster med 45 Rbd N.W. og Lieutenant M. Wormskiold med 3 Rbd N.W.
Anna Isachs Dr bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 4 Dage. – Saa bør hun ogsaa in solidum med Abraham Sørensen erstatte Kiøbmand B. Rothmann de ham frastiaalne og ey tilbagekomne 16 Rbd 4 m N.W.
Endelig bør de Tiltalte een for begge og begge for een betale i Salarium til den beskikkede Actor Proc. Leganger 6 Rbd N.W. og til Defensor Proc. Hiorth Stuvitz 4 Rbd N.W. samt ellers hver for sig udrede alle af Actjonen lovlig flydende Omkostninger. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven. –
----
Sak nr. 13/1814:
b. udi Sagen Johan H. Bender som Mandatarius for M. Mathiesen & CompC ctr Hofagent Janson & Søn.
Under nærværende Sag sagsøger Johan H. Bender som Mandatarius for M. Mathiesen & CompC i Altona ifølge Stævning af 4de May f.A. Handelshuuset Hofagent Janson & Søn til at betale 518 Mx 11 s Hamb. Bco. Med Renter 6 procento fra 1te Martie f.A. til Betaling skeer, foruden Sagens Omkostninger. – De Indstævnte have derimod exciperet mod denne paa dem formerede Fordring, og ikke aleene paastaaet sig friefunden for Citantens Tiltale i denne Sag, men endogsaa at deres Ret maatte reserveres dem til at erholde hva de endvidere maatte komme til gode hos M. Mathiesen & Compagnie. – I Overeensstemmelse med een af Citanten produceret Contra Courant Regning skulle Mathiesen & Compc’s Tilgodehavende hos de Indstævnte ved Udgangen af Aaret 1812 være 509 mz 12 s Hamb. Banco, hvoraf Renter ½ procento maanedlig beløber til den 30te April incl, til 8 Mz 15 H. banco, hvilke 2de samlede Summe udgiør de paastævnte 518 mz 11 s. – Imod denne Fordring har de Indstævnte giort følgende Indsigelser 1no at der i den fremlagte ContoCourant er debeteret dem 127 mz 1 s for en Kieste Papir og Pennepaser, som de ikke have modtaget, og for hvis Afsendelse M. Mathiesen & Comp formeentlig ikke har præsteret noget Beviis. – 2de at M. Mathiesen & Co af 4 diverse dem til Forhandling af de Indstævnte oversendte Partier Tran har i deres indsendte Forhandlings-Regninger anført tilsammen 52 ½ Tønder som tyk Tran, uden derfor at præstere det ringeste Beviis herover da den tykke Tran ikkuns er anført, som forhandlet til 67 Mz Hamb. Courant pr 96 Mengel, hvorimod den gode er anført som forhandlet fra 112 til 128 Mz Hamborger Courant pr 96 Mengel, de Indstævnte formene sig forurettede for 2021 Mz 10 s Hamborger Banco, 3die at M. Mathiesen & Co har debeteret dem for Assurance-Præmier imod Ildsvaade af deres Varer, uden at have Ordre til at besørge nogen saadan Assurance, hvilke Assurance Præmier til sammen skal udgiøre 108 z 2 s H. bco, og 4te at M. Mathiesen & Compag. har anført dem til Udgift 16 mz 6 s Bco som udbetalt Arbeidsløn for at skille den tykke Tran fra den klare paa den dem til Forhandling oversendte Partier Tran, uden at have beviist, at noget af Tranen har været tyk. – Hvad nu den første Post af de fra de Indstævntes Side fremsatte Prætentioner angaaer, da har vel de Indstævnte benægtet at have modtaget den under denne Post benævnte Kiste Papier eller Pennepaser, eller noget Connossement for sammes Afsendelse fra Hamborg, men da de saavel i foregaaende Breve har erkjendt Rigtigheden af dens Afsendelse som in specie i deres Brev af 9 Martie 1811, der er fremlagt under Sagen, erklære at have crediteret M. Mathiesen & Co for Beløbet af samme, maa denne Indsigelses Post bortfalde, hvilket ogsaa bliver Tilfældet med den 3. Indsigelses Post, da de Indstævnte efter at have modtaget Forhandlings Regningen, hvori den under samme omhandlede Assurance Præmie er dem debiteret, ingen special Indsigelse har givet i de Breve der omtale Forhandlingen og saaledes maae de ansees at have vedtaget denne Udgifts Post. – Anderledes forholder det sig derimod med den 2de af de fra de Indstævntes Side fremsatte Indsigelser, thi de fra Math. & Co indsendte og under Sagen fremlagte Forhandlings Regninger vise rigtig nok, at de have anført det af de Indstævnte opgivne antal Tønder Tran som tyk, og ikkuns Priis 67 mz pr Tønde, medens den grove klare Tran er anført som forhandlet, deels til 112 Deels til 129, og deels til 128 mz pr Tønde hvilket rigtig giør den af de Indstævnte opgivne Forskiæl for det hele Partie til 2021 mz 10 s. For dette Mathiesen & Compagnies Foregivende om, at et saa stort Partie af den oversendte Tran befandtes tyk have de aldeles intet Beviis præsteret, uagtet de i et Brev af 6. September 1811, som besvarer et Brev fra de Indstævnte af 17. Aug. s.A., hvori disse yttre deres Tvivl om Rigtigheden af at saa meget af deres Tran kunde befindes tyk, have erklæret, at de kunne forskaffe idelige Attester desangaaende, men som dog ikke ere fremkomne. – Det har vel Citanten formeent at være unødvendigt paa grund af den Tiltroe en Commissionair bør have hos sin Committent; men denne Indsigelse vil dog ikke kunne giøre nogen Undtagelse fra den almindelige Regel, at en Mandant er berættiget til at fordre Regnskab af sin Mandatarius, samt at det paaligger den som anoncerer et vist bestemt Factum at bevise samme, i Tilfælde af at det benægtes. Saa har ogsaa Citanten paastaaet, at de Indstevnte burde og maatte bevise, at den Tran de afsendte var god og klar tran, førend de af Mathiesen & Compagnie kunde paastaae noget Beviis for Tranens Beskaffenhed ved Modtagelsen, hvorhos han har provoceret dem til, at lade den Vrager, som havde vraget Tranen qvæstionis afhøre. – Dette have de Indstævnte giort, og har da den af dem brugte Vrager riktig nok forklaret at have vraget paa de Tider de Indstævnte opgiver at have afskibet de forskjellige Partier Tran det selv samme Antal Tønder som de Indstævnte har afskibet, men Citanten har mod dette Vidnesbyrd nedlagt Benægtelse forsaavidt det maatte ansees at være den samme Tran, og paastaaet at den af de Indstævnte omforklarede, ikke har været den af Vidnet omforklarede Tran. – Tages der nu Hensyn saavel til det afhørte Vidnes Forklaring, som til Forordningen af 12 September 1753 Capit. 2 § 2 og 12, som giør uvraget Trans Afskibning til en juridisk Umuelighed, kan der intet Spørgsmaal være om, at man jo maae antage at Tranen har været vraget da den herfra blev afsendt, men heraf flyder igiend, at Mathiesen & Compagnie, naar de vil paastaae at Varer som vare dem consignerede, ved Modtagelsen befandtes gandske anderledes end de ere afsendte maa bevise saadant, deres Foregivende, men det have de som ovenanført aldeles ikke giort, hvisaarsag de heller ikke kunne undgaae at svare de Indstævnte til den Forskiæl som er mellem de opgivne Priser paa den tykke og den klare Tran, hvilken Difference i det hele udgiør 2021 Mz 10 s Hamborger Banco.
Henseende de under 4de Indsigelses post som Arbeids penge for at skille den tykke Tran fra den klare, anførte 16 Mz 6 s bco, da have de Indstævnte, efterat Forhandlings Regningerne hvori denne Post er dem beregnet til Udgift, vare dem indløben, ikke desangaaende i dere Breve, hvori de omtaler Forhandlingen, talt noget, og maae da saaledes ansees at have vedtaget denne Udgift. – I overeensstemmelse med ovenstaaende vil de Indstævnte da Mathiesen & C’s Ansvar til dem langt overstiger den paastevnte Sum, for Tiltale i denne Sag blive at frifinde, ligesom ogsaa deres Ret bliver at reservere dem mod M. Mathiesen & Co for hvad de endvidere hos dem maatte formene at komme tilgode. – Processens Omkostninger ophæves.
Thi kiendes for Ret
De Indstævnte, Hofagent Janson & Søn, bør for Citanten J. H. Bender, som Mandatarius for M. Mathiesen & Comp i Altona, hans Tiltale i denne Sag frie at være; i øvrigt reserveres de Indstævntes Ret mod H. Mathiesen & Comp for hvad de endvidere hos dem maatte formene at komme tilgode. – Processens Omkostninger ophæves. –
----
Sak nr. 14/1814:
Aar 1814 den 15de Martz blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom
udi Sagen Kono & Compagnie ctra I. H. Bonge.
Handelshuuset Kono & Compagnie sagsøger under nærværende Sag ved Hoved Stævning af 2de Februari f.A. I. H. Bonge, til alternative enten at levere dem 570 Voger god Rundfisk, ikke ældre end fra Aaret 1811, imod derfor at erholde respective 5 ½ og 6 rd DC eller, eller Rbm N.W. pr. Vog eller ogsaa at godtgiøre dem den ved Dommens Opfyldelse, paa Fisk gangbare Priis efter Afdrag af de accorderede ommeldte 5 ½ og 6 Rbm pr. Vog, hvorhos de til lige have paastaaet sig Processens Omkostninger tillagte. - Indstævnte I. H. Bonge har derimod ved Contrastævning af 22de Juni f.A. paastaaet ikke alleene for Hovedcitanternes Tiltale friefunden, men endog disse tilfundne, at betale ham Processens Omkostninger. – Efter hvad der deels under Sagen er beviist, deels mellem Parterne er in consesso, er Sammenhængen med denne Sag følgende: Hovedcitanterne sluttede deels i October deels i Novbr. Maaned 1812 een Accord med Contracitanten, om at denne skulde levere dem 700 Voger, god sammensonget Rundfisk, imod derfor at erholde for de 400 Voger 5 ½ rd og for de 300 Voger 6 rd DC pr. Vogen, og skulde Fisken i øvrigt være fra Aaret 1811 og leveres paa Anfordring. – Da nu Hovedcitanterne sendte Folk hen for at annamme den omforenede Fisk, erklærede de baade Fiskeveyeren der skulde veye Fisken, som hans medhafte Fiskesorterere, efter at have modtaget 130 Voger, at den øvrige Fisk, som Contracitanterne anviiste dem, var saa slæt at den aldeles ikke kunde ansees som gode Kiøbmands-Vahrer, og lod Fiskeveyeren endydermeere Fisken besee af 2de andre Fiskeveyere der i saa Henseende vare fuldkommen enige med den Fiskeveyer som skulde annamme og veye Fisken, hvisaarsag denne da Contracitanten paa hans Opfordring at levere anden Fisk, erklærede at han ingen anden Fisk havde, forlod ham uden at ville annamme meer af denne Fisk. – Contracitanten har derimod med 4re Vidner beviist at have leveret eet Partie Rundfisk til Overkrigscommissair Walter, hvilket Partie efter 1ste Contra-Vidnes uimotsagte Forklaring, bestod af 625 Voger, hvilken Fisk de 3de ved den annammelsen brugte Fiskesortere eenstemmige have forklaret, at have været gode Kiøbmandsvahrer og hvilket Partie Rundfisk Contracitanten har paastaaet, var den samme Fisk som de af Hovedcitanterne brugte Fiskesortere saavelsom Fiskeveyeren vragede som slette Varer. – Dette har Hovedcitanterne vel speciatim benægtet, men bestyrkes dog for een Deel ved Vidnet Lars Larsen Hintes Forklaring. – Videre har Contracitanten beviist at have ved dertil antagne Folk, ladet pudse og børste Mid af et Partie Rundfisk. – I Følge det Ovenstaaende maa det enten antages at den Fisk, de af Hovedcitanterne brugte Fiskesortere erklærede for slætte Varer ikke ere de samme som de af Overkrigscommissair Walter brugte Sortere modtog som gode Varer, eller ogsaa at der i Henseende til Fiskens Qvalitet er Vidner mod Vidner, hvilket mueligens kan udledes deraf, at Fisken ved Afbørstningen, har vundet saa meget i det udvortes Syn, at den seenere som gode Varer er blevet annammet. – I første Tilfælde, at Fisken ikke var den samme, lader der sig af de første Vidner aldeles intet inferere i Faveur af Contracitanten, i sidste Tilfælde maa derimod Vidnernes Udsagn paa bægge Sider i Overeensstemmelse med 1-13-12 veyes mod hinanden og maa da bemærkes, at der er 5 Vidner, som have erklæret den af Contracitanten anbudne Fisk for slæt, hvorimod der ikkuns ere 3 som have erklæret den for gode Kjøbmandsvahrer, hvilket ceteris paribus, maa antages at udgiøre fuldt Beviis. – I Følge heraf maa Contracitanten blive at tilpligte, at levere Hovedcitanterne det paastævnte Qvantum Rundfisk, imod derfor at erholde respective 6 Rbm og 5 ½ rbm pr. Vog, hvilke fornævnte Rbm ikkuns kan blive at erlægge i Navne-Wærdie, da Contracitanten maa tilskrive sig selv at han ikke erholdt disse Penge udbetalt førend Forordningen af 5te Januari f.A. emanerede. – Hvad derimod angaaer de 130 Voger, som Contracitanten allerede har leveret, da ligesom Betalningen for samme, allerede var forfaldet førend d. 11te Septbr. 1812, har ogsaa Hovedcitanterne implicite tilstaaet, at disse Penge ere blevne krevede. – Disse 130 Voger, som efter Contracitantens i saa Henseende uimodsagte Paastand skulde betales med 6 rd DC pr. Vog eller 780 rd DC, vil Contracitanten efter Ovenstaaende og med Hensyn til Forordningen af 5te Januari 1813 § 31, blive at kiende berættiget til at fordre betalt i Rigsbankpenge S.W., efter Omskrivnings-Forholdet 100 til 25, ligesom Hovedcitanterne efter Omstændighederne i Analogie af Forordningen af 9de Martz 1813, maae erlægge denne Sum uden Dilation i Betalingstiden. – Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rætt:
Contracitanten I. H. Bonge bør til Hovedcitanterne Kono & CompC levere 570 Voger god sammensænget Rundfisk, ikke ældre end fra Aaret 1811, under Fiskesorterers Haand at annamme imod derfor at erholde Betalning for de 170 Voger 1 rbd N.W. og for de 400 Voger 5 ½ Rbm N.W. pr. Vog, samt desuden, for de allerede leverede 130 Voger 195 rbd S.W. – I Mangel af Leverance bør Contracitanten godtgiøre Hovedcitanterne, hvad ovennævnte Qwantum god sammensænget Rundfisk, ikke ældre end fra Aaret 1811, efter Markedspriis, maatte giælde ved denne Doms Fuldbyrdelse efter Fradrag af den ovennævnte respective Priis af 1 rbd og 5 ½ rbm N.W. pr. Vog samt af de 195 rbd S.W. Processens Omkostninger ophæves. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 15/1814:
Aar 1814 den 22de Martz blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Procurator Krog som befalet Sagfører for Skipper Hans Mørch
ctra
Stiftsøvrigheden paa Statens Casses Vægne.
I Aaret 1812 i første Stævne indladede Skipper Hans Mørch 550 Tdr Byg for Proviteringscommissionen, for at føre samme til Helgeland, men blev af de Engelske udskaaret af Sandsøe Havn norden for Stadt, hvilke sidstnævnte bemestrede sig Skibet, men frigav samme igien tilligemed Ladningen efter nogle Dages Forløb, hvorefter Skipper Mørch indkom med Skibet norden for Walderhaug, paa Søndmør, hvor Ladningen, paa Grund af at samme befandtes noget beskadiget, blev solgt ved Auction, uden at Skipperen erholdt noget paa hans omforeenede Fragt a. 1 rd 24 s DC pr. Tdr. I denne Anledning henvendte H. Mørch sig under 15de Septbr. f.A. til Romsdahls Amt, med eet Andragende hvori han begiærer den ham tilkommende Fragt udbetalt med 687 rd 48 s DC, men Romsdahls Amt henviste dette Andragende til Bergens Stift, da Ladningens udbragte Beløb, allerede var remitteret til Bergen. Bergens Stift, har derimod ikke paa Grund af 4-3-1 fundet sig beføyet til at tilstaae H. Mørch den af ham forlangte Udbetalning af den fulde Fragt, eftersom Reysen ikke blev fuldført, hvorimod samme fandt det nødvendigt, at dette Spørgsmaal ved Dom blev afgiort, men for at Mørch ikke skulde paadrages Udgifter, beordrede Stiftet for ham een Procurator til Sagens Udførelse ligesom der til at iagtage Statens Casses Tarv blev beskikket een anden Sagfører, som bægge have indladt denne Sag til Doms, men førend denne Rætt kan indlade sig paa Sagens Realitet, maa bemærkes, at denne Sag ikke ved Forligelsescommissionen have været behandlet. – Nu kan der vel som Grunde for Sagens endelige Paakiendelse anføres at denne Sag angaaer Statens Casse, og er understøttet af Øvrigheden, men naar der tages Hensyn til at Forordningen af 20de Januari 1797, ikke har undtaget Sager som angaaer Kongens Kasses Interesse fra Behandling ved Forligelsescommissionen, samt at Citanten i denne Sag er een privat Mand, saa at Øvrigheden ikke kan siges, egentlig at have reyst Sagen, drister denne Rætt sig ikke til endelig at paakiende samme, men maa henvise den til Mægling ved Forligelsescommissionen og det saa meget meere, som det lader sig tænke ikke alleene som mueligt, men endogsaa som sandsynligt, at H. Mørch, ved Mæglingen for Forligelsescommissionen, heller vælger at slaae noget af paa sin Fordring, saa at den kunde blive antagelig, end at ville indlade sig i een Process, som kunde giennemgaae alle Instantzer, og hvis Udfald han ikke kunde forudsee. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at have fundet Stæd.
Thi Kiendes for Rætt:
Den udtagne Stævning afvises, hvorimod denne Sag til Mægling ved Forligelsescommissionen henvises.
----
Sak nr. 16/1814:
Aar 1814 den 29de Martz blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Kono & Compagnie ctra W. Rosendahl.
Nærværende Sag under hvilken Handelshuset Kono & Compagnie har sagsøgt Kiøbmand Wilh. Rosendahl til at betale 128 rbd 12 s S.W., for efter hvad der deels er beviist og deels mellem Parterne er in consesso følgende Oprindelse: - Citanterne havde af Agent Sødring faaet overladt eet Partie af 50 Tdr saltet Vaarsild, som denne ved Mægler havde ladet kiøbe hos Wilhelm Rosendahl for 10 rbd N.W. pr. Tdr at annamme under Vragers Haand, da nu Citanterne udsendte Sildevrager Røhl for at besigte og annamme Silden, og denne erklærede det meste af den Sild, Rosendahl satte frem, for slætte Varer, maatte han da Rosendahl ingen anden Sild frembragte med uforrættet Sag gaae bort, hvorefter Contracitanterne paa et andet Stæd lod indkiøbe et lige Qwantum, men for hvilket de maatte betale 12 ½ rbd N.W. pr. Tdr, hvilken Difference paa Prisen med Tillæg af Mægler Courtage udgiør den paastævnte Sum 128 rbd 12 s. Wilhelm Rosendahl, som ved udtaget Contrastævning, ikke alleene har paastaaet sig for Tiltale friefunden men endog sig Processens Omkostninger tillagte, sendte derimod Buud efter Sildevragerne L. Lønneken, I. Olsen samt Hechman, der som Vidner, under Sagen have afgivet Vidnesbyrd, og foreviste dem et Partie af nogle og halvfemtsendstyve Tønder Sild, som de efter hans Opfordring besigtede og eenstemmigen erklærede for gode Kiøbmandsvarer, og angav Contracitanten som Grund herfor han begiærede de ovennævnte Vrageres Erklæring om Sildens Bonitet, at Sildevrager I. Røll ikke havde vildet modtage dem som gode Kiøbmandsvahrer. – Nu har vel Hovedcitanten ved denne Leylighed, erindret som een formeentlig væsentlig Mangel, at hverken de eller Vrager Røhl vare varslede til den seenere Besigtelse over Silden, hvilken Besigtelse de ansee som et Slags Overskiøn, men dette kan dog paa ingen Maade svække deres Habilitet som Vidner i hvilken Qwalitet og ikke som Overskiøns-Mænd de ere førte. – Nu opstaaer der Spørgsmaal, paa hvis Besvarelse denne Sags Udfald beroer, nemlig om den Sild som Sildevrager Røhl, ikke vilde antage er den samme som de andre Sildevragere, erklærede at være gode Kiøbmandsvahrer; Antager man nemlig at Silden var den samme maa det da Pluraliteten af Vidner er i Contracitantens Faveur antages at den anbudne Sild har været gode Varer og at Hovedcitanterne saaledes maa tilskrive sig selv eller den af dem brugte Vrager, at de ikke fik Silden, som det ikke kan antages at være Contracitantens Pligt at lade henligge efterat den eengang af Hovedcitanterne var forkastet som slet. Antages det derimod for at have været 2de forskiællige Slags Sild, bevise de af Contracitanten i denne Sag førte Vidner, aldeles intet i hans Faveur, under hvilken Forudsætning, der ingen Spørgsmaal kan være om at jo Contracitanten, maatte tilpligtes, at betale den paasøgte Sum. – De Vidner Contracitanten har ført for at bevise Identiteten af Silden, der Specialitim af Hovedcitanten er benægtet ere Hans Jacob Dahm og Arne Wiinsand, hvis Forklaring i denne Henseende, vel have bragt det til een høy Grad af Sandsynlighed, at Silden har været den Samme, men da der imidlertid ikke, herfor er tilveyebragt fuldt juridisk Beviis, maa Contracitanten paalægges Eed, som eeneste Maade paa hvilken denne Tvist kan afgiøres. – I Tilfælde af Edens Aflæggelse blive Processens Omkostninger at ophæve, i motsat Tilfælde vil Contracitanten, foruden den paastævnte Sum ogsaa blive at tilpligte at udrede disse.
Thi Kiendes for Rætt:
Naar Contracitanten Wilhelm Rosendahl, efter Vedkommendes lovlige Tilvarsling under sit Værneting med sin corporlige Eed, trøster sig til at bekræfte, at den Sild han anviste tilbød Sildevrager I. Røhl paa Hovedcitanterne Handelshuset Kono & Compagnie sammes Vægne, var den samme Sild han seenere anviste Sildevragerne L. Lønnichen, I. Olsen og Hechman, bør han for Hovedcitanternes Tiltale i denne Sag frie at være, og Processens Omkostninger ophævede. – Trøster han sig derimod ikke til denne Eed at aflægge bør han til Hovedcitanterne betale de paastævnte 128 rbd 12 s S.W. med Renter 4re pCto fra d. 25te May 1813 til Betalning skeer, samt i denne Sags Omkostninger 8 rbd S.W. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 17/1814:
Aar 1814 den 11te April blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Domme:
a. Udi Sagen Procurator Hiorth Stuwitz som Actor
ctra
Rasmus Tordensteen og Thomas Andersen.
Rasmus Tordensteen og Thomas Andersen tiltales ifølge Stiftets Ordre under nærværende Sag for begaaet Tyverie, og ere de i saa Henseende bægge saavel ved egen Tilstaaelse, som ved den Bestiaalnes Tilhiemling overbeviste om at have sneget sig ind i Kiøbmand L. Holtermans Huus, under Paaskud af at betle, listet sig op paa hans Loft, og af nogle der hængende Liinklæder bortstiaalet een Borddug og 7 Servietter, hvoraf de puttede Borddugen og de 6 Servietter i een Pose som Rasmus Tordensteen i Forveyen havde frataget sin Fostermoder Margaretha Hans Dr, men den eene Serviet havde Thomas Andersen skiult i sin Hat, dog maatte de, da der i det samme kom Folk til, efterlade Posen, med hvad de havde puttet i den og gaae, men da Husets Folk fant Posen paa Loftet fuld af Dækketøy bleve bægge de Tiltalte indhentede, og blev da den eene Serviet funden i Thomas Andersens Hat. – Bemeldte Dekketøy, som ifølge Ovenstaaende igien er kommet tilstæde, saavelsom den Margaretha Hans Dr fratagne Pose, er inden Politierætten vurderet for 4 rbd N.W., og Posen for 4 mrk. – Endvidere er Thomas Andersen overbeviist om at have været med at stiæle fra Artillerie Captein Motzfeldt nogle Servietter og Tørklæder, eller Duge, eet Haandklæde samt eet Barneforklæde, fra Pigen Anna Jacobs Dr, eet Halvtørklæde, fra Pigen Petra Jordahl, eet Halvtørklæde, fra Hattemager Kordt, een Borddug, samt fra een ubekiendt Bonde eet Netteldugs Tørklæde. – Disse ovennævnte Koster ere til deels igienkomne tilstæde, og deels Erstatninge for samme frafaldne, saa at der ikke i saa Henseender opstaaer noget Spørgsmaal. – Hvad derimod den Straf angaaer hvortil de Tiltalte have qwalificeret sig maae bemærkes at Rasmus Tordensteen, har været 3de Gange tilforn straffet for Tyverie, nemlig 2 Gange medens han var under Lavalder, der efter bemeldte Forordnings § 1. Han vil følgelig nu blive at ansee efter denne Forordnings 2de §, og hans Straffetiid til 3 Aar at bestemme. Thomas Andersen, som ikke efter den fremlagte Døbeattest er meer end 12 Aar, vil derimod, efter oftnævnte Forordnings § 6 blive at dømme. Under Sagførelsen skiønnes ingen Fordømmelse at have fundet Stæd.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestanten Rasmus Tordensteen bør hensættes til Arbeyde i Bergenhuus Fæstning i 3 Aar. – Thomas Andersen bør straffes med Riis af Slutteren under Fogdens Opsigt. Endelig bør de Tiltalte een for bægge og bægge for een betale i Salarium til den beskikkede Actor Procurator Hiorth Stuwitz 5 rbd S.W., og til Defensor Procurator Christensen 3 rbd S.W. samt ellers hver for sig udrede de øvrige af Actionen imod dem lovlig flydende Omkostninger. Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 18/1814:
b. Udi Sagen C. Ronge ctra I. A. Parelius.
Kiøbmand C. Ronge, har paa Grund, af een under 2de Martz f.A. indgaaet Forening, med Snedkermester I. A. Parelius, under nærværende Sag saggivet denne til at levere ham et i alle Deele velindrettet, smukt og godt arbeydet Mahognie formeret Chatol, med Skab, imod derfor at erholde de paa den omforeenede Kiøbesum resterende 33 1/3 rbd N.W., under een hvis daglig Mulct for at sidde Dommen overhørig. – Under 8de s.M., ere Parterne blevne foreenede om at Indstævnte 3 Maaneder fra den Dag, skal levere Citanten eet Chatol med Skab, formeret med Mahognie paa Fyrre-Blendinger imod derfor at erholde 83 1/3 rbd N.W., af hvilken Sum han dog allerede har modtaget 50 rbd N.W., saa at der kuns rester 33 1/3 RBD N.W. – Dette Forlig har Citanten begiæret stadfæstet ved Dom hvorhos han har paastaaet sig Processens Omkostninger tillagte, imod hvilket sidste Indstævnte ingen speciel Indsigelse har giort. – Forliget bliver saaledes at stadfæste med Tillæg af een clausula poenalis for at sidde Dom overhørig.
Thi Kiendes for Rætt:
Det af Parterne under denne Sag indgangne Forlig stadfæstes herved, under een daglig Mulct til Byens Sygehuus af 1 rbm S.W. for indstævnte I. A. Parelius for at efterlade sammes Opfyldelse. – Denne Sags Omkostninger betaler Indstævnte til Citanten C. Ronge med 5 rbd N.W. – At udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 19/1814:
Aar 1814 den 3de May blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Toldprocureur Rogge ctra Christian Mohns Efterleverske.
Efter Forlangende af Toldkassereren i Bergen Kammerraad Brovn sagsøger Toldprocureur Rogge paa Embeds Vægne, under denne Sag afg.s Christian Mohns Efterleverske, til at betale følgende hende creditirerede Told Rættigheder for 9 rbd 42 s N.W. med Rænter ½ pCto maanedlig fra 5te April f.A., 92 rbd 89 ½ s rede Sølv med Renter ½ pCto maanedlig fra 7de April f.A., samt 46 rbd 64 s rede Sølv eller Beløbet av denne Sum i Rigsbankpenge Navneværdie med 191 rbd 44 s, foruden Rænter ½ pCto maanedlig fra 24de Desbr. f.A. –
Indstævnte afg.s Christiane Møllers Efterleverske, har under denne Sag, hverken mødt eller ladet møde, men har imidlertid efter Toldprocureur Rogges egen Declaration til Protocollen betalt til Afdrag paa hvad hun skyldte 200 rbd N.W. – Hun maae følgelig ansees at have agnosseret Rigtigheden, af de paa hende formerede Fordringer, som hun vil blive at tilpligte at udrede saavelsom Salarium til Toldprocureuren og Retsgebyhr til Dommer og Skriver.
Thi Kiendes for Rætt:
Indstævnte afg.s Christian Mohns Efterleverske bør til Toldcassen i Bergen betale 9 rbd 42 s N.W. med Rænter 6 pCto fra 5te April 1813 – 92 rbd 89 ½ s rede Sølv med Rænter 6 pCto fra 7de April 1813, samt 46 rbd 64 s rede Sølv eller Beløbet af denne Sum i Rigsbankpenge Navne-Wærdie med 191 rbd 44 s tilligemed Rænter 6 pCto fra 24de December 1813, hvilke Summer dog bør komme til Afdrag de af Indstævnte allerede betalte 200 rbd N.W. – Renterne af alle Summer at erlægges til Betalning skeer. – Endelig bør Indstævnte betale i Salarium til Toldprocureur Rogge 8 rbd S.W. samt Retsgebyhr til Dommer og Skriver, saasom til den første 15 rbd 60 s S.W. og til den sidste 6 rbd 84 s S.W. saa og til Laugrættet 3 rbd S.W. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 20/1814:
Aar 1814 den 24de May blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Michael Jessen ctra A. Jensen.
M. Jessen sagsøger under nærværende Sag, Skipper A. Jensen til at betale 175 rbd N.W. med Rænter fra Stævningens Dato med, ifølge Giæsteræts Stævning af 18de Martz d.A. hvilken Sum han formeener sig berættiget at fordre hos Indstævnte fordi denne d. 12te Febr. d.A. ved Udseylingen fra Havnen Bakkesund med sit førende Galease-Skib Jomfrue Fridericha, seylede paa Citantens Evert Skib Elen Cecilia, og beskadigede samme hvilken Skade ved een afholdt Besigtelses og Taxations Forrætning, er anslaaet til den paastævnte Sum ovenvands, hvorimod Skaden undervands ikke er taxeret, hvisaarsag ogsaa Citanten blot har kunnet paastaae sin Rætt reserveret til at ogsaa at erholde Erstatning for hvad Skaden undervands, maatte komme til at koste. – Den Indstævnte A. Jensen har derimod ved udtaget Contrastævning af 14de April ikke allene paastaaet sig for Hovedcitantens Tiltale friefundet, men endog denne tilpligtet at betale den Contracitantens Skib, ved Paaseylingen tilføyede Skade, som ved een senere afholdt Besigtelses og Taxations Forrætning er anslaaet til 547 rbd 4 m N.W., foruden det Tab, der har været forbunden med at Skibet har maattet retournere til Bergen, indlosse Ladningen og imidlertid betale Mandskabet Maaneds og Kostpenge o.s.v. hvilket sidste Tab er anslaaet til 1000 rbd N.W. hvilken Skadeserstatning Contracitanten har formeent sig berættiget til at erholde godtgiort hos Hovedcitanten fordi denne efter given Advarsel, ikke har forhalet med sit Skib, og saaledes givet Anledning til at Paaseylingen skeede. – Seer man hen til de fra bægge Sider i denne sag førte Vidner, da er der 2de Vidner Peder Larsen og Ole Hagøe som har forklaret, at Aarsagen til at Contracitantens Skib, seylede paa Hovedcitantens Skib, fornemmelig laae i, at den første ved at gaae Seyl ved Uforsvarlighed kastede sit Agter-Spring løs. – Derimod have 4re Vidner hvoriblandt Knud Andersen Bakkesund, der af Lodsoldermanden i Bakkesund var sat ombord i Contracitantens Skib, forklaret at Agter-Springet, ikke for tidlig blev løskastet, hvorhos det tillige maae ansees som juridisk beviist, at der af Knud Andersen Bakkesund som skulde udlose Contracitantens Skib, et Stund førend dette Skib kastede blev raabet ombord til Hovedcitanten, at han skulde stikke paa sine Taug, og forhale til den øster Side, af Havnen samt at der var Folk paa Dækket af Hovedcitantens Skib som maatte kunde høre denne Advarsel, da Distancen, ikke var stor, og der blev raabt under Vinden, men denne Advarsel, har Hovedcitanten benægtet at have hørt. – Videre har de af Contracitanten førte Vidner forklaret, at der baade havde været Tiid og Plads for Hovedcitanten til at forhale med sit Skib, naar han da der blev raabt til ham, at han maatte forhale havde fulgt denne Advarsel; Saa er det ogsaa beviist at der af 2de Mandskaber, fra Hovedcitantens Skib, som var i Land paa Tilraabet om at forhale blot blev svaret, at de hc: som raabte, kunde gaae til Helvede. – Da de af Contracitanten saaledes førte Vidner, have afbeviist Imputationen at Paaseylingen skeede af Uforsigtighed, maa denne ansees som casus, da Hovedcitanten, ikke er overbeviist om at have hørt hvad der blev raabt til ham og skulde Skaden saaledes i Overeensstemmelse med Slutningen af 4-3-4 bedres af bægge Skibene, men da den Skade Contracitanten paa sit Skib har lidt, efter Besigtelses Forrætningerne er betydeligere end den Skade Hovedcitanten har lidt, vil den første ikke kunde tillægges noget hos den sidste, paa Grund af den Faveur Loven tillægger det stille liggende Skib ifr. 4-3-5 i Slutningen. – Herved maa dog bemærkes, at een Deel af den Skade Contracitantens Skib, er befundet at have taget, tildeels traf dette Skib den følgende Dag, uden at der bestemt kan siges hvor stor Skade dette Skib leed hver Gang, men da den Skade Contracitanten leed næste Dag, maae ansees som en mediat conseqwens, af Paaseylingen eftersom han i Tilfælde af, at denne ikke havde fundet Stæd, efter Vidneforklaringen endnu samme Dag var kommet til Søes, vil dette ingen videre Indflydelse kunne have. – Sluttelig maae anmærkes, at den Skade Hovedcitanten har debiteret, at have lidt undervands paa sit Skib som ubeviist baade i henseende til dens Existence, Aarsag og Qwantitet ikke under denne Sag kan komme under Paakiendelse. Parterne vil paa Grund af Ovenstaaende blive at friefinde for hinandens Tiltale og Sagens Omkostninger efter Omstændighederne blive at ophæve. – Dommerens mange andre Forrætninger, især, med een stor Mængde Justitz-Sager, har giort det umuelig tidligere i denne Sag at afsige Dom.
Thi Kiendes for Rætt
Parterne bør for hinandens Tiltale i denne Sag frie at være. – Processens Omkostninger ophæves.
----
Sak nr. 21/1814:
Aar 1814 den 31. Maii blev inden Bergens Byetingsret aflæst følgende
Dom
udi Sagen No 49/1844 Bødkermester J. Schrøder
ctra
Kammerraad og Toldkasserer Th. A. Brown.
Ved Stævning af 2den September f.A. sagsøger Bødkermester Joh. H. Schrøder Kammerraad og Toldkasserer Brown til at deponere enten 404 Stkr Egetønder, en syvrads Guldkiæde, et par Guld Øre-Ringe og 2de andre Guldringe, som han havde overleveret Indstævnte som haandfaaet Pant for 1850 rd DC hvorfor han tillige havde anden Prioritets Panteret i Citantens Huus i 22 Rode No 44 Lit A, og 1ste Prioritets Panteret i dennes samtlige Løsøre Effecter, og alt hvad han eyer og ejendes vorder, eller ogsaa de Penge, fornævnte haandfaaet Pant efter vurderende Priser maatte være værd, indtil Citanten ved et nyt Laan, og efter foregaaende Opsigelse maatte see sig i Stand til at indløse hans for ovenmeldte 1850 rd DC udstædte Obligation, som Indstævnte efter dens Udstædelses Dato den 16. Maii 1808 i Oveneensstemmelse med Forordningen af 5. Janv. 1813 har omskrevet til Rigsbankpenge Sølv Værdie, efter der at have decourteret 347 rd DC, men hvilken Omskrivelse Citanten ikke har consentieret, hvorhos Citanten tillige har paastaaet sig Processens Omkostninger tillagte. – Indstevnte har derimod ved udtaget Contrastævning paastaaet sig for Tiltale frifunden, samt Processens Omkostninger sig tillagte.
Det er in consesso mellem Parterne, at Contra Citanten deels ved Laan, deels ved for Hoved-Citanten at udbetale adskillige Regninger Tid efter anden har forskudt ham en Sum, som beløb sig til 1850 rd DC, for hvilken Sum han under 16de Martie 1808 udstædte den ovennævnte Pante-Obligation.
Derimod ere Parterne ikke enige henseende Antallet af de Tønder som bleve pantsatte, da Contra-Citanten kuns vedgaaer at have modtaget 288 Stkr Egetønder, istædet for 404 à 405, og paastaaer at have solgt 20 af disse 288 Stkr Egetønder efter Hoved-Citantens eget Forlangende, og allerede at have fradraget Provenuet paa deres Mellemregning førend den ovennævnte Pante-Obligation blev udstædt. – De øvrige 87 Tønder har Contracitanten anført at have solgt den 10. September 1809, og udbragt til 159 rd 3 o DC. Saa har han ogsaa opgivet, at have efter Hoved-Citantens eget Forlangende solgt det pantsatte Guld-Tøy, og udbragt samme til 187 rd 3 o DC, hvilke 2de samlede Summer udgiør de 347 rd DC, som Contracitanten har afskrevet paa Hoved-Citantens Pante-Obligation, førend han efter Fr. 5 Janv. 1813 omskrev den til Rigsbankpenge efter Omskrivnings Forholdet. –
Hoved-Citanten har derimod benægtet at have samtykket i, at Contracitanten maatte sælge det hos ham pantsatte og paastaaer ikkuns paa sin Pante-Obl. at have betalt 30 rd, som han tilkom hos Contracitanten, for en til ham i sin Tid solgt Grund.
Saa har ogsaa Contracitanten paastaaet, at have tilbageleveret Hoved-Citantens Hustrue den ene til ham pantsatte Ring, hvilket Hoved-Citanten dog ikke har erkjendt.
Henseende de Beviser hver af Parterne har søgt at tilveiebringe i sin Faveur, da har Schrøder ved Vidner søgt at bevise, at han virkelig har leveret det af ham opgivne Antal Egetønder paa Handelsstuen Guld-Skoen til Contracitantens Ordre, men endskiøndt han herfor ved Vidneførelsen har tilveiebragt en Slags Formodning har dog ikke kunnet bringe saadant til juridisk Vished, men tager man Hensyn til en af Hovedcitanten fremlagt Beskikkelse, som under 11te August f.A. blev Contracitanten insinueret, og dennes Svar paa samme saa sees deraf at Contracitanten ikke har modsagt Hovedcitantens Foregivende om at have leveret ham 405 Stk Egetønder til 6 i Beskikkelsen specificerede Tider, og da han saaledes eengang stiltiende maae ansees at have agnosseret Rigtigheden heraf, bliver deraf een naturlig Følge at han ikke siden kan fragaae samme. Contracitanten har derimod fra sin Side fremlagt een specificeret Mellemregning med Hovedcitanten over deres Mellemværende indtil den oftnævnte Panteobligations Udstædelse, af hvilken Hovedcitanten i sin Tiid er blevet meddelt Gienpart, og mod hvilken denne ingen specielle Indsigelser har giort. –
I Følge denne Rægning var allerede 201 af de Contracitanten overleverede Tønder solgte og deres Prowenue godtgiort Hovedcitanten, førend hans Panteobligation blev udstædt, ligesom ogsaa de ham for det solgte Grundstykke formeentlig tilkommende 30 rd DC. – Det er altsaa ikkuns de 204 Stk Egetønder, for hvilke Hovedcitanten kan tilkomme Godtgiørelse hos Contracitanten, saavelsom for det ovennævnte Guldtøy, som denne ikke har tilveyebragt noget Beviis for at have haft Hovedcitantens Samtykke til at sælge ligesaalidet som de af ham i Aaret 1809 solgte 87 Egetønder. – Egetøndernes Værdie blive i øvrigt at bestemme efter Dagens Pris af uvillige Mænd, hvorimod det maa overlades Hovedcitanten under sin Eed at bestemme Værdien, paa Guldtøyet, da uvillige Mænd ikke kunne bestemme Værdien eftersom saadant kommer an paa Guldets Lødighed, som ikke under Sagen er opgivet, i øvrigt vil Contracitanten blive at tilpligte under een daglig Mulct for at sidde Dommen overhørig, at afskrive disse 2de Summer, paa Hovedcitantens til ham udstædte Obligation stor 1850 rd DC, reduceret til Rigsbankpenge Sølv Wærdie efter Omskrivnings-Forholdet. Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rætt:
Contracitanten Cammerraad og Toldkasserer Th. A. Brown bør under een Mulct af 1 rbd S.W. til Byens Sygehuus for hver Dag han sidder Dom overhørig, paa Hovedcitantens Johannes Skrøders til ham under 16de Martz 1808 udstædte Panteobligation stor 1850 rd DC, reduceret til Rigsbankpenge Sølv Wærdie, efter Omskrivnings-Forholdet afskrive, hvad opnævnte, uvillige, og kyndige Mænd maatte skiønne 204 Stk Egetønder for Tiden at være værd, samt hvad Hovedcitanten under sin efter Contracitantens Tilvarsling inden sit Værneting, aflæggende corporlige Eed, maatte trøste sig til at ansætte Værdien af det under denne Sag omhandlede Guldtøy til. – Processens Omkostninger ophæves. – At efterkommes inden 15de Dage, efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 22/1814:
Aar 1814 d. 13de Juni blev inden Bergens Byetings Extra-Rætt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Proc. Hiorth Stuwitz som Actor ctra Elias Iwersen og Jens Olsen.
Ved egen Tilstaaelse, de Bestiaalnes Tilhiemling, og ved Kosternes Forefindelse, ere de under denne Sag tiltalte Arrestantere Elias Iwersen og Jens Olsen overbeviste om at have i Forening frastiaalet Marthe Siwertsen 2de Mæssing Lysestager vurderede for 5 rbd N.W., et Strygejern med Bolt, vurderet for 2 rbd 4 m, een liden Kobber Pande, vurderet for 1 rbd, een Kobberkiedel, vurderet for 3 rbd 2 m N.W., samt een Borddug, vurderet for 2 rbd 4 m N.W. – Saa er ogsaa Jens Olsen, overbevist om, at have frastiaalet Enken Anna Johanna Paulsen, circa 8 Alen hvidt Vadmeel, vurderet for 3 rbd 2 m N.W., 1 ½ blaat Ditto, vurderet for 4 rbd N.W., 6 ½ Alen hvidt Kembris, vurderet for 1 rbd pr. Alen, 5 Stk Liinbaand, vurderet for 1 rbd N.W., samt 1 Stk Uldbaand, vurderet for 2 rbd N.W. – Alle de stiaalne Koster, ere igien komne tilstæde, hvisaarsag intet Spørgsmaal om Erstatning opstaaer. – Henseende den Straf hvortil de Tiltalte have qwalifiseret sig, maa bemærkes at bægge de Tiltalte efter een Poletie-Ræts Dom af 15de Septbr. f.A., for begaaet Tyverie have været straffede, med 2 Maaneders Tugthuus-Arbeyde, hvilken Straf de have udstaaet, og har Jens Olsen, desuden, efter Byetingsdom af 1ste Nowember 1810, medens han var under Lavalder for begaaet Tyverie været straffet med Riis. – I den fremlagte Extract af Poletierættens Protocoll, findes Elias Iwersens Døbeattest indført, hvorimod Jens Olsens Døbeattest ikke er tilveyebragt, da han ikke kan opgive det Kirkesogn i hvilket han er døbt, hvorimod hans Tilstaaelse i Forening med Rættens Skiøn, maae antages at være tilstrækkelig til at idømme ham som den der er over Lavalder og tilforn for første Gang begaaet Tyverie har været straffet efter Forordningen af 20de Februari 1789, § 1, omendskiønt Poletie Rætten i Præmisserne til den fornævnte Dom, hvorved den dømmer de Tiltalte til Tugthuus Arbeyde, ikke udtrykkelig siger, om den dømmer efter 1ste eller 6te § af Forordningen af 20de februari 1789, hvilket heller ingen Indflydelse kan have paa Straffen, da Jens Olsen, som ovenanført tilforn for Tyverie har været straffet med Riis. – Begge de Tiltalte maae ifølge Ovenstaaende blive at ansee efter Forordningen af 20de Febr. 1789 § 2, og deres Straffetid efter Omstændighederne for Elias Iwersen til 3 Aar og for Jens Olsen til 3 ½ Aar. – Mod Pernille Ols Datter som ogsaa var indbefattet, under Actionen saafremt noget under Sagen maatte oplyses, som faldt hende til Last, er der ikke eengang udkommet saa meget at Actor har fundet det passende at nedlægge Paastand mod hende, hvisaarsag ogsaa hendes udtrykkelige Friefindelse er overflødig. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at have været begaaet.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestanterne Elias Iwersen og Jens Olsen bør hensættes til Arbeyde i Bergenhuus Fæstning den første i 3, og den sidste i 3 ½ Aar. – Saa bør de ogsaa een for bægge og bægge for een udrede i Salarium til Actor Procurator Hiorth Stuwitz 6 rbd S.W. og til Defensor Procurator Hejberg 4 rbd S.W., samt ellers hver for sig udrede de øvrige af Actionen mod dem lovlig flydende Omkostninger. Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og for det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 23/1814:
Aar 1814 den 14de Juni blev inden Bergens Byetings Extra Rætt aflæst, følgende
Dom
Udi Sagen Procurator Hiorth Stuwitz som Actor
ctra H. J. Mathiesen.
Den under denne Sag tiltalte Hans Jørgen Mathiesen, som er over Lavalder er med egen Tilstaaelse, den Bestiaalnes Tilhiemling, og Sagens øvrige Omstændigheder, overbeviist om at have frastiaalet sin Madmoder Kirstine Bang afgs Skomagermester Rasmus Bangs Enke, hos hvem han var i Skomagerlære, 2de Stkr. barkede Kalveskind, vurderede af den Bestiaalne for 12 rd DC pr. Stk, samt 4 Deger Skind, som vare nedlagte til Barkning i Barkekulen i hans Madmoders Starhuus, hvilke sidstnævnte Skind af de Bestiaalne ere vurderede for 10 rd DC pr. Stk. – De stiaalne Skind har den Tiltalte solgt for største Deelen til ubekiendte Bønder, men nogle til Soldater, som vare paa den saakaldte Skomager-Sal, hos hvilke sidste den Bestiaalne har reserveret sig at søge Regress, ved privat Søgsmaal, for hvad de have tilforhandlet sig af de stiaalne Koster, i øvrigt har den Bestiaalne frafaldet ald Erstatning hos den Tiltalte saa at ingen Qvæstion i denne Henseende opstaaer. – Hvad nu den Straf angaaer hvortil den Tiltalte har qwalifiseret sig, da maa i saa Henseende bemærkes at han tilforn for Tyverie, efter Poletierets Dom af 18de April 1812 har været straffet med 2de Maaneders Tugthuus Arbeyde, hvisaarsag han maae blive at ansee efter Forordningen af 20de Febr. 1789 § 2, og hans Straffetid, med Hensyn paa den eene Side til det Stiaalnes ikke ubetydelige Værdie, samt til at den Bestiaalne var den Tiltaltes Madmoder, og paa den anden Side til den Tiltaltes unge Alder af 19 Aar til 4r Aar blive at bestemme. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at være begaaet.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestanten Hans Jørgen Mathiesen, bør hensættes til Arbeyde i Bergenhuus Fæstning i 4r Aar samt udrede alle af Actionen, mod ham lovlig flydende Omkostninger, hvoriblandt Actor Proc. Hiorth stuwitz’ Salarium til 5 rbd S.W. og Defensor Proc. Hejbergs Salarium til 3 rbd S.W. bestemmes. – Det Idømte at udreedes inden 15ten Dage, efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 24/1814:
Aar 1814 den 15de Juni blev inden Bergens Byetings Extra-Rætt aflæst følgende
Domme
1ste Udi Sagen Procurator Rogge som Actor ctra Ingeborg Ols Dr m.fl.
Ved egen Tilstaaelse, den Bestiaalnes Tilhiemling, som til deels ved corpus delicti er den under nærværende Sag tiltalte Ingeborg Ols Dr overbeviist om at have frastiaalet Enken Karen I. Storm, et Kattuns Tørklæde eller Dug, vurderet for 1 rbd N.W. samt een Natkappe og Skakkeklæde, vurderet for 4 rbd N.W. Saa er hun ogsaa overbeviist om at have frastiaalet Birthe Peders Datter een hvid Kattuns Dug eller Tørklæde, vurderet for 4 rbm N.W., samt een Psalmebog og een Bønnebog, vurderet for 4 rbm hver. – Alle disse Koster ere igien komne tilstæde, hvorimod Karen I. Storm tillige har savnet 4re Natkapper, eet par hvide Bomulds-Handsker, eet lidet Stykke Sirtz, samt eet hvidt Netteldugs Tørklæde, hvilke Ting hun tilsammen har ansat, at være af Værdie 1 rbd 4 m N.W. men som Ingeborg Ols Dr har nægtet at have stiaalet. Ikke destomindre, maa hun ogsaa herfor blive at ansee som Tyv, da den Bestiaalne edelig har forklaret at have savnet samme omtrent paa samme Tiid. – Spørgsmaal om Erstatning bortfalder i øvrigt, da samme gandske er frafaldet. Ingeborg Ols Datter som er over Lavalder, og til forn efter Byetingsdom af 11te Juli 1804, har været straffet med 4re Maaneders Tugthuus Arbeyde, maae desaarsag blive at ansee efter Forordningen af 20de Februari 1789 § 2 og hendes Straffetiid, med Hensyn til det Stiaalnes ringe Værdie til 3 Aar blive at bestemme. – Mod Ingeborg Ols Drs Søstre Pernille og Berthe, som bægge efter Actions-Ordren, vare inddragne under denne Sag, den første paa Grund af Ingeborg Ols Ds usandfærdige Foregivende, og den sidste som urigtigen nævnt i den bestiaalne Karen Storms Klage, er der aldeles intet opkommet, som kan falde dem til Last, saa at ikke eengang Actor har fundet det passende at nedlægge Paastand, men da de imidlertid ubetingede ere indbefattede i Actions Ordren, vil det paa Grund heraf blive nødvendigt udtrykkelig i Domsconclusionen at mentionere deres Friefindelse for Tiltale. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at have været begaaet.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestantinden Ingeborg Ols Dr bør hensættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuurhuus i 3 Aar, samt udrede alle af Actionen mod hende lovlig flydende Omkostninger, hvoriblandt Actors Toldprocureur Rogges Salarium til 6 rbd S.W. og Defensor Procurator Hiorth Stuwitz’ Salarium til 4 rbd S.W. fastsættes. – Pernille Ols Dr og Birthe Ols Dr bør for Actors Tiltale i denne Sag frie at være. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 25/1814:
2 do. Udi Sagen Procurator Hiorth Stuwitz som befalet Actor
ctra
Arrestanten Amund Asbiørnsen
Amund Asbiørnsen, som under denne Sag tiltales for 2den Gang begaaet Tyverie, er ved egen Tilstaaelse, corpus delictie, og den Bestiaalnes Tilhiemling, overbeviist om at have fra Skipper R. Prests Skib bortkappet og stiaalet en dette Skib tilhørende Trosse vægtig 1 B# 20 M#, og vurderet for 10 rbd N.W. – Den Tiltalte som er henimod 22 Aar gammel, følgelig over Lavalder, har tilforn, for første Gang begaaet Tyverie, ved Poletieretsdom af 1ste May været straffet med 4re Maaneders Tugthuus-Arbeyde, efter Forordningen af 20de Febr. 1789 § 1. Han maa desaarsag nu blive at ansee efter denne Forordnings § 2, og hans Straffetiid efter Omstændighederne blive at bestemme til 3 Aar. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at have været begaaet.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestanten Aamund Asbiørnsen, bør hensættes til Arbeyde i Bergenhuus-Fæstning i 3 Aar, samt udrede alle af Actionen mod ham lovlig flydende Omkostninger, hvoriblandt Actors Procurator Hiorth Stuwitz’ Salarium til 3 rbd S.W. og Defensor Procurator Lassens Salarium til 2 rbd S.W. fastsættes. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 26/1814:
Aar 1814 den 26de April, blev inden Bergens Byetingsræt, aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen J. A. Grewe ctra G. Turau.
Proprietair J. A. Grewe, sagsøger under nærværende Sag, ved Stævning af 22de Febr. d.A. Kiøbmand G. Turau, ifølge eet inden Bergens Byes Forligelses, under 14de Febr. d.A. indgaaet Forlig, under een vis daglig Mulct, for Overhørighed med den forventende Dom, alternatiwe til enten at tilbagelevere, 2de af ham til Citanten udstædte Vexelobligationer, daterede 14de og 15de Octbr. 1812, lydende hver paa 200 rd DC, som Citanten vil forvente sig kiendt berættiget til at omskrive til Rigsbankpenge Sølw Wærdie efter Forholdet 100 til 40 i følge Forordningen af 5te Januari f.A., eller ogsaa paa egen Bekostning, at udstæde een staaende Obligation til Citanten stor 160 rbd S.W., bægge Deele imod at erholde tilbagebetalt 400 rd DC eller 66 2/3 rbd N.W. som Citanten ifølge det sluttede Forlig, modtog af Indstævnte. – Efter hvad der mellem Parterne i denne Sag er in consesso, er Sammenhængen med samme følgende: Indstævnte havde af Citanten laant 400 rd DC, hvorfor han under 14de og 15de Febr. 1811 udstædte 2de Vexelobligationer, hver lydende paa 200 rd, som Tiid efter anden stedse bleve fornyede, indtil d. 14de og 15de October, da de bleve fornyede sidste Gang paa 3 Maaneder. – Disse sidste udstædte Vexelobligationer vare følgelig udløbne d. 14de og 14de Janwr. f.A. og deres Løbemaaned d. 14de og 15de Febr. f.A. – I dette Mellemrum nemlig d. 29de Janwr. f.A. lod Indstævnte vidnesfast anbyde Vexelobligationernes paalydende Summer, med Rænter, men som Citanten nægtede at modtage, paa Grund af forordningen af 5te Januari f.A. som d. 26 Janwr. ankom hertil Byen med Posten, og var indrykket i de offentlige Blade, men endnu ikke var tinglæst ved Bergens Byeting, hvilket først skeede den 2den Febr. næstefter. – Da nu Løbemaaneden seenere udløb, inkaldte Citanten den Indstævnte for Forligelsescommissionen, hvor der under 14de Februari, blev sluttet eet Forlig, ifølge hvilket Citanten, under Reserwation af den Rætt, som han endydermeere maatte kunde tilkomme efter Forordningen af 5te Januari f.A., modtog Vexelobligationernes paalydende Beløb 400 rd DC tilligemed paaløbende Rænter. – I Følge denne Reserwation, er det at Citanten som har formeent ved de seenere bekiendtgiorte Cancellie-Resolutioner, henseende Vexelobligationernes Omskrivning, efter Forordningen af 5te Januari f.A., noksom at kunde giendrive hvad der mod hans foranførte Paastand kunde anføres – har reyst denne Sag hvis Afgiørelse, da det er en peditechi miscoris, at Vexelobligationer henhører blandt de i Forordningen af 5te Januari § 23, omtalte Forskrivelser, eene maae beroe paa hvorvidt det af Indstævnte den 29de Januari f.A. giorte Tilbud, af Vexelobligationernes paalydende Summer kan ansees som lovligt eller ikke. – I saa Henseende lader det sig vel for Indstævnte anføre, at Forordningen af 5te Januari f.A., ikke var tinglyst, da Tilbudet fra hans Side skeede, og at følgelig ikke heller var forpligtet til, at kiende dens Buud, da Forordningers Tinglæsning, er den almindelige befalede Maade, hvorpaa nye Lovbud skal bringes til Undersaatternes Kundskab men naar der paa den anden Side, tages Hensyn til, at Hensigten med een Forordnings Tinglæsning er, at den skal blive bekiendt, for alle Vedkommende men at det i Almindelighed er Pligt, for een hver Undersaat, at respectere Lovgiverens Villie, saasnart han faaer Kundskab om samme, end ikke, da er almindelig bekiendtgiort, samt at Citanten in casu, har imputeret Indstævnte Kundskab om Forordningen af 5te Januari f.A., førend han den 29de næstefter tilbød ham den skyldige Sum, hvilket Indstævnte heller ikke speciatim har modsagt, saa kan heller ikke det af Indstævnte giorte Tilbud, som giort mod hans bedre Vidende, ansees for lovligt, hvisaarsag Citantens Paastand, om Vexelobligationernes Omskrivning, maae blive at tage til Følge. – Hvad endelig angaaer Indstævntes Paastand om at de 66 2/3 rbd, som Citanten inden Forligelsescommissionen, modtog, maatte som Rigsbankpenge Sølw Wærdie, fradrages den Sum, hvortil Obligationerne ellers skulde være omskrevet, da kan samme, som stridende, saavel mod den i Forordningen af 5te Janw. f.A., som i det indgangne Forlig, ifølge hvilket egentlig kuns Afgiørelsen, af Parternes Tvist udsættes, uden at den hver især, efter Forordningen tilkommende Rættigheder derved forandredes, herskende Aand. – Henseende Parternes Tvist, fra hvilken Tiid, Rænter skal berægnes, og for hvilken Capital, da er saadant ikke ventileret ved Forligelses-Commissionen, hvisaarsag det heller ikke under denne Sag kan afgiøres, hvorimod Forrentnings Maaden, og Bestemmelserne henseende Opsigelse, blive at stadfæste i Overeensstemmelse, med Forordningen af 5te Janw. og 14de Septbr. f.A. – Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rætt:
Naar Citanten J. A. Grewe til indstævnte Kiøbmand G. Turau, tilbagebetaler de af ham modtagne 400 rd DC, eller 66 2/3 rbd N.W., bør denne under een Mulct af 1 rbd S.W. til Bergens Byes Sygehuus, for hver Dag han sidder denne Dom overhørig til Citanten udlevere de under denne Sag omhandlede, og til denne af ham udstædte Vexelobligationer lydende hver paa 200 rd DC, og dat. d. 14de og 15de Octbr. 1812, hvilke Vexelobligationer, Citanten herved kiendes berættiget til at omskrive hver til 80 rbd S.W., eller i Tilfælde af at disse Vexelobligationer, skulde være tilintetgiorte, under samme Mulct for at sidde Dommen overhørig, til Citanten paa behørig stemplet Papiir, paa sin egen Bekostning udstæde, een nye staaende Obligation for den Summa 160 rbd S.W. – I begge Tilfælde forholdes henseende Renters Svarelse og Opsigelse i Overeensstemmelse med Forordningen af 5te Janw. 1813 § 25, 26 og 29, samt Forordningen af 14de Septbr. 1813. – Processens Omkostninger ophæves. At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 27/1814:
Aar 1814 den 27de Juni blev inden Bergens Byetings Extra-Rætt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen – Procurator Krogh som Actor ctra Boel Elisebeth Johannes Datter.
Ved egen Tilstaaelse, de Bestiaalnes Tilhiemling, og til deels med corpus delicti er den under nærværende Sag tiltalte Boel Elisebeth Johannes Dr, overbeviist om at have frastiaalet Anna Peders Dr eet Muuselins Skiørt, vurderet for 4 rbd N.W. samt eet grønt stoffes Trøye, vurderet for 4 rbd N.W. – Saa har hun ogsaa frastiaalet Søren Ellertsen 3 Sølv Spiseskeer, vurderet for 28 rbd, een Messing-Lysestage vurderet for 5 rbd og 1 Borddug vurderet for 8 rbd. – Endelig er hun ogsaa overbeviist om, at have frastiaalet Andreas Nielsens Enke Anna Marie een Messing Lysestage, vurderet for 2 rbd N.W. – Forsaavidt de stiaalne Koster, ikke ere komne tilstæde igien, er i denne Henseende Erstatning for samme frafaldet saa at intet Spørgsmaal i denne Henseende kan opstaaes. – Hvad den Straf angaaer, hvortil Boel Elisebeth Johannes Dr, ved nævnte Tyverier har qwalifiseret sig, da maae bemærkes, at hun 2de Gange tilforn, for Tyverie har været straffet, den første Gang med 4re Maaneders, og den sidste Gang med 4 Aars Tugthuus-Arbeyde. – Hun maae desaarsag blive at ansee efter Forordningen af 20de Febr. 1789 § 3, da hun som den der er døbt d. 24de Febr. 1791, er langt over Lavalder. – Henseende de 2de andre under denne Sag Tiltalte Wilhelmine Erichsen og Johanne Lars Dr af hvilke den første for Boel Elisebeth Johannes Dr har solgt, og den sidste kiøbt nogle af de stiaalne Koster, da har ingen male fides, kunnet overbevises dem, hvisaarsag Actors Paastand over dem kan blive at tage til Følge, hvorimod de for videre Tiltale blive at friefinde, omendskiønt de efter Omstændighederne, som Personer der have staaet i Handel med een Tyv, ikke ville kunne undgaae at deeltage i Actions-Omkostningerne. – Under Sagførelse skiønnes ingen Forsømmelse, at have havt Stæd, ey heller noget saadant Ophold, at nogen derfor kan drages til Ansvar, og har 4 andre til deels vidtløftige Deliqwent-Sagers Paakiendelse, giort det umuelig for Dommeren tidligere i denne Sag at afsige Dom.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestantinden Boel Elisebeth Johannes Datter bør hensættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuur-Huus sin Livstid. – Saa bør hun ogsaa betale alle af Actionen mod hende lovlig flydende Omkostninger, hvoriblandt den for hende beskikkede Defencors Procurator Lassens Salarium til 5 rbd S.W. fastsættes. Wilhelmine Erichsen og Johanne Larsen, bør for Actors videre Tiltale i denne Sag frie at være, dog saaledes, at de een for bægge og begge for een bør betale i Salarium til den for dem beskikkede Defencor Procurator Hiorth Stuwitz 5 rbd S.W. – Endelig bør de Tiltalte een for alle og alle for een udrede i Salarium til Actor Procurator Krogh 8 rbd S.W. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 28/1814:
Aar 1813 d. 7de December blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Agent Christopher Sødring ctra Provederings-Commissionen.
Under 23de Januari 1813 oprættede Provedrings-Commissionen for Bergens Stift et af Stiftsamtmand Bull og Amtmand Treskow underskreven Certepartie, med Agent Sødring her af Bergen, som Rheder af Skibet Methe Margarethe kaldet, der førtes af Skipper Jens Grawen, og som da var beliggende ved Hals i Jylland, om at samme skulde afgaae til Flensborg, for der at indtage een Ladning Kornvarer, og bringe samme her til Bergen, for den i Certepartiet benævnte Fragt; Til Følge heraf afseylede Skipperen fra Hals til Flensborg, hvor han erkyndigede sig om Provederings-Administrationen, som han efter Certepartiet skulde sig til, men da han hverken hos Magistraten, eller nogen anden der paa Stædet, kunde faae Efterrætning om, at en saadan Administration existerede, eller at nogen Ordre var indløben, til nogen der paa Stædet, om at holde een Kornladning færdig, protesterede han under 4de Juni 1813, imod Bergens Stifts Providerings-Commission, og forbeholdt sine Rederes Rætt i alle Henseende; Agent Sødring indgav derpaa, til Providerings Commissionen her, Rægning for 12860 rbd S.W., men da Commissionen nægtede at betale samme, og der efter Ventilation, ved Forligelses-Commissionen intet Forlig i Sagen havde fundet Stæd, indstævnede han under 28de September 1813 Medlemmerne af Provideringscommissionen Stiftsamtmand Bull, Præsidenten Justitzraad Klagenberg og Kiøbmand Rolfsen til at udbetale ham 12873 rbd 19 s S.W. med Rænter 4re pCti fra 24de Septbr. 1813 til Betalning skeer /: hvilken Summa han dog siden i Indlæg af 5te October f.A. nedsatte til 12860 rbd 67 s S.W. :/ samt Sagens Omkostninger, med 40 rbd S.W., hvorimod indstævnte har paa Grund af at Amtmand Treschow, ikke tillige var stævnt, paastaaet Sagen afwiist og sig tillagt i Kost og Tæring 10 rbd S.W. – Seer man nu hen til at Amtmand Treschow efter hvad der er in consesso endnu er Medlem af Providerings-Commissionen, saa kan Dommeren ikke andet end ansee det for een væsentlig Mangel, at han ikke er stævnet, thi vel er Justitzraad og Præsident Klagenberg for nærværende Tiid i Amtmand Treschows fraværelse paa Landet, constitueret i hans Sted til Medlem af Commissionen, men da Justitzraaden ikke har underskrevet det omskrevne Partie, og intet andet Factum er awanceret, hvorved han kan ansees at have paataget sig alt, af dette Certeparties Misligholdelse reculterende Ansvar, kan det heller ikke paa nogen Maade ansees fyldestgiørende, at han i Stædet for Amtmand Treschow er stævnet, og det saamegetmindre, som det i alle Tilfælde er tænkeligt, at der af deslige Foretagender, kan flyde personligt pecuniairt Ansvar, hvilket det ikke kan infereres at Justitzraad Klagenberg har paataget sig deraf, at han som Medlem af Providerings-Commissionen, tillige med de øvrige Medlemmer, har underskrevet Breve angaaende den omhandlede Befragtning. – Den udtagne Stævnings Afviisning, vil saaledes ikke kunne undgaaes, hvorhos de Indstævnte vil blive at tillægge Kost og Tæring.
Thi Kiendes for Rætt:
Den under 28de Septbr. f.A. af Agent Sødring, mod Providerings Commissionen for Bergens Stift udtagne Stævning afvises. – I Kost og Tæring betaler Citanten til de Indstævnte 5 rbd S.W. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 29/1814:
Aar 1814 den 3de May blev inden Bergens Byetingsræt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen Kiøbmand Dawid Osten ctra Kiøbmand M. C. Daniels.
Kiøbmand Dawid Osten, saggiver under nærværende Sag, ifølge skriftlig Hoved Stævning, af 25de Janvr. d.A. Kiøbmand M. C. Daniels til at betale 1083 rbd N.W. med Renter, som han for 10 Voger leveret Hamp, hos denne formeentlig kommer tilgode, hvorimod Indstævnte Daniels, ved udtagen Contrastævning af 8de Febr. ikke alleene har paastaaet sig friefunden for Hovedcitantens Tiltale i denne Sag, men endogsaa denne tilfunden at betale 66 2/3 rbd N.W. med Rænter 4re pCto m.m. – Hvad Hovedcitantens Fordring angaaer, da har Contracitanten, i det Hele vedtaget samme som rigtig, men paastaaet at den i Mellemrægning med ham er leqwideret, saaledes at Hovedcitanten, endnu desuden bliver ham, den ved Contrastævningen, paasøgte Sum skyldig, for hvilken han ogsaa findes debiteret i een af Contracitanten fremlagt Conto-Courant Regning. – I denne Contocourant Regning har Contracitanten debiteret Hovedcitanten for 833 1/3 rbd, som resterende for een Actie i Kaperbriggen Pallas, som i det hele skulde koste 1833 /1/3 rbd, og hvorpaa Hovedcitanten ikkuns skulde have betalt 1000 rbd, der i forskiællige Terminer er erlagt. – Hovedcitanten har derimod benægtet, at skylde Contracitanten noget paa Actien i Kaperbriggen Pallas, og i saa Henseende paaberaabt sig, det af Contracitanten udstædte, og ham overleverede, qwitterede Actie Brev, som dog ikke under Sagen er fremlagt. – Contracitanten har derimod paastaaet at han qwitterede Actie Brevet, fordie han i det samme debiterede Hovedcitanten for samme Beløb i deres Mellemregning i hvilken Balancen, den Gang var i Hovedcitantens Faweur og har han i saa Henseende ført 2de Vidner som eenstemmig have forklaret at Betalingen for Actie-Brevet blev erlagt paa den af ham opgivne Maade ligesom ogsaa det eene af disse Vidner, som selv overbragte Actie-Brevet, bestemt har forklaret, at der ikke ved Overleverelsen blev betalt noget. – Hertil kommer endnu, at Hovedcitanten endog efter Contracitantens Anmærkning desangaaende, ikke har opgivet nogen Tiid, naar den foregivne Betalning af de 833 1/3 rbd skal have fundet Stæd. – Naar nu sluttelig hertil lægges at een Qwittering, ikke er andet end Erkiendelsen, for at have modtaget Betalning for en vis Ting, uden at almindeligviis, at Betalingsmiddelet deri er angivet, og at Leqwidation i Mellemrægning, er ligesaavel Betalning som contant Betalning, kan der ikke af den paaberaabte Qwittence, paa Actie-Brevet i Overeensstemmelse med den foranbenævnte Vidneforklaring, infereres noget i Faweur af Hovedcitanten, saa at Contracitantens Paastand, om at disse 833 1/3 rbd maa komme i Leqwidation i de ved Hovedstævningen paastævnte 1083 1/3 rbd, vil blive at tage til Følge. – Contracitanten har endvidere i sin Mellemrægning belastet Hovedcitanten med een Udgifts Post af 66 2/3 rbd, for indkommende Udgifter af ovennævnte Kaper Pallas, imod hvilken Post Hovedcitanten ingen Indsigelse har giort. – Derimod har Contracitanten, anført Hovedcitanten til Udgift 250 rbd, som det omtrentlige Beløb, af de Omkostninger, det vilde komme paa enhver Actie i Kaperen Pallas, og desuden reserweret sig, Rætt til at fordre, hvad der maatte komme meer paa hans Andeel, men da denne Udgifts Post kuns er anført omtrentlig, og aldeles ikke er documenteret kan samme som modsagt af Hovedcitanten, heller ikke komme i Betragtning hvorimod Contracitantens Rætt, vil blive at reserwere, for hvad han efter endelig opgiort Rægning hos Hovedcitanten maatte formene at komme tilgode. – Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rætt:
Naar Contracitanten Kiøbmand M. C. Daniels til Hovedcitanten Kiøbmand D. Osten betaler 183 1/3 rbd N.W. med Rænter 4re pCto fra 24de Janvr. d.A. til Betalning skeer, bør han for dennes videre Tiltale i denne Sag frie at være, i øvrigt reserweres Contracitantens Rætt for hvad han efter endelig Opgiørelse hos Hovedcitanten maatte formene at komme tilgode. – Processens Omkostninger ophæves. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 30/1814:
Aar 1814 den 5te Juli blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Carl Gadding ctra Johan H. Uhlhorn.
C. Gadding paastævner under denne Sag ved Stævning af 10de May d.A. een efter hans Reqwisition under 5te s.M. hos J. H. Uhlhorn passeret Arrestforrætning til at stadfæstes som lovlig giort og forfulgt, hvorhos han tillige sagsøger Indstævnte til at betale sig 833 rbd 30 ½ s N.W. – Indstævnte har hverken inden Forligelses-Commissionen, eller under Sagen mødt eller ladet møde. – I Overeensstemmelse med den fremlagte Arrest Forrætning, skyldte Indstævnte Citanten, efter Vexelobligation 500 rbd N.W., samt for bekomne Varer 298 rbd 3 m N.W. til sammen 798 rbd 3 m N.W. hvortil kommer de medgaaede Omkostninger ved Arrestforretningen til Beløb 34 rbd 4 m 6 ½ s N.W. som saaledes udgiør den paastævnte Sum. – Da Indstævnte foruden hans stiltiende Erkiendelse af Kravets Rigtighed, ved ikke at møde efter Stævning, desuden udtrykkelig har tilkiendegivet samme under den passerede Arrest-Forrætning, maa Citantens Paastand om Arrestens Stadfæstelse og den paasøgte Sum, blive at tage til Følge.
Thi Kiendes for Rætt:
Den under denne Sag paastævnte, og under 5te May d.A. passerede Arrest Forrætning hos J. H. Uhlhorn stadfæstes herved, som lovlig giort og forfulgt, og bør Indstævnte til Citanten C. Gadding betale de paastævnte 833 rbd 1 m 6 ½ s N.W. samt i denne Sags Omkostninger 5 rbd S.W.; Saa bør han ogsaa til Justitz-Cassen for unødig Trætte, at betale saa meget, som Dom og Segl koster.
----
Sak nr. 31/1814:
Aar 1814 d. 19de Juli blev inden Bergens Byetings Extra-Rætt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen – Proc. Leganger som Actor ctra M. M. Mølbach.
Mads Michael Mølbach tiltales under nærværende Sag, for nogle af ham som Concipist, af een til hans danske Mayestæt, under 25de April f.A. for Smedesvend Johannes Rohdin, indgivet allerunderdanigst Ansøgning, mod Øvrigheden herpaa Stædet brugte fornærmelige Udladelser. – Seer man hen til de Udtrykke, hvorved i sær Øvrigheden i Almindelighed kan ansees fornærmet da bestaaer disse deels i, at den Tiltalte i Ansøgningen, har sagt om Smede Lauget heri Bergen, at det ved at bruge alskens Krumveye, baade giennem dem selv, og den herskende Retfærdighed, for at beskiære deres Svende ald Adgang til at houtinere sig etc., deels i et andet Stæd i Ansøgningen, hvor der siges at Rætfærdighed forlængst er jaget i Landflygtighed i Bergen, og Samvittigheden hængt til Side, i Anledning af hvilke den beskikkede Actor i Sagen Proc. Leganger, har fundet sig beføyet til at nedlægge den Paastand over den Tiltalte, at han foruden at høre sine fornærmelige Udladelser mortificerede, skulde tilfindes at bøde sine tre Mark, og trende Fyrgetive Lod Sølv, samt at hensættes til 2 Aars Tugthuus-Arbeyde foruden at udrede Actions Omkostningerne. – Tiltalte har derimod søgt at bortforklare det fornærmelige i disse Udladelser, og villet at den sidstanførte af dem, blot skulde ansees som een almindelig Sætning, som kuns havde Hensyn til den fordærvede Tænkemaade, som har udbredt sig, ligesom han har villet forklare den først anførte Yttring, som sigtende blot til Smedelauget, og for endeel til sammes Laugs-Patron, Borgemæsteren i Bergen Justitzraad Lund, uden at derved var tænkt paa Øvrigheden i Almindelighed, eller nogen enkelt Øvrigheds-Person i Særdeleshed, og har desaarsag forment at denne Sag, som Justitz-Sag maatte afvises da det saafremt nogen enkelt Person, ved Udtrykkene fandt sig fornærmet formeentlig maatte blive hans Sag at paatale dem ved privat Søgsmaal.
Tages der nu Hensyn til den Connexion, i hvilken den ovenfor citerede Udladelse, om at Smedelauget, ved at bruge alskens Krumveye etc. forekommer, da har vel den Tiltalte formeent, at den er af den Beskaffenhed, at samme godt lader sig forklare, som sigtende blot til Smedelauget og sammes Patron Justitzraad og Borgemæster Lund, hvem han vil have Udtrykket om den herskende Retfærdighed skal sigte til, da han som Laugs-Patron, er den herskende Retfærdighed i Smedelauget, men naar man betragter, hvad der i Ansøgningen videre siges om den herskende Retfærdighed, hvis hellige Pligt det ellers burde være at vaage over og sætte Grændser for, saadan deres og flere Amters ublue og umenneskelige Medfart, istæden for at faworicere dem i Henseende samme saa er det jo klart, at Udtrykket den herskende Retfærdighed, ikke er brugt i saa indskrænket Forstand, at det kan hentydes blot paa Smedelaugets Patron, men at samme deri maa antages, at sigte til Øvrigheden her i Almindelighed. –
Hvad videre angaaer den anden af Ansøgningen citerede Passus ”da Retfærd forlængst er jaget i Landflygtighed i Bergen, og Samvittigheden hængt til Side,” som er det den Tiltalte vil have forstaaet som een almindelig Yttring, med Hensyn paa Tidernes fordærvede Tænkemaade, da kan denne Forklaringsmaade, ifølge Sammenhængen ikke antages som den rigtige, hvorimod samme maae ansees, som een Besværing over de af Kongen til Retfærdighedens Haandthævelse, beskikkede Embedsmænd, som Supplicanten implicite siger, det ikke hielper at addressere sig til, for at faae den een tilkommende Rætt hvorfor han directe henvender sig til Kongen. – Efter saaledes at have releweret det fornærmelige, i de af den Tiltalte brugte Udtrykke staaer tilbage at giendrive, den af ham fremsadte Exception, at ikke han men Johannes Rohdin burde været tiltalt saafremt Ansøgningen indeholdt noget fornærmeligt, da han kuns havde conciperet Ansøgningen efter Johannes Rohdins eget Opgivende. – I saa Henseende maae da først bemærkes, at bemeldte Johannes Rohdin under Sagens Drift ved Døden er afgaaet og Exeptionen først fremsat efter dennes Død, da han dog flere Gange tilforn havde haft Sagen udsat, hvilket maae bevirke, at der ikke videre paa denne Exception, som forsilde fremsat reflecteres, og det saameget mindre som den Tiltalte, hvis han havde været overbeviist om at Joh. Rohdin vilde have vedstaaet de fornærmelige Udladelser kunde have prowoseret denne til i denne Anledning at afgive sin Erklæring men dette har han undladt, og først efter Rohdins Død fremkommet med Exceptionen. – Overalt er det ikke Imputation af noget bestemt inwiduelt Factum men almindelige fornærmelige Yttringer imod Øvrigheden, som den Tiltalte saggives for, og disse maae som henhørende til Ansøgningens Form efter den i alle Forordninger angaaende denne Materie herskende Aand, han som Concipist af Ansøgningen, ansees at skulle være ansvarlig for, conf. Forordningerne af 23de Janvr. 1750, 3die April 1771, 30te Septbr. 1785 og 28de Decbr. 1792. –
Sluttelig maae bemærkes, at den Tiltalte, om man end for et Øyeblikk vilde antage at de omhandlede fornærmelige Udtrykke i Ansøgningen blot allene skulde sigte til Smedelauget og sammes Patron Justitzraad og Borgemæster Lund, dog var aldeles uberettiget til at forfatte een Ansøgning, hvori der føres Anke over nogen i Overeensstemmelse med Forordningen af 28de Decbr. 1792 § 6, hvilken sidste Bestemmelse, den Tiltalte maa antages nøye at kiende, da han selv har citeret Forordningen hvori den indeholdes, paa Foden af Ansøgningen, hvor han nævner sig som Concipist af samme. – Henseende den mod Justitzraad Lund, begaaede Fornærmelse, ved at ville hentyde paa ham de oftmeldte Udladelser i Ansøgningen m.m., da kunde det vel synes som dette burde være Gienstand for et aparte Søgsmaal, men da Justitzraad Lund i denne Anledning har taget til Gienmæhle og nedlagt Paastand, og Tiltalte herpaa har indladt sig, kan der heller intet haves imod, at samme under denne Sag paakiendes.
De i den af den Tiltalte, under 2de April f.A. forfattede allerunderdanigste Ansøgning brugte fornærmelige Udtrykke, saavel mod Øvrigheden i Almindelighed, som mod Justitzraad og Borgemæster Lund i Særdeleshed bør følgelig blive at mortificere, ligesom den Tiltalte heller ikke kan undgaae med een passende Straf herfor at ansees, hvilken Straf da de paaankede Injurier ikke egentlig ere saadanne som indeholdes i 6-21-2, 3 og 7de vil blive at bestemme til een Pengemulct, som i Analogie med Forordningen af 27de Septbr. 1799 § 12, til 50 rbd S.W. bliver at fastsætte, ligesom den Tiltalte ogsaa for hans høyst upassende og uforskammede Skrivemaade her under Sagen, med een Mulct maae blive at belægge, som efter Omstændighederne til 20 rbd S.W. fastsættes. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at have været begaaet, og deels denne Sags egen Vidtløftighed, deels een overordentlig Mængde Justitz-Sager, som Justitz-Protocollen udviser, været Aarsag i at samme ikke tidligere er paakiendt.
Thi Kiendes for Rætt:
De af Tiltalte Mads Michael Mølbach, i een af ham for afdøde Smedesvend Johannes Rohdin, under 2de April f.A. forfattet Ansøgning til hans danske Mayestæt, brugte fornærmelige Udladelser, mod Øvrigheden herpaa Stædet i Almindelighed og Justitzraad Lund i Særdeleshed, bør døde og magtesløse at være, saa at de hverken kommer nogen enkelt Øvrighedsperson i Almindelighed eller Justitzraad og Borgemæster Lund i Særdeleshed, til Forkleynelse paa Ære eller gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod den Titalte for hans herved udviste lovstridige Forhold bør bøde 50 rbd S.W. til Bergens Byes Fattigkasse. – Saa bør han ogsaa til Justitz-Cassen, for hans upassende Skrivemaade under Sagen betale 20 rbd S.W., samt i Salarium til den beskikkede Actor Procurator Leganger 8 rbd S.W. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 32/1814:
Aar 1814 d. 25de Juli blev inden Bergens Byetingsræt, af Byfogden efter foregaaende Ventilation, med de tiltagne Laugrættesmænd aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Procurator Rogge som befalet Actor
ctra
Johannes Monsen Herland og Lars Knudsen Haugland.
Ved egen Tilstaaelse, den Bestiaalnes Tilhiemling, og for een Deel ved Kosternes Forefindelse, ere de under denne Sag tiltalte Personer Johannes Monsen Herland og Lars Knudsen Hougland, overbeviist om at have sidst i Novbr. Maaned f.A. brækket ind om Natten paa Kiøbmand A. Schumans Pakboder i Bunteleboe, og der bortstiaalet følgende Ting: 6 Sølv-Spiseskeer, vurderede tilsammen for 108 rbd N.W. 6 Sølv-Theskeer, vurderede tilsammen for 26 rbd N.W. – 6 Par Bordknive og Gafle, vurderede tilsammen for 6 rbd N.W. een Borddug vurderet for 3 rbd N.W. een Cassaimairs Frakk vurderet for 4 rbd, et Rulle Gardin, vurderet for 3 rbm, et guulblommet Sænge-Omhæng, vurderet for 12 rbd, een Kikkert vurderet for 5 rbd, samt 6 Nøgler paa hvilke ingen Taxt er sat. – Alle disse Koster ere igien komne tilstæde og Eyeren tilbageleverede. – Derimod have de Tiltalte ved samme Leylighed stiaalet følgende Ting, som ikke igien er tilbagekomne hio: 3 Liinlærrets Rullegardiner, vurderede af den bestiaalne tilsammen for 20 rbd N.W. 2 fiirkantede Krystal Flasker af Værdie 1 rbd 4 m N.W. 1 Flaske rød Viin og een Kardus Røgtobak, tilsammen af Værdie 3 rbd N.W. samt noget Risengryn, noget Sukker og nogle Formelys vurderet tilsammen for 1 rbd N.W. hvorhos de Tiltalte ved Indbruddet have tilføyet den Bestiaalne Skade paa hans Pakboder for 11 rbd 2 m og paa den stiaalne men tilbagekomne Kikkert for 2 rbd N.W. for hvilken Skade saavelsom for de stiaalne men ikke tilbagekomne Ting den Bestiaalne dog har frafaldet ald Erstatning, hvorom der følgelig intet Spørgsmaal bliver. – Paa Pakboderne hvor Tyveriet skeede laae ingen Folk, saa at samme ikke som noget egentlig Indbrud kan ansees. –
Henseende den Straf hvortil de Tiltalte ved dette Tyverie have qwalifiseret sig maa bemærkes, at Johannes Monsen Herland, som har været Soldat, 3de Gange tilforn efter Krigs-Rets-Domme har været straffet for Tyverie og sidste Gang efter den 25te Krigs-Artikel, sammenholdt med Forordningen af 27de April 1771 og 20de Febr. 1789, med Fæstnings-Arbeyde paa Livstiid. –
Han vil saaledes da han allerede tilforn er belagt med den Straf Forordningen af 20de Febr. 1789 § 3 bestemmer for 3de Gang begaaet Tyverie ikke kunde undgaae at ansees efter bemeldte Forordnings 5te §. – Lars Knudsen Haugland, som tilforn har været dømt efter oftnævnte Forordning af 20de Febr. 1789 § 1 og 2, vil derimod blive at ansee efter sammes § 3. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at være begaaet.
Thi Kiendes for Rætt:
Tiltalte Johannes Monsen Herland, bør kagstryges samt brændemærkes paa Panden og hensættes til Arbeyde paa Bergenhuus Fæstning sin Livstiid under stræng Bevogtning. – Lars Knudsen Haugland bør arbeyde i Bergenhuus Fæstning sin Livstid. – Endelig bør de Tiltalte een for bægge og bægge for een, udrede alle af Actionen mod dem lovlig flydende Omkostninger, hvoriblandt Actors Toldprocureur Rogges Salarium til 8 rbd S.W. og Defensor Procurator Hiorth Stuwitz’ Salarium til 6 rbd S.W. fastsættes. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 33/1814:
Aar 1814 d. 21ste Juni blev inden Bergens Byetingsræt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen I. Johannesen som Mandatarius for J. F. Henne i Tønsberg
ctra
Adolph Fischer.
Kramboedhandler I. Johannesen sagsøger under denne Sag, som Mandatarius for Kiøbmand J. F. Henne i Tønsberg, ved Stævning af 30te Novbr. f.A. Kiøbmand Adolph Fischer heraf Staden til at betale 910 rbd 24 s S.W. tilligemed Renter fra 22de Octbr. da Sagen ved Forligelses-Commissionen blev foretaget. – Efter hvad der mellem Parterne er in consesso, er denne Sags Sammenhæng følgende: Een Kiøbmand P. A. Brandt trasserede under 18de og 20de Juli 1812, 2de Vexler til Beløb tilsammen 1800 (7800?) rd DC, til Kost Kiøbmand G. Schnelle i Faweur af J. F. Henne som endosserede Vexlerne til Citanten, som lod dem præsentere, og da de ikke af Trassatus bleve Accepterede, protesterede non acceptione. – Brandt som ikke saae sig i stand til at indfrie Vexlerne, overgav desaarsag sit Boe til Skifterætten til Deling mellem hans Creditorer, men kom efter nogen Tids Forløb i Accord med dem paa det Vilkaar, at han for Vexler og Rewerser, skulde betale 60 pCto, som i 3de Terminer skulde erlægges, nemlig 2 pCto 6 Maaneder fra Boets Extradition til ham, 20 Procento, 3de Maaneder derefter, og endelig 20 pCto 1 Aar efter Boets Extradition, og erholdt han i Følge heraf under 2den Decbr. 1812 sit Boe udleveret, imod at Indstævnte som Cautionist og Selvskyldner indestod, for Opfyldelsen af hans indgangne Accord. – Den første Betalings-Termin var ifølge Ovenstaaende d. 2den Juni 1813, og d. 3die s.M. indfandt Brandt sig, og udbetalte Citanten 1560 rd DC, som Beløbet af 20 pCto af Vexlernes Beløb, hvorfor denne gav sin fulde Qwittence uden Forbeholdenhed, af hvilken Qwittence, der under Sagen er fremlagt Gienpart. – Senere har derimod Citanten formeent sig berættiget til at forlange Beløbet af de 60 pCto i Rigsbankpenge S.W., efter Omskrivnings Forholdet 25 til 100, hvilket udgiør i alt 1170 rbd fra hvilken Sum han har trukket de betalte 1560 rd DC, reduceret til Rigsbankpenge, efter Forholdet 6 til 1, med 260 rbd, da der saaledes bliver tilbage 910 rbd, som Citanten paa Grund af Forordningen af 9de Martz f.A., forlanger betalt uden Henstand.
Hvad nu den første Termin af Accorden, eller de 20 pCto, angaaer, da har Citanten uden Forbeholdenhed, og uden nogen Paastand om Erlæggelse af Betalning i Rigsbankpenge Sølw Wærdie, qwitteret for samme og følgelig kan han ikke for samme giøre noget Opkrav herfor, da denne Deel af Accorden maae ansees som een rei transacta. – De ved den anden Termin af Accorden d. 2den Septbr. f.A. forfaldne 20 pCto, kan det derimod ingen Qwæstion være, om at jo Citanten, maae være berættiget til i Overeensstemmelse med Forordningerne af 5te Janwr. 9de Martz og 14de Septbr. 1813, at forlange i Rigsbankpenge Sølw Wærdie, efter Omskrivnings Forholdet som in casu bliver 100 til 25. – Den Sum Indstævnte saaledes vil blive at tilpligte at udrede for de ved 2den Termin forfaldne 20 pCto af Accorden, vil følgelig blive 390 rbd S.W. – Den 3die Termin af Accorden, var derimod ifølge Ovenstaaende, først forfalden d. 2de Decbr. f.A., men desuagtet har Citanten ved Forligelses-Commissionen, allerede d. 22de Octbr., og ved Stævning af 30te Nowbr. f.A., altsaa førend Forfaldstiden villet indtale samme. – Forsaavidt maae Søgsmaalet følgelig blive at afvise som for tidligt anlagt. – Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rætt
Indstævnte Kiøbmand A. Fischer bør til Citanten Kramboedhandler I. Johannesen som Mandatarius for J. F. Henne i Tønsberg betale 390 rbd S.W. med Renter 4re pCto fra 22de Octbr. f.A. til Betalning skeer. – For øvrigt afvises Sagen, som for tidligt anlagt. – Processens Omkostninger ophæves. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 34/1814:
Aar 1814 d. 6te August blev inden Bergens Byetings – Extra Rætt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen Procurator Hiorth Stuwitz som befalet Actor
ctra
Aase Oline Ols Datter.
Den under nærværende Sag, tiltalte Aase Oline Ols Dr, er ved egen Tilstaaelse, de Bestiaalnes Tilhiemling, og for een Deel ved Corpus Delicti, overbeviist om, at have til forskiællige Tider begaaet følgende Tyverier hc: hos Kiøbmand Herman Kähler, hvem hun har frastiaalet 3 Sølv-Spiseskeer af Værdie 8 rbd 2 m N.W. 2 Tin tallerkener og 2 Steentallerkener, vurderede tilsammen for 2 rbd, 1 Messing-Lysestage, vurderet for 8 rbm, een Kniv og 2 Gafler vurderet for 2 rbm, een Halsdug vurderet for 2 rbm, een Borddug vurderet for 3 rbd, een Nattrøye og et Barneliv, vurderede tilsammen for 1 rbm.
Videre har den Tiltalte frastiaalet Pigen Anna Hans Dr, i Tienneste hos Kähler eet Forklæde vurderet for 8 rbm. – Skomager A. Schram een Flaske rød Viin, vurderet for 4 rbm, een Gryde vurderet for 2 rbm, een Tin-Natpotte vurderet for 1 rbd, og to Tin tallerkener, vurderede for 2 rbm. – Skræddermester Wessens Heyn, een Messing Lysestage, vurderet for 8 rbm. – Anna Christine Rimsberg, een Damedug, vurderet for 7 rbd N.W. – Fremdeles har den Tiltalte frastiaalet Bødkermester J. Hejtman 2 Bordduge vurderede for 3 rbd 2 m og 4re Sølv Knapper, vurderede for 4 rbm. – Konen Johanna Ols Dr, eet Forklæde, vurderet for 5 rbd. – Kiøbmand Ole Tørgersen 2 Lysestager, een Lysesax, een Dækkekurv, med 9 Knive, og 11 Gafler, en Tallerken med Smør og Brød og noget gammel Ost, een Steenfad, een Kumme, og een Haanddug, vurderet alt tilsammen for 4 rbd 1 m. – Peder Aadland, et Træksel, 2 Forklæder, 5 forskiællige Duge, eet Børne-Pudevæhr, vurderet tilsammen for 13 rbm 8 s. – Endelig har den Tiltalte frastiaalet Haldor Monsen Urdahl, en Lysesax, een Hakkekniv, vurderet tilsammen for 2 rbm. Janiche Tollefs Datter, givt med Henrich Johannesen, 4re Skraae-Gardiner, vurderede for 4 rbd, samt een Børneskiorte, vurderet for 2 rbm. Giertrud Michels Dr et Nettelsdugs Halstørklæde, vurderet for 8 rbm, samt eet Lommetørklæde, vurderet for 24 rbsk, Ragnilde Christine, Giert Stamans Hustrue, 2de Par Strømper vurderede tilsammen for 1 rbd. – Stephen Eeg eet blaat og guult Tørklæde, vurderet for 1 rbd 2 m, Andreas Angelman, eet Pudevæhr, og et Vuggelagen, vurderet det første for 1 rbd 4 m, det sidste for 8 rbm, Elen Anders Dr een Barneskiorte og een Barnetrøye, vurderede tilsammen for 2 rbd, og Kiøbmand Philip Prante een grøn fiin Klædes-Frakke, vurderet for 100 rbd. – Samtlige Bestiaalne har frafaldet Erstatning hos den Tiltalte, for de af de stiaalne Koster, som ikke igien er komne tilstæde, saa at der i saa Henseende, intet Spørgsmaal opstaaer.
Med Hensyn til den Straf hvortil den Tiltalte ved de ovenanførte af hende begangne Tyverier har qwalifiseret sig, maae bemærkes at hun er over Lavalder og ikke tilforn har været tiltalt eller straffet. – Hun maae desaarsag blive at ansee efter Forordningen af 20de Febr. 1789 § 1, og vil hendes Straffetid i Betragtning af de mange Tyverier hvori hun har giort sig skyldig, til 2 Aar blive at bestemme. – Under Sagførelsen, skiønnes ingen saadan Forsømmelse at være begaaet, at nogen derfor kan drages til Ansvar, og har det paa Grund af de mange for denne Domstoel verserende Justitz-Sager, efter Protocollens Udvisning været ugiørligt for Dommeren tidligere at paakiende denne Sag.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestantinden Aase Oline Ols Dr bør hensættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuur-Huus i 2 Aar samt udrede alle af Actionen mod hende lovlig flydende Omkostninger hvoriblandt Actors Procurator Hiorth Stuwitz’s Salarium til 8 rbd S.W. og Defensor Procurator Hejbergs Salarium til 6 rbd S.W. fastsættes. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 35/1814:
Aar 1814 d. 9de August blev inden Bergens Byetings-Extra-Rætt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen Procurator Hiorth Stuwitz som Actor ctra Olay Exle m.fl.
Under nærværende Sag tiltales efter Stiftets Ordre Olay Tornøe Ekle, og Johan Christian Steen for første Gang begaaet Tyverie Anna Ols Dr Hilde, og Anne Galtung for Samhandel med O. Ekle og Steen, samt de 2de sidstnævntes Forældre, forsaavidt noget dem til Last under Sagen maatte opdages. – Af de Tiltalte ere O. T. Ekle og J. C. Steen ved egen Tilstaaelse, den Bestiaalnes Tilhiemling, saavelsom ved Sagens øvrige Omstændigheder, tilstrækkeligen overbeviiste om at have til 3de forskiællige Tider, frastiaalet Carlos Boman, noget Rom af een Rom-Foustagie, som efter hans Opgivende skal udgiøre 2 Anker. – Henseende Qwantiteten da have vel O. T. Ekle og J. C. Steen benægtet at have stiaalet, saa meget som den Bestiaalne har opgivet at have mistet, men da denne har beediget sit Opgivende maae samme staae til Troende. – Den stiaalne Rom, er af den Bestiaalne, under hans Eed ansat til Værdie 2200 rd DC eller 366 rbd 4 m N.W. –
Af de øvrige Tiltalte er Anna Ols Datter overbeviist om at have modtaget af de Tiltalte 3 Flasker Rom som Vederlag for nogle Madvahrer, hvilket hun vel først har benægtet, men siden maattet tilstaae. – Hun maa desaarsag antages at have verseret in mala fide, og kan ikke undgaae som Hæler, at vorde anseet.
Anne Helene Galtung har vel aldeles benægtet, at have haft nogen Samhandel, med de Hoved-Paagiældende, ligesom saadant heller ikke tilstrækkelig har kunnet overbevises, og har ifølge heraf ved udtaget Contrastævning paastaaet Carlos Boman anseet for hans mod hende fremsatte Beskyldning i saa Henseende, men da der imidlertid er oplyst adskillige mistænkelige Omstændigheder mod hende kan denne hendes Paastand, i Overeensstemmelse med Forordningen af 19de May 1741 § 9 ikke tages til Følge, ligesom hun heller ikke, paa Grund af de fornævnte mistænkelige Omstændigheder, vil kunne undgaae at tage Deel i Actions Omkostningerne, omendskiøndt hun for øvrigt, paa Grund af Mangel af tilstrækkeligt Beviis for Actors videre Tiltale maae blive at friefinde. – Mod O. T. Ekles Moder Anna Sophie Ekle, er der aldeles intet udkommet, som kan grawere hende saa at endog Actor ikke har fundet sig beføyet til over hende at nedlægge nogen Paastand hvisaarsag, og da Actions Ordren kuns er conditionel, hendes udtrykkelige Friefindelse bliver overflødig. – Hvad sluttelig angaaer J. C. Steens Stedfader Anders Johnsen og Moder Ragnilde Johannes Datter, som af ham have modtaget 2de Flasker Rum samt nogle Penge, da er dem vel ingen mala fides overbeviist, men da de paa den anden Side ikke har viist den tilbørlige Forsigtighed, ved nøyere at eftersøge, hvor deres Søn havde faaet, hvad han bragte hiem, ville de ikke kunne undgaae, at deeltage i Actions-Omkostningerne. – Da den Bestiaalne under Sagen har frafaldet den ham tilkommende Erstatning, bliver der i saa Henseende intet Spørgsmaal. – Henseende den Straf hvortil O. T. Ekle, J. C. Steen og Anna Ols Datter have qwaliferet sig, da eftersom ingen af dem tilforn for nogen Forbrydelse har været tiltalt eller straffet, ville de 2de første efter Forordningen af 20de Febr. 1789 § 1, blive at ansee, og deres Straffetid, med Hensyn paa den eene Side til det Stiaalnes betydelige Værdie, og paa den anden Side til de paagiældendes Ungdom blive at bestemme til 18 Maaneder. – Anna Ols Dr vil derimod blive at ansee efter den sidstnævnte Forordnings § 7, og Straffetiden for hende efter Omstændighederne til 1 Maaned at fastsætte. – Under Sagførelsen skiønnes ingen saadan Forsømmelse, at være begaaet, at noget Ansvar deraf kan flyde, og Dommerens mange andre Forretninger til deels med Justitz-Sager efter Protocollens Udvisende have været Aarsag i at denne Sag ikke tidligere har kunnet paakiendes.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestanterne Olay Tornøe Ekle og Johannes Christian Sten bør hensættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuur-Huus i 18 Maaneder, samt udrede alle af Actionen, mod dem lovlig flydende Omkostninger. – Anders Johnsen og Ragnilde Johannes Dr bør for Actors videre Tiltale i denne Sag frie at være dog saaledes, at de in solidum med de 2de førstnævnte bør betale i Salarium til den for dem beskikkede Defensor Toldprocurator Rogge 6 rbd S.W. – Anna Ols Dr bør hensættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuur-Huus i 1 Maaned, samt betale i Salarium til den for hende beskikkede Defensor Procurator Lassen 6 rbd S.W. – Endelig bør de Tiltalte een for alle og alle for een betale i Salarium til Actor Procurator Hiorth Stuwitz 8 rbd S.W.
Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes, efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 36/1814:
Aar 1814 den 26de Juli blev inden Bergens Byetingsræt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen Carl Gadding ctra Dankert K. Holm.
Carl Gadding saggiver under nærværende Sag, ved Stævning af 7de f.M. Kiøbmand Dankert K. Holm til at betale 237 ½ rbd N.W., som denne for bekomne Varer, efter een fremlagt Regning skal skylde ham. – Indstævnte har hverken ved Forligelsescommissionen, eller seenere ved Rætten, efter Stævningens Forkyndelse, mødt eller ladet møde. – Han maae følgelig antages at erkiende Rigtigheden af det af Citanten paa ham formerede Krav, som han følgelig ikke vil kunne undgaae at betale ligesaalidet som han, da han er udeblevet fra Forligelses-Commissionen vil kunne undgaae at ansees som temere litigans.
Thi Kiendes for Rætt:
Indstævnte Kiøbmand Dankert K. Holm, bør til Citanten Carl Gadding betale de paastævnte 237 ½ rbd N.W. med Renter 5 pCto fra 9de May d.A. til Betalning skeer, samt i denne Sags Omkostninger 5 rbd S.W., saa bør han ogsaa til Justitz-Cassen for unødig Trætte betale, saameget som Dom og Segl koster. – At efterkommes inden 15ten Dage, efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 37/1814:
Ar 1814 d. 22de August, blev inden Bergens Byetings Extra-Rætt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Procurator Hiorth Stuwitz som Actor
ctra
Johanna E. Johannes Datter.
Ved egen Tilstaaelse, corpus delicti, samt den Bestiaalnes Tilhiemling er den under nærværende Sag tiltalte Johanna Elisebeth Johannes Datter, eller som hun efter den fremlagte Døbeattest heder Johanne Jans Dr, overbeviist om, at have frastiaalet forstandersken paa Arbeidsanstalten Johanne Ernestine Hellemann 26 M# Strye, vurderet for 4 rbm pr. M#, og 3 Hæspler Uldgarn vurderede til sammen for 2 rbd N.W. – De stiaalne Koster er in natura igien komne tilbage, saa at der følgelig intet Spørgsmaal om Erstatning kan opstaae. –
Henseende den Straf, hvortil Johanne Jans Datter ved dette Tyverie har qwalifiseret sig maa bemærkes, at hun er over Lavalder, og aldrig for nogen Forseelse, overgaaet Dom. – Hun vil følgelig blive at ansee efter Forordningen af 20de Febr. 1789 § 1, og hendes Straffetid efter Omstændighederne til 4re Maaneder at bestemme. – Fremdeeles tiltales under denne Sag Anna Carina og Pernille Ols Datter, for at have modtaget de stiaalne Koster af Johanna Jans Datter, men da ingen mala fides har kunnet overbevises dem, ville de heller ikke med nogen Straf kunne belægges, hvorimod de ey kunne undgaae at deeltage i Actions Omkostningerne. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at være begaaet, og er Aarsagen hvorfor denne Sag ikke tidligere er bleven paakiendt, deels den Mængde Justitz-Sager, som efter Protocollens Udvisende i denne Tiid har werceret for denne Domstoel, deels Dommerens andre Embedsforrætninger.
Thi Kiendes for Rætt:
Arrestantinden Johanna Elisebeth Johannes Datter eller Johanne Jans Datter bør hensættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuur-Huus i 4re Maaneder, samt udrede alle af hendes Arrest og Varetægt, lovlig flydende Omkostninger. – Anna Carina og Pernille Ols Dr, bør for Actors videre Tiltale i denne Sag frie at være, dog saaledes at de in solidum med Johanne Jans Datter, bør betale i Salarium til Actor Procurator Hiorth Stuwitz 6 rbd S.W., og til den for dem beskikkede Defensor Toldprocureur Rogge 4 rbd S.W. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage, efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes, efter Øvrighedens, nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 38/1814:
Aar 1814 d. 12te Juli blev inden Bergens Byetingsræt, aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen – Kiøbmand H. Helmers ctra Kiøbmand P. Korn.
Kiøbmand Henrich Helmers, sagsøger under nærværende Sag, ved skriftlig Stævning af 23de Nowbr. f.A., Kiøbmand Peter Koren til at betale 3289 rbd 3 m 12 s S.W., samt 923 franch 10 S., eller Beløbet af den sidste Sum i Rigsbankpenge, efter den ved Betalningen giældende Caurs, foruden Renter af bemte Summer og denne Sags Omkostninger. – Indstævnte har derimod paastaaet sig, for Citantens Tiltale friefundet imod at betale ham 547 rd 3 o 4 ½ s DC, eller denne Sum reduceret til Rigsbankpenge, efter Forholdet 6 til 1 – samt 432 Lw 14 S. 8 d, hvorhos han har paastaaet sig Sagens Omkostninger tillagte.
Anledningen til nærværende Sag er et i Aaret 1807 d. 25te Juni, oprettet Certepartie, hvorved Parterne befragtede, et af een Skipper Tothammer ført og Citanten tilhørende Galease-Skib, de tvende Brødre kaldet, at gaae med een Ladning Rogn til den franske Bugt, og til bage fra et andet Sted, om saadant lod sig giøre, og var Fragten for Tour og Retour bestemt til 42 rd DC pr. Læst Rogn, Læsten beregnet til 13 Tdr, foruden 2/3 af Ungelderne for hele Reysen og 1 rd Caplaken pr. Læst, i øvrigt skulde den Halve Deel af Fragten, være fortient naar Skibet var ankommet og losset i Frankrige, men betales i Bergen, saavelsom de 2/3 af Ungelderne. – Efter hvad der mellem Parterne er in consesso udgiorde den Deel af Fragten som Indstævnte forpligtede sig til at svare, ved Skibets Ankomst og Udlosning i Frankrig 522 rd 5 o 12 ½ s DC, og de 2/3 af Ungelderne for Indstævntes Deel 24 rd 5 o 8 s. – Disse 2de Summer udgiøre de 547 rd 2 o 4 ½ s, som Indstævnte har erklæret sig villig at betale i Dansk Courant, eller i Rigsbankpenge N.W., efter Omskrivnings Forholdet 6 til 1, hvorimod Citanten har formeent sig berettiget til, at fordre samme udbetalt i Rigsbankpenge Sølw Wærdie Daler for Daler. – Til Bestyrkelse, for denne sin Formeening, har Citanten paaberaabt sig et Responsum, fra det kongelige danske Cancellie, hvori dette Collegium, antager som et antagelig Princip at de i Dansk-Courant vedtagne Betalninger, for Varer, Arbeyder o.s.v. som endnu ey vare præsterede, da Forordningen af 5te Januari f.A. udkom, bør erlægges i Rigsbankpenge Sølw-Wærdie, efter Omskrivnings-Forholdet, uden den i § 26 stipulerede Dilation, af hvilket Princip, formeentlig, skulde flyde at Citanten var beføyet til den af ham nedlagte Paastand, men naar man nøyere giennemgaaer, det ovenfor citerede, Cancellie Responsum vil man finde at samme blot har Hensyn til Contracter, som ikke vare endeligen fuldbyrdede af nogen af Contrahenterne, da Forordningen af 5te Janwr. emanerede. – Tages der videre Hensyn til ovenneævnte Forordnings § 23, da taler samme ikkuns om Forskrivelser o.l. Gieldsbreve, men under denne Benævnelse kan dog ikke henføres alle chirographiske Forpligtelser, thi ellers maatte ogsaa Ex accepterede Regninger, eller Conto-Couranter, kunne subsummeres under Benævnelsen hvilket § 31, dog viser, ikke at skulle være Forordnings Mening. – Denne Fordring kan saaledes ikke ansees uden som Krav efter Anfordrings-Seddel eller efter Regning, og maa som saadan blive at betale i Rigsbankpenge, efter det af Indstævnte paastaaede Forhold.
Fremdeles har Citanten debiteret Indstævnte for 12 rbd 2 m 12 s S.W., for det halve Caplaken af hans i Skibet medhavende Fragtgods, men Indstævnte har ved een af Skipperen udstædt og under Sagen fremlagt Qwittering godtgiort at have ved sin Broder C. Kröepelien i Qwimper i Frankrige udbetalt det halve Caplaken, ikke alleene af hvad Indstævnte havde med Skibet, men ogsaa af hvad Citanten, havde med samme, hvorved han kommer 40 Liwres 5 S. tilgode hos denne, og saaledes, maa da denne Post bortfalde; thi det er aldeles ubeføyet, naar Citanten dolerer, over, at Indstævnte har udbetalt Caplakenet, til Skipperen, da denne naar ikke anderledes i Certepartiet er bestemt, maa ansees som den der er berettiget til at oppebære, een ham selv i Almindelighed tilkommen Duceur, og er denne Citantens Anke saameget mere utidig, som Indstævnte ved Certepartiet havde forbundet sig til, ellers at giøre Penge-Forskud til Skibet. – Videre har Citanten debiteret Indstævnte Renter af de ovenfor omhandlede Summer til Beløb a 6 pCto 183 rbd 3 m 7 s S.W., hvilken Post ligeledes maa bortfalde da Certepartiet ikke indeholder noget om Renters Svarelse, som af deslige Fordringer sædvanligviis ikke beregnes eller svares, hvorimod Citanten vil blive at tillægge Renter, af den ham tilkommende Sum fra Sagens Forhandling ved Forligelses-Commissionen.
De 3de følgende Poster i Citantens Regning udgiøre tilsammen 3897 rbd 1 m S.W. som Citanten formeener at tilkomme ham for Overligge-dags-Penge med det ovennævnte Skib i Frankrig indtil 5te Septbr. 1809, da Certepartiet ved een Forening mellem Skipperen og Cargadeuren blev hævet.
Seer man hen til vor Lovs Bestemmelse i 4-3-2, angaaende Liggedagspenge da forudsætter samme ligefrem, at der skal være Forsømmelse fra Kiøbmandens Side, for at Skipperen skal være berettiget, til at fordre samme, og exciperer udtrykkelig Kiøbmanden fra at tilsvare Casus. – Nu har Indstævnte ved en fremlagt Attest, fra den kongelige danske Wice-Consul i Qwimper, tilstrækkelig beviist, at der paa Grund af Krigen mellem Danmark og England blev lagt Embargo paa alle i franske Havne liggende danske Skibe, strax ved Skipper Tothammers Ankomst til Frankrige, hvilken Embargo foranledigede at Skibet blev henliggende der. – Urimeligheden af Citantens Paastand, om at Indstævnte skulde tilsvare ham Liggedags-Penge af Skibet, indtil Certepartiets Ophævelse, er i Følge Ovenstaaende, aldeles indlysende, og ligesaa ubeføyet som om Indstævnte vilde sagsøge Citanten for lucrum cessans af een Retour-Ladning fra Frankrig, da begge Parter ere lige uskyldige i det, som har foraarsaget Skibets Henliggen i Frankrige. – Den følgende Post er Renter 6 pCto af de ovennævnte 3897 rbd 1 m fra 5te Septbr. 1809 til Beløb 809 rbd 3 m 14 s S.W., som naturligviis maae bortfalde, naar den Sum, hvoraf de ere beregnede bortfalder. – Om den næste Indstævnte til Udgift beregnede Post 199 fr. 7 S. som udgiør 2/3 af Ungelderne i Frankrige, er ingen Dispute da den Indstævnte har vedtaget at tilsvare samme. – Saa har ogsaa Citanten debiteret Indstævnte for 495 fr, som Cargadeuren, med Citantens oftnævnte Skib, ved een under 11te Nowbr. 1807, med Skipper Tothammer, indgaaet Forening havde forbundet Befragterne til at betale, for at Skipperen skulde beholde Mandskabet ved Skibet. – Seer man hen til denne Forening, da lyder den efter Skipperens fremlagte Regning paa, at Skipperen, skulde beholde Mandskabet ved Skibet for det første imod derfor at erholde daglig 20 Sous pr. Mand af Matroserne, og 35 Sous daglig for hver Skibs-Officer, hvoraf Skibet skulde tilsvare det halve, og Befragterne det Halve. – Bemeldte Skipper Tothammers Regning viser videre, at denne Forening har staaet ved Magt til d. 23de Martz 1808, til hvilken Tiid som udgiør 4re Maaneder 12 Dage, det Hele udgiorde 990 fr. hvoraf Befragteren skulde tilsvare det Halve eller 495 fr. – Disse 495 fr. har Citanten paastaaet at burde gaae alleene, paa den Deel af Ladningen, som Indstævnte i Fælledskab med hans Broder C. Kröepelien, havde med Skibet, hvorimod Indstævnte har paastaaet at samme skulde fordeeles paa hele Ladningen, og at han saaledes forholdsviis, ikke tilkom at svare mere end 273 fr. 12 S. 8 d. – Da Cargadeuren, ved denne Leylighed, maa ansees at have handlet som negotiorum gestor, maa der tages Hensyn, til hvad de der anbetroede ham Ladningen til Forhandling, under Omstændigheder, som de da værende, maae antages fornuftigviis at have villet; og kan det da ikke antages, som noget Malconduite, eller som noget der stred mod Befragternes Villie, at de ved een den Gang ubetydelig Opofrelse, vare satte i stand til at kunne see Tiden noget an, for, hvis Omstændighederne pludselig skulde have forandret sig, strax at have tiltraadt Retour-Reysen, uden at have nødig at opholde efter at Skipperen skulde forhyre nyt Mandskab. – De omhandlede 495 fr. ville paa Grund heraf blive at fordeele, paa den hele Ladning, og Indstævnte for denne Post ikkuns blive at tilpligte at svare 273 fr. 12 S. 8d, som sammenlagt med den forrige Post af 199 fr. 12 S. (Red: Skal være 7 S.) udgiør 472 fr. 19 S. 8 d, hvorfra afgaaer de 40 Liwr. 5 S. som Indstævnte for at have udbetalt Caplaken for den hele Ladning som ovenanført tilkommer hos Citanten. – Der bliver følgelig ikkuns tilbage 432 fr. 14 S. 8 d, som Indstævnte til Citanten haver at tilsvare. –
Den sidste Post i Regningen er 229 fr. 3 S. som er Renter 6 pCto af Citantens formeentlig Tilgodehavende 694 fr. 7 S. hos Indstævnte fra 23de Martz 1808 til 23de Septbr. f.A., men da han ifølge Ovenstaaende ikke tilkommer saa meget hos Indstævnte, bliver denne Renteberegning urigtig, hvorimod Citanten, af de ham tilkommende 432 fr. 14 S. 8 d, som maa ansees som Pengeudlæg maa blive at tillægge de mellem Kiøbmænd sædvanlige Renter af 6 pCto fra 23de Martz 1808 til Betalning skeer, hvorhos han tillige vil blive at tillægge, de ham efter Ovenstaaende tilkommende 547 rd 3 o 14 ½ s, der udgiør i Rigsbankpenge Nawne Wærdie 91 rbd 1 m 8 ¾ s med Renter 5 % fra 25de Octbr. f.A. til Betalning skeer. – Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rætt:
Naar indstævnte Kiøbmand P. Koren til Citanten Kiøbmand H. Helmers betaler 91 rbd 1 m 8 ¾ s N.W. med Renter 5 pCto fra 25de Octbr. f.A. til Betalning skeer samt 432 fr. 14 S. 8 d eller denne Sum i Rigsbankpenge, efter den ved Betalningen gieldende Caurs med Renter 6 pCto fra 23de Martz 1808 til Betalning skeer, bør han for Citantens videre Tiltale i denne Sag frie at være. – Processens Omkostninger ophæves.
At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 39/1814:
Aar 1814 d. 12te Julius blev inden Bergens Byetingsræt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen P. Valentinsen ctra D. Frich.
Toldbetient Valentinsen sagsøger under nærværende Sag ved Stævning af 22de Februari d.A. Kiøbmand D. Frich, til at høre Stadfæstelse af een Omskrivnings-Paatægning efter Forordningen af 5te Januari f.A. paa een af Indstævnte til Citantens nuhavende Hustrue frøken Christiane Gyldenkrantz under 5te Febr. d.A. udstædt Vexelobligation, for den Sum 75 rbd N.W., ved hvilken Omskrivnings Paatægning, denne Vexelobligation er omskrevet til 450 rbd S.W. – Indstævnte har derimod paastaaet sig for Citantens Tiltale friefundet, og denne tilpligtet at udrede, Sagens Omkostninger. – Historia facti i denne Sag er efter hvad der mellem Parterne er in consesso, følgende: Indstævnte havde før 11te Septbr. 1807, laant af Frøken Gyldenkrantz 450 rd DC, for hvilken Sum, denne udstædte een Vexelobligation, som Tiid efter anden stedse er bleven fornyet, indtil 5te October 1812, da saadant skeede sidste Gang. – Inden Løbemaaneden for denne Vexelobligation udløb, emanerede Forordningen af 5te Januari f.A., og nu lod Frøken Gyldenkrantz, som var myndig under Curator, D. Frich indkalde til Forligelsescommissionen, men hvor hun lod møde ved Citanten, som den Gang var forlovet med hende, og indgik da denne, som efter hendes skriftlige Fuldmagt mødte ved Forligelses-Commissionen, under 8de Febr. f.A., et Forlig med Indstævnte D. Frich, ved hvilket han paa Frøken Gyldenkrantz’ Vægne, vedtog at ombytte den udløbne Vexelobligation, med een nye som skulde lyde paa 75 rbd N.W. – Med dette Forlig erklærede derimod Frøken Gyldenkrantz’ Curator Professor Arentz sig utilfreds, da det var indgaaet uden hans Raad og Samtykke, og indkaldte desaarsage paa nye D. Frich til Forligelses-Commissionen til Annihilation af det forrige Forlig, men uden at nogen Overeenskomst i denne Henseende blev opnaaet. – Saa indkaldte endelig ogsaa Professor Arentz, D. Frich, for Forligelses Commissionen d. 9de Juni, til at omskrive Vexelobligationen qwæstionis til 450 rbd S.W. hvorpaa han da der ingen mindelig Opgiørelse fandt Sted, under 15de Juni f.A., ved een Paatægning paa Indstævntes under 5te Febr. f.A. udstædte Vexelobligation for 75 rbd N.W., omskrev den til 450 rbd S.W. – Denne Omskrivning er det Citanten, som seenere er indtraadt i Ægteskab med Frøken Gyldenkrantz paa bemte hans Kones Vægne paastaaer stadfæstet, hvilket Indstævnte har formeent ham uberettiget til, i sær da han selv var den, som paa Frøken Gyldenkrantz’ Vægne inden Forligelses-Commissionen sluttede det Forlig, hvorved han consenterede at modtage een Vexelobligation paa 75 rbd N.W. for den udløbne paa 450 rd DC. – Tages der nu Hensyn til Vexelobligationer i Almindelighed, da er der aldeles intet Spørgsmaal om at denne Slags Gieldsbreve, jo ere blandt de i Frdng. af 5te Januari f.A. omtalte og at de som saadanne skulle omskrives, efter deres oprindelige Ælde d.v. in casu, at den af Indstævnte til Citantens Hustrue, under 5te October 1812 udstædte Vexelobligation burde have været omskrevet til Rigsbankpenge Sølw Wærdie Daler for Daler. – Undersøger man nu videre, hvorvidt Citantens under 8de Febr. f.A. med Indstævnte indgangne Forlig giør nogen Forandring i denne Parternes respective Rettighed og Forpligtelse, maa der bemærkes, at oftnævnte Forlig, laborerer af een Feyl, som giør, at samme bliver ipso juri een Nullitet, Frøken Gyldenkrantz var nemlig, som oven anført kuns myndig under Curatel, og kunde følgelig i Overeensstemmelse med 3-19-34 ikke uden hendes Curators Samtykke, med juridisk Virkning, slutte nogen Transaction, og dette hendes Curators Samtykke, seer man hun aldeles har manglet til det af hende sluttede Forlig. – Hvad endelig angaaer den af Indstævnte, giorte Erindring, at Citanten selv personligen var den Person, som indgik det Forlig han nu paastaaer annihileret, da kan han som dengang ikke ved Forligelses-Commissionen mødte uden i Qwalitet af Fuldmægtig, efter een aabenlys Fuldmagt, paa ingen Maade ansees derved at have paadraget sig nogen personlig Forpligtelse. – Overalt er det egentlig paa sin Kones Vægne, at Citanten har reyst dette Søgsmaal, og om hende kan man dog ikke antage, at hun ved sit Giftermaal skulde tabe een hende forhen tilkommende Rett af Natur som den omhandlede, men at hun førend sit Ægteskab var berettiget til at paastaae Vexelobligationen omskrevet, uagtet det af Citanten, af mangel paa bedre Indsigt indgangne Forlig er noget som vel er uden for ald Tvivl. – Henseende Citantens Paastand om ligefrem Stadfæstelse af Omskrivnings-Paatægningen, paa den seenere Vexelobligation af 5te Febr. f.A. lydende paa 75 rbd N.W., da vil denne ikke gandske kunne tages til Følge efter som Forordningen af 5te Janwr. f.A. § 24, udtrykkelig bestemmer at Omskrivnings-Paatægningen skal skee paa det Gieldsbrev, hvis Indhold reduseres til Rigsbankpenge, hvilket sidste ikke Vexelobligationen af 5te Febr. f.A. men Vexelobligationen af 5te Octbr. 1812 som er Indstævnte extraderet. -
Indstævnte D. Frich vil følgelig under een daglig Mulct blive at paalægge at extradere den sidstnævnte Vexelobligation, som Citanten bliver at tillægge Rætt til at omskrive til Rigsbankpenge Daler for Daler, eller i Tilfælde af denne Obligations Tilintetgiørelse, under samme Mulct at paalægge paa egen Bekostning at udstæde een nye staaende Obligation paa behørig stemplet Papiir for samme Sum, imod at erholde hans under 5te Febr. f.A. udstædte Vexelobligation tilbage. – Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rett:
Naar Citanten Toldbetient Valentinsen til indstævnte Kiøbmand D. Frich, tilbageleverer, den ham under 5te Febr. f.A. til Citanten Hustrue Frøken C. Gyldenkrantz udstædte Vexelobligation for den Sum 75 rbd N.W. bør Indstævnte under een Mulct af 2 rbd S.W. til Bergens Byes Sygehuus, for hver Dag han sidder denne Dom overhørig til Citanten extradere den under denne Sag omhandlede og af ham under 5te Octbr. 1812 til Citantens Hustrue Frøken C. Gyldenkrantz udstædte Vexelobligation for den Sum 450 rd DC, hvilken Vexelobligation Citanten herved kiendes berettiget til at omskrive til 450 rbd S.W. eller i Tilfælde af denne Vexelobligations Tilintetgiørelse under samme Mulct for at sidde Dommen overhørig paa egen Bekostning paa behørig stemplet Papiir til fornævnte Citantens Hustrue udstæde en nye staaende Obligation for den Sum 450 rbd S.W. – Med Renter og Opsigelse forholdes i bægge Tilfælde efter Forordningen af 5te Januari f.A. § 25, 26 og 29, samt Forordningen af 14de Septbr. f.A. – Processens Omkostninger ophæves. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 40/1814:
Aar 1814 d. 19de Juli blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen – Joseph Scherffenberg ctra Karen Rebecca Fischer.
Kiøbmand Joseph Scherffenberg sagsøger under nærværende Sag ved Stævning af 3die Janwr. d.A. Sælgekonen Karen Rebecca Fischer, med hendes Mand, til at betale 1000 rbd N.W. imod derfor at modtage 50 # Indigo hun hos Citanten havde kiøbt for 20 rbd N.W. pr. #, foruden til at erlægge Sagens Omkostninger.
Indstævnte har derimod paastaaet sig for Citanternes Tiltale i denne Sag friefunden endskiøndt hun ikke fragaaer, at have som Citanten har debiteret afkiøbt ham de ovennævnte 50 # Indigo men som hun da Citanten anbød samme vægrede sig ved at modtage da disse 50 # Indigo ikke efter hendes Paastand svarede til den Prøve, Citanten forhen havde overleveret hende. – Denne Indstævntes Paastand, om at de 50 # Indigo ikke skulde svare til den hende forhen givne Prøve af Indigoen har Citanten benægtet som gandske uriktig, og i saa Henseende ført 2de Vidner, hvorom det dog maa anmærkes at de begge ere i hans Tieneste. – Af disse Vidner har det første forklaret at de 50 # Indigo efter hans Skiøn fuldkommen svarede til Prøven, hvorimod det sidste Vidne ikke med Vished har kundet sige, om der ikke blandt de 50 # Indigo, forholdsviis fandtes meere smaat end i Prøven, hvilket er egentlig det som Indstævnte har haft at udsætte paa dette Partie, da Indigo som falder smaae, efter hendes Paastand, heri Byen ikke skal finde saa megen Afsætning som den der falder i større Stykker hvilken hendes sidstnævnte Paastand hun med een Attest fra 2de af denne Byes Handlende, maa antages at have godtgiort, thi vel har Citanten for at bevise det Modsatte fremlagt 5 forskiellige Attester, men disse omtale kuns deels at der blandt Indigo findes baade smaat og stort deels de have fundet sig tilfreds med den Indigo, de hos Citanten har kiøbt samt at den finere Indigo, som i Almindelighed falder meget smaae, er afsætteligere end den grovere Indigo, som i Almindelighed falder i større Stykker m.m., men som ikke directe modsiger den af Indstævnte fremlagte Attest, som maae antages at omtale Indigo af eens Qwalitet. – Spørgsmaalet bliver derfor her egentlig, om de Indstævnte anbudne 50 # Indigo, kunne antages at have svaret til den hende i Forveyen leverede Prøve, i hvilken Henseende de 2de af Citanten førte Vidner dog ikke i følge Ovenstaaende have været saa eensstemmige at de efter 1-13-1, kan constituere fuldt juridisk Beviis, men imidlertiid have de dog tilveyebragt een saa høy Grad af Formodning, at Benægtelses-Eed i Overeensstemmelse med 1-14-6, maae blive at paalægge Indstævnte.
I Tilfælde af at hun ikke trøster sig til at aflægge den hende idømmende Eed, maa der henseende Qwaliteten af den leverede Indigo blive at bestemme at samme skal være saadan at den for gode Kiøbmandsvahrer kan antages, da det ikke under Sagen er oplyst at den omhandlede Indigo har været enten af udmærket Fiinhed eller Grovhed og Ordinarium maa presumeres. – Sluttelig maa bemærkes, at Indstævntes Mand som ikke efter Stævning har mødt, maa antages at have samtykket i den af hende under denne Sag omhandlede indgangne Contract. – Processens Omkostninger bliver i Fald Indstævnte aflægger Benægtelses-Eden at ophæve, men i modsat Fald at tillægge Citanten.
Thi Kiendes for Rett:
Naar indstævnte Karen Rebecha Fischer efter Citantens Kiøbmand J. Scherffenberg lovlige Tilvarsling inden sit Værneting, med sin corporlige Eed trøster sig til at bekræfte at de under denne Sag omhandlede og hende af Citanten anbudne 50 # Indigo, ikke svarede til den hende af ham i Forveyen leverede Prøve bør hun for hans Tiltale i denne Sag frie at være.
Trøster hun sig derimod ikke til saadan Eed at aflægge bør hun med Mand imod af Citanten at modtage 50 # Indigo af den Qwalitet, at samme som gode Kiøbmandsvahrer kan ansees – til ham betale de paastævnte 1000 rbd N.W.
I første Tilfælde ophæves Processens Omkostninger i sidste Tilfælde derimod bør Indstævnte med Mand at erlægge samme til Citanten med 10 rbd S.W. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 41/1814:
Aar 1814 d. 2de August blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen Kono & Compagnie ctra H. G.
Swendsen.
Ved Hovedstævning af 22de Febr. d.A. sagsøger Handelshuset Kono & Compagnie, Skipper H. G. Swendsen til at indfrie 3de af ham fra Trondhiem under 15de og 31te Decbr. 1813 samt 4de Januari 1814 trukne Vexler tilsammen til Beløb 900 rbd N.W., til Last Kiøbmand G. Schnelle, som ikke har villet indfrie samme, og i Faveur af N. H. Knudtzon & Sønner, fra hvem de siden ere komne i Hovedcitanternes Hænder, hvorhos disse tillige have paastævnt H. G. Swendsen tilpligtet at svare Vexel og Hervexel-Vexel-Renter m.m. – Indstævnte H. G. Swendsen har derimod ved Contrastævning af 22de Martz paastaaet alternative enten Sagen i det Hele afviist eller sig friefundet for at tilsvare Citanterne meere end 300 rbd N.W., og Sagen for øvrigt afviist eller ogsaa at Kiøbmand G. Schnelle, hvem han ved bemeldte Contrastævning har hovedsagsøgt, maatte tilpligtes at betale de øvrige 600 rbd N.W. – Seer man hen til de Grunde, hvorpaa Contracitanten har bygget sin Afviisnings-Paastand, da ere disse deels, at denne Sag er anlagt som Vexel-Sag, da den formeentlig, burde have været anlagt, som ikkuns deriwerende sig, fra een almindelig chirographisk Fordring, deels at Contracitanten, formeentlig ikkuns burde have været sagsøgt til at erlægge ½ af de Summer han har trasseret for, eftersom Kiøbmand Schnelle, i følge et Contracitanten meddelt Creditiv, havde vedtaget at ville betale de 2/3 af hvad denne maatte oppebære og trassere, som Fører af Kaperen Lykkens Prøwe, hvilket sidste ogsaa er Aarsagen, hvorfor han ved sin Contrastævning, har saggivet Schnelle til at betale de 2/3 af den paastævnte Sum, i Tilfælde af at hans Paastand om Sagens Afviisning enten for det Hele eller eendeel, ikke maatte tages til Følge.
Hvad nu den Grund for den paastaaede, som er hentet fra, at denne Sag er reyst som Vexel-Sag angaaer, da omendskiønt det ikke kan nægtes, at de ovennævnte af Contracitanten udgivne Trattaer, ikke kunne ansees som Vexler, eftersom det ikke efter 5-13-6, i dem er meldt at de ere Vexler kan samme da de dog, maae ansees som Assignationer, og Contracitanten som Assignans, ikke tages til Følge, saasom denne Fordring ved Forligelses-Commissionen har været ansig giort, hvilket skulde være den eeneste Grund, naar det ikke havde været i agttaget, som havde kunnet bevirke Afviisning. – Da Contracitanten er Assignans, kan der heller ingen Tvivl være om, at han jo maae staae Hovedcitanten, som Assignatarier, til Ansvar for Assignationernes Beløb, da Assignatus har nægtet sammes Accept, uden at det paa nogen Maade vedkommer dem om Assignatus havde givet Contracitanten, Forsikring om Accept, for een qvotiel Anpart af de trasserede Summer, hvisaarsag ogsaa denne formeentlige Grund for Afviisningen maa bortfalde. – Hvad sluttelig angaaer det af Contracitanten ved Contrastævningen mod Kiøbmand G. Schnelle formerede Hoved-Søgsmaal, da kan der intet Spørgsmaal være om, at jo Contrastævningen, forsaavidt efter Schnelles Paastand maa vorde afvist, da Contracitanten er aldeles incompetent til at nedlægge nogen Paastand paa Hovedcitanternes Vegne, mod een tredie Mand og Contracitanten og Schnelles Mellemværende, desuden ikke kan blive Gienstand for Paakiendelsen, under een anden gandske fremmed Sag. – Contracitanten kan i følge Ovenstaaende ikke undgaae at betale de paastævnte Summer dog uden Vexel-Renter, Protest Omkostninger o.s.v. med simple Renter ligesom han heller ikke kan undgaae, at betale Processens Omkostninger samt Kost og Tæring til G. Schnelle.
Thi Kiendes for Rett:
Contracitanten Skipper H. G. Swendsen bør til Hovedcitanterne Handelshuset Kono & Compagnie betale de paastævnte 900 rbd N.W. med Renter 3 pCt fra 14de Febr. d.A. til Betalning skeer, samt i denne Sags Omkostninger 10 rbd S.W. – Den af Contracitanten, under denne Sag mod Kiøbmand G. Schnelle udtagne Stævning afwises, og betaler han til den Sidstnævnte i Kost og Tæring 5 rbd S.W. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 42/1814:
Aar 1814 d. 9de August blev inden Bergens Byetingsræt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen Carl Gadding ctra Daniel Görbitz.
Kiøbmand C. Gadding sagsøger under denne Sag ved skriftlig Stævning af 17de Juni Daniel Görbitz til at betale 95 rbd N.W., med Renter fra 18de April til Betalning skeer, hvilken Sum Citanten, deels efter Afregning deels for bekomne Varer hos Indstævnte formeentlig kommer tilgode. – Indstævnte har hverken inden Forligelses-Commissionen, eller seenere efter Stævning inden Rætten mødt eller ladet møde. – Han maae følgelig antages at erkiende Rigtigheden af den paastævnte Fordring, som han følgelig vil blive at tilpligte at betale saavelsom Sagens Omkostninger foruden Mulct til Justits-Cassen for hans Udeblivelse fra Forligelses-Commissionen.
Thi Kiendes for Rett:
Indstævnte Daniel Görbitz bør til Citanten Kiøbmand Carl Gadding betale de paastævnte 95 rbd N.W. med Renter 5 pCto fra 18de April d.A. til Betalning skeer, samt i denne Sags Omkostninger 5 rbd S.W. – Saa bør han ogsaa til Justitz-Cassen for unødig Trætte at betale saa meget som Dom og Segl koster. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage, efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 43/1814:
Aar 1814 d. 23de August blev inden Bergens Byetingsræt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen Kiøbmand J. Gran som Mandatarius for Skipper J. Carstens
ctra
Kiøbmand Peter G. Bredahl.
Anledningen til nærværende Sag under hvilken Kiøbmand Jens Gran ved Stævning af 24de May d.A. som Mandatarius for Skipper Joh. Carstens har sagsøgt Kiøbmand P. G. Bredahl til at betale 900 rbd N.W., med Renter fra Stævningens Dato, samt denne Sags Omkostninger, er, efter hvad der deels mellem Parterne er in consesso, deels under Sagen er oplyst følgende: Mægler Paasche, der havde i Commission, for Citanten som Mandatarius for Skipper J. Carstens, at sælge een ved ham hidbragt Ladning Kornvarer, indfandt sig til den Ende d. 28de April hos indstævnte Kiøbmand P. G. Bredahl, hvem han falbød Kornvarer, af denne Ladning, og begiærede da denne af ham, at han skulde tegne ham for 20 Tdr Byg og 10 Tdr Havre til mindste Priis af bemeldte Ladning. – Mægler Paasche svarede hertil, at hun skulde komme igien og give ham Svar, ved hvilken sidste Leylighed han erklærede for Indstævnte at 31 2/3 rbd pr. Tdr. af Bygget og 26 2/3 pr. Tdr af Havren var den ringeste Priis til hvilken han efter sin Ordre kunde sælge, hvorpaa Kiøbet skeede. – Videre er det oplyst, at der seenere af bemeldte Skipper Carstens’ Ladning er blevet solgt Byg til 26 rbd 4 m og Havre til 23 rbd 2 m pr. Tdr. – Nu paastaaer Indstævnte at han da han forlangte at blive tegnet til mindste Priis er berettiget til at erholde de oven nævnte Kornvahrer, til den sidst anførte ringere Priis, og har han i saa Henseende produseret een Attest fra 2de Statsmæglere, angaaende, at det naar man hos een Mægler som har i Commission at forhandle een Ladning Kornvarer, lader sig tægne for et vist Partie til ringeste Priis, derved forstaaes, at man er berettiget til at faae disse Kornvarer til den ringeste Priis, hvortil der af den hele Ladning sælges. – Efter hvad der mellem Parterne er in consesso, ere de af de Indstævnte kiøbte 20 Tdr Byg og 10 Tdr Havre om hvis Priis der under nærværende Sag tvistes, under Sagens Drift ham overleverede.
Dersom Indstævnte strax den første Gang, da Mægleren var hos ham, af denne ubetinget efter hans Forlangende, var blevet tegnet, som Kiøber til det af ham forlangte Partie Kornvarer til ringeste Priis, er der aldeles (red: uteglemt ”ingen”?) Tvivl om, at han jo havde været berettiget til at erholde samme for den laveste Priis, hvortil der af den hele Skibs Ladning var solgt, men da Mægleren, som ovenanført, paa denne Indstævntes Anmodning, blot svarede, at han skulde komme igien med Sælgerens nærmere Bestemmelse, og ved sin Tilbagekomst erklærede at 31 2/3 rbd pr. Tdr Byg og 26 2/3 rbd pr. Tdr Havre var den ringeste Priis, hvortil han efter sin Ordre kunde sælge, maae denne Bestemmelse som den sidste, antages for at være den Betingelse, under hvilken Kiøbet blev sluttet, og at Mægleren saaledes efter sin Ordre ikke har kunnet indvilge i Indstævntes Forlangende, om at blive tegnet som Kiøber til det i Qwæstion værende Partie Kornvarer til den ubestemte ringeste Priis og maae det ifølge Regelen interpretatio debet fieri contra eum qwi ila rius loqwi poluvt, tilskrives Indstævnte selv, om han ved at indlade sig i denne Handel, og endeligen afslutte Kiøbet, ikke har udtrykt sin Mening tydeligere, angaaende at han lod sig tegne under den vedvarende Betingelse, at han skulde erholde Vahrerne for ringeste Priis. – Indstævnte vil følgelig blive at tilpligte at udrede den paastævnte Sum, hvorimod Sagens Omkostninger, efter Omstændighederne blive at ophæve.
Thi Kiendes for Rett:
Indstævnte Kiøbmand P. G. Bredahl, bør til Citanten Kiøbmand J. Gran, som Mandatarius for Skipper J. Carstens, betale de paastævnte 900 rbd N.W. med Renter 5 pCto fra 24de May d.A. til Betalning skeer.
At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 44/1814:
Aar 1814 d. 30te Augusti blev inden Bergens Byetingsræt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen – Kiøbmand J. Scherffenberg ctra Kiøbmand N. M. Wichman.
Kiøbmand Joseph Scherffenberg, sagsøger under nærværende Sag ved Stævning af 1ste Martz Kiøbmand N. Wichman til at betale 93 rbd 22 s. N.W. med Renter foruden Sagens Omkostninger. – Indstævnte N. Wichman har derimod paastaaet sig imod at betale 5 rbd 72 s. N.W. for Citantens Tiltale friefunden dog imod at aflægge Benægtelses-Eed, paa ikke at skylde Citanten meere, alt i fald hans præliminaire Paastand om Sagens Afviisning, ikke maatte tages til Følge. – Seer man hen til Differensen, mellem hvad hver Part troer deres mellemværende at udgiøre, bestaaer samme i 87 rbd 2 m 14 s. N.W. som udgiør Beløbet, af een Indstævnte fra Citanten tilstillet Regning for 53 5/6 Dusin Kioleknapper, som Indstævnte paastaaer at have betalt, men hvilket Foregivende Citanten benægter. – At Indstævnte har modtaget de ovennævnte 53 5/6 Dusin Knapper for den af Citanten opgivne Priis har Indstævnte tilstaaet men derhos paastaaet, at have betalt samme strax, og som een Bestyrkelse for denne hans Paastand, paaberaabt sig een seenere ham fra Citanten tilstillet Regning, for adskillige Varer, han hos ham havde kiøbt, fra hvilken Regning de ovenbenævnte 5 rbd 72 s. er een Rest og paa hvilken ikke Knapperne findes anført. – Saa har han ogsaa, som een nærmere Omstændighed ved Betalningen opgivet, at samme skeede til Citanten selv personlig i Overværelse af een for Indstævnte ubekiendt Mand, som han saae den Gang tog Poetraiter af, men som saavidt han veed skal være bortreyst. – Henseende Indstævntes Erindring om, at Knapperne ikke paa den ham seenere tilstillede Regning vare anførte, har Citanten anmærket, at han, da han eengang derfor havde givet ham Regning fandt det upassende at anføre dem paa den seenere Regning, for at det ikke skulde synes som om han vilde forlange Betalning 2de Gange for een og samme Ting, og ellers aldeles benægtet for disse Knapper at have faaet nogen Betalning. – Af Ovenanførte er klart at Indstævnte ikke har tilveye bragt noget juridisk Beviis for den foregivne Betalning, men da Omstændigheden med den seenere Regning fra Citanten, paa hvilken Knapperne ikke vare anførte, opvækker nogen Formodning, maae Eed i Analogie med 1-14-6 blive at paalægge Citanten i Overeensstemmelse med hans desangaaende giorte Tilbud. – I Tilfælde af Edens Aflæggelse ville Processens Omkostninger blive at ophæve, i modsat Tilfælde ville de derimod blive at tillægge Indstævnte.
Thi Kiendes for Rett:
Naar Citanten, Kiøbmand Joseph Scherffenberg efter Indstævnte Kiøbmand N. Wichmans lovlige Tilvarsling, inden sit Værneting med sin corporlige Eed trøster sig til at bekræfte, at han hverken directe eller indirecte, har faaet nogen Betalning, for den under denne Sag omhandlede Regning af 7de August f.A. til Beløb 87 rbd 2 m 14 s. N.W., bør Indstævnte til ham betale de paastævnte 95 rbd 22 s. N.W. med Renter 5 pCto fra 21de Febr. d.A. til Betalning skeer, og Processens Omkostninger være ophævede. – Trøster han sig derimod ikke til saadan Eed at aflægge bør Indstævnte imod til ham at betale 5 rbd 72 s. N.W. for hans videre Tiltale i denne Sag frie at være, og bør Citanten i dette Tilfælde til Indstævnte i denne Sags Omkostninger betale 8 rbd S.W. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 45/1814:
Aar 1814 d. 27de September blev inden Bergens Byetings Extra-Rætt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen – Procurator Hiorth Stuwitz som Actor
ctra
Fridrich W. Løben m.fl.
Af de under denne Sag tiltalte Personer er Fridrich Wilhelm Løben, ved egen Tilstaaelse, Kosternes Forefindelse, og den Bestiaalnes Tilhiemling overbeviist om at have paa Lasten af Skibet Godthaab, ført af Skipper H. Smidt stiaalet 21 Skiepper 4 Kander Rug vurderet i alt for 65 5/8 rbd N.W., hvilket Tyverie han fik Leylighed til at begaae da han 12te Juni, om Aftenen eller Natten som Matros med fornævnte Skib Godthaab, havde Vagt paa Dækket, og Lugerne stode aabne i Anledning af at Ladningen havde taget Varme til sig. – Af den stiaalne Rug modtog een Alexander Swendsen 9 Skiepper, og den Tiltalte Ole Johan Larsen 12 Skiepper 4 Kander. – Af disse 2de Personer, som bægge om Aftenen eller Natten medens F. W. Løben havde Vagt paa Dækket, indfandt sig i Baade og forsynede med Sække ved Skibet Godthaab, er Alexander Swendsen ansat ved den herværende Kanonflotille, og sorterer som saadan under melitair Jurisdiction, hvisaarsag han ogsaa i Actions-Ordren er exciperet fra Tiltale ved denne Rætt. – Ole Johan Larsen, som var vidende om, at den Ruug han modtog af F. W. Løben af denne var stiaalet, vil følgelig ikke kunne undgaae at ansees som Hæler. – Slagter Rasmus Olsen i hvis leyede Slagterboed, som ikke var tillukket, Alexander Swendsen og Ole Johan Larsen havde indsat 5 Sække med det meste af den stiaalne Rug, er ikke overbeviist om nogen mala fides, eller paa nogen Maade at have hælet, thi vel har han selv forklaret, at have giort Aftale med Ole Johan Larsen, om at kiøbe noget Ruug af ham, men saadant skulde ikkuns være Feyekorn, som Ole J. Larsen foregav at skulle faae ombord i et Skib, ligesom han ogsaa var uvidende om at Rugen om Natten var indsat i hans Slagterboed. – Han maa saaledes for Actors videre Tiltale blive at friefinde, om endskiønt han paa Grund af Omstændighederne, ikke vil kunne undgaae Deeltagelse i Actions Omkostningerne, hvilket ogsaa er Tilfældet med Cornelius Hansen og Peder Salomonsen, af hvilke den første var den ovennævnte Alexander Swendsen, der er en Svoger af ham, og som han traf i beskiænket Tilstand, behielpelig med at bære Rugen op fra Baaden uden dog at vide, eller have nogen Mistanke om at samme var stiaalet, ligesom ogsaa Ole Johan Larsen i hans Bagsvahl, som ikke var lukket, havde indsat een Sæk med noget Ruug hvilket dog Cornelius Hansen, saa snart han fik det at vide, indberettede til Vagtmester Sørensen paa Grund af, at han i Mellemtiden havde faaet Underretning om at der var begaaet Rug-Tyverie, om bord i et Skib, ved hvilken Leylighed maa bemærkes, at Ole Johan Larsen havde giort Aftale med Cornelius Hansen, ligesom med Rasmus Olsen, om at levere ham noget Feye-Korn, hvilket var det som gav Ole Johan Larsen Anledning til at bringe Rugen hen i hans Bagsvahl, uden at Cornelius Hansen vidste naar saadant skeede. – Hvad endelig Peder Salemonsen, som er Vægter angaaer, da bestaaer det, som egentlig lægges ham til Last deri, at han lod Alexander Swendsen og Ole Johan Larsen passere med de Sække, de bare uden at anholde dem, men da ingen Forstaaelse med disse Personer er ham overbeviist og han dog fulgte efter dem, og saae hvor de henbragte de Sækker, de bare, ligesom ogsaa desangaaende giorde behørig Anmeldelse til Vagtmesteren, maae han som ovenanført blive at friefinde for videre Tiltale, imod at tilsvare Actions Omkostningerne. – Det stiaalne er in Natura kommet tilstæde, følgelig bortfalder Erstatning. – Henseende den Straf, hvortil Fridrich Wilhelm Løben og Ole Johan Larsen have qwalifiseret sig, af hvem ingen tilforn har været tiltalt eller straffet, da vil den første efter Forordningen af 20de Februari 1789 § 1 – og den sidste efter § 7 blive at ansee, og vil i Betragtning af begges gode Skudsmaal Fridrich W. Løbens Straffetiid til 6 Maaneder og den sidstes til 2 Maaneder blive at bestemme. – Endelig maa bemærkes at der med Fridrich Wilhelm Løben som Udlending, efter udstanden Straf, vil blive at forholde efter Forordningen af 19de April 1805. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse, at have fundet Stæd, og Dommerens mangehaande Forretningen deels med Justitz-Sager, deels med andre Sager, har været Aarsag i at denne Dom ey tidligere er blevet afsagt.
Thi Kiendes for Rett:
Arrestanterne Frid. Wilh. Løben og Ole Joh. Larsen, bør hensættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuur-Huus den første i 6 og den sidste i 2 Maaneder hvorhos der med den første efter udstanden Straf bør at forholdes efter Forordningen af 19de April 1805. – Rasmus Olsen, Cornelius Hansen og Peder Salamonsen bør for Actors videre Tiltale frie at være dog saaledes at de een for alle og alle for een, bør betale i Salarium til Actor Procurator Hiorth Stuwitz 8 rbd S.W. og de 4 førstnævnte paa samme Maade til den for dem beskikkede Defensor Proc. Hejberg 6 rbd S.W. og Peder Salamonsen til den for ham beskikkede Defensor Proc. Brandt 6 rbd S.W.
Det Idømte at udredes inden 15ten Dage, efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 46/1814:
Aar 1814 den 4de November blev inden en Extra Bytings Ret i Bergen udi Sagen: No 73/1814. Procurator Hiorth Stuvitz som Actor contra Oline Martine Ols-Datter med flere, aflæst følgende
Dom:
Af de under denne Sag tiltalte Personer er Oline Martine Ols-Datter ved hendes egen Tilstaaelse, de Bestjaalnes Tilhjemling, og Kosternes Forefindelse fuldkommen overbeviist om, at have, ved at udtage en Vindues Rude, og saaledes aabne Vinduet, banet sig Vey ind i Bundtmager Ewalds Huus, hvor der den Nat da dette skeede, ingen Folk laae, og der bortstjaalen følgende Ting: Ho. En blaastribet Overseng vurderet for 16 Rbd., en ældre dito, vurderet for 8 Rbd., en lang Pude vurderet for 6 Rbd., 2de korte Do vurderede tilsammen for 6 Rbd., en gammel Borddug, vurderet for 2 Rbs., 2de Pudevahr, vurderede tilsammen for 4 Rbd., 5 Styrelærreds Lagener vurderede tilsammen for 20 Rbd., 9 Tintallerkener vurderede tilsammen for 9 Rbd., en Messing Kjedel for 2 Rbd., en Kobberkjedel for 1 Rbd., en Messing Blakkert for 1 Rbs., en Messing Støder med Stang for 2 Rbd., en Kaffemølle for 3 Rbm., et Strygjern med Bolle for 2 Rbd., 4 Messing Lysestager for 8 Rbd., et Sengesprede for 4 Rbd., en Svøbekaabe for 6 Rbd., samt en Slump Erter og Gryn, vurderet tilsammen for 4 Rbs.; Endvidere har Bundtmager Ewald opgivet ved dette Tyverie at have mistet: et Par Fruentimmer Skoe, et Par Strømper og en Haanddug, som han tilsammen har taxeret for 1 Rbd,; Disse sidstnævnte Ting har vel Oline Martine benægtet at have stiaalet, men da den Bestjaalne edelig har forklaret ved samme Lejlighed at have savnet dem, maa hun ogsaa, i Analogie af 5-2-88 herfor som Tyv blive at ansee. Fremdeles er Oline Martine overbeviist om at have, fra Capitaine ved det borgerlige Artillerie-Corps H. Envoldson, stjaalet 2de Bøger, vurderede tilsammen for 3 m Rbp., ligesom hun ogsaa har været i Besiddelse af et Exemplar af den evangelisk christelige Psalmebog, som Enevoldsen med 2 Vidner har beviist tilforn at være ham tilhørende, og edelig bekræftet at være ham, mod hans Villie og Vidende frakommet. For denne Psalmebog, der er vurderet for 10 m Rbp maa Oline Martine følgelig ogsaa blive at betragte som Tyv. Den anden, under denne Sag tiltalte Person, Anne Lovise Olsdatter, som er en Søster af Oline Martine er derimod ikke, uagtet der er en høy Grad af Formodning imod hende, overbeviist om at have deeltaget i selve Tyveriet, hvorimod hun, ved egen Tilstaaelse er overbeviist om at have baaret største Deelen af de stjaalne Koster hjem i det Huus, hvor de og deres Moder havde Tilhold, dog skal hun, efter hendes Forklaring, ikke have bragt dem fra Gjerningsstædet men blot fra Skoestrædet, hvor hendes Søster Oline Martine tilleverede hende samme. I Øvrigt har hun vel foregivet, at have været uvidende, om at det som Søsteren leverede hende var Tyvekoster, hvorimod hun troede, at det var Tøy, der tilhørte deres Morbroder, som af Frygt for Udpantning, efter Søsterens Sigende til hende, vilde lade sit Tøy bringe til deres Moder men foruden den Usandsynlighed dette i sig selv indeholder, især da Skoestrædet, hvor hun foregiver at have modtaget Kosterne, ikke ligger paa Veyen fra deres Morbroders Huus til deres Hjem, har hun ogsaa med Overlæg gjort en falsk Forklaring angaaende det Sted, hvor hun mødte hendes Moder paa Veyen til deres Hjem. Denne Usandhed, omendskjønt angaaende en uvigtig Gjenstand, viser dog, da den efter hendes egen Tilstaaelse er fremsat efter Overlæg, og paa Anmodning af hendes Søster, at hun ikke har verseret in bona fide, og maa, sammenholdt med de øvrige Omstændigheder, sætte det saa meget meere udenfor al Tvivl, at hun maa blive at ansee som deelagtig i dette Tyverie, omendskjønt ikke som Tyvs Medhjelper, da hun ikke, saaledes som 6-17-3 forudsætter, paa Gjerningsstædet er overbeviist sin Hjelp, saa dog som Hæler, ved per post factum at understytte et allerede begaaet Tyverie. Hvad sluttelig angaaer Sara Willumsen, der er Moder til Oline Martine og Anne Lovise, da er hun overbeviist om at have været i Besiddelse af en sort Vest, som ved 2de Vidner er beviist at have tilhørt afgangne Jørgen Grip, hvis Enke edeligen har forklaret at have foræret samme til Drengen Jochum Fogh, der edeligen har bekræftet, at samme mod hans Villie og Vidende er ham frakommet. – Hun vil saaledes, da hun ikke til denne Vest, der er vurderet for 3 Rbs., har kunnet skaffe Hjemmel, ikke kunne undgaae at betragtes som Tyv for samme. Fremdeles har hun været i Besiddelse af et Par Uldstrømper, som Jochum Fogh med 2 Vidner har beviist at tilhøre ham, og edelig bekræftet at være ham mod hans Villie og Vidende frakommet. Disse Strømper, som ere vurderede for 4 Rbm, har Sara Willumsen opgivet at have faaet af sin Datter Oline Martine, der har vedgaaet dette, og paaskudt at have fundet samme paa Værelset efter en Broder af hende, der er fraværende med en Kanon Skonnert, hvem hun ligeledes har opgivet som Hjemmel for den ovenbenævnte Psalmebog. Denne Broder er efter en tilveyebragt Attest fraværende, og har Dommeren anseet det uforsvarligt at udsætte Sagen efter hans uvisse Hjemkomst, især da det er usandsynligt at han skulde ville fremstaae som Hjemmelsmand til nogen af disse Ting, som andre have beviist at være deres. Hertil kommer endnu, at Oline Martine ikke bliver deterioris conditionis, ved at ansees skyldig i at have stjaalet Strømperne og Psalmebogen, thi hun vilde alligevel ikke kunne undgaae at ansees med maximum, af den for første Gang begaaet Tyverie fastsatte Straf. Endelig kan ikke Sara Willumsen undgaae at ansees skyldig i Hælerie med sine Døttre for det fra Bundtmager Ewald Stjaalne, da hun har gjort samme falske Forklaring som Anne Lovise, og alle Omstændigheder tale for, at hun har vidst af, at det var Tyvekoster hun modtog. Henseende Erstatning bortfalder al Qvæstion, da det Stjaalne enten er kommet tilbage, eller Erstatning for samme frafaldet. De øvrige Tyverier, som under denne Sag har været imputeret de Tiltalte, har ikke kunnet overbevises dem, ligesaalidet som Jochum Föegh tilfulde har kunnet beviise sin Ejendoms Ret til et Par blaae Buxer, som af Sara Willumsen har været pantsat, og som han har vedkjendt sig. Henseende den Straf hvortil de Tiltalte have qvalificeret sig maa anmærkes, at ingen af dem, med Undtagelse af Anna Lovisa, som engang formedelst misligt Forhold har været hendømt i Fængsel paa Vand og Brød, nogensinde har været tiltalt eller straffet. De ville følgelig blive at dømme efter Forordningen af 20 Februarii 1789, respective efter § 1 og 7, og vil deres Straffetid, for Oline Martine til 2 Aar, og for Anna Lovise samt Sara Willumsen til 1 Aar efter Omstændighederne blive at fastsætte. Under Sagførelsen skjønnes ingen saadan Forsømmelse at have været begaaet, at nogen derfor kan drages til Ansvar, og har deels denne Sags egen Vidtløftighed, deels Dommerens mange andre Forretninger, tildeels med judicielle, tildeels med extrajudicielle og exeoutive Forretninger, været Aarsag i, at der ikke i samme tidligere er bleven afsagt Dom.
Thi kiendes for Ret:
De under denne Sag tiltalte Oline Martine Ols Datter, Anna Lovisa Olsdatter, og Sara Willumsen bør hensættes til Arbejde i Bergens Tugt og Manufacturhuus den første i 2 Aar, og de sidste hver i 1 Aar, saa bør de ogsaa, hver for sig at udrede de af deres Arrest og Varetægt flydende Omkostninger; Endelig bør de Tiltalte een for alle, og alle for een, udrede i Salarium, til Actor Procurator Hiorth Stuvitz 8 rbd S.V. og til den for dem beskikkede Defensor Procurator Heiberg 6 rbd S.W., Det Idømte at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og det Øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 47/1814:
Aar 1814 d. 6te September blev inden Bergens Byetingsræt aflæst saadan
Dom:
Udi Sagen: Hofagent Janson ctra J. Bergendahl.
Hofagent Janson sagsøger under nærværende Sag, ved Stævning af 10de May d.A., Kiøbmand J. Bergendahl, til at betale 107 rbd 4 m 1 s N.W., med Rænter fra 9d s.M., til Betalning skeer m.v., denne Citantens Fordring deriwerer sig deels fra tilgodehavende Huusleye, som Citanten har beregnet Indstævnte med 84 rbd 2 m 4 s N.W. deels fra Ildstedskat og Mobilieskat, som Citanten for Indstævnte har betalt til Beløb 75 rbd 2 ½ s N.W., paa hvilke Summer Citanten til Afdrag har modtaget 51 rbd 4 m 1 s, saa at følgelig ikkuns den paastævnte Sum kommer til Rest. – Hvad nu Citantens Udlæg for Ildstedskatten betreffer, da har Indstævnte ikke i saa Henseende giort nogen Erindring, hvorimod han ikke har troet sig pligtig, at svare Mobilieskatten, paa Grund af at Citanten allerede førend Bekiendtgiørelsen af Frding af 25te O.tbr. f.A. hvormed Mobilieskatten paabydes, havde opsagt ham det ham leyede Huus, men denne Erindring maa gandske bortfalde, naar der sees hen til at den ved Forordningen af 25te October f.A. paabudne Skat, egentlig er een Formue-Skat af Indboe, Huusgeraad og Boehave, omendskiønt Lovgiveren for at lette Beregningen af samme har i Byerne taget Cubik-Indholdet af de af enhver Skatteydende, beboede Værelser til Maalestok for Skattens Beregning, men i dette Tilfælde, kan jo ingen anden Rettesnor tages til Følge, end det Huus og de Værelser, som vedkommende Skattepligtige, beboede paa den Tiid, Forordningen udkom. – Videre har Indstævnte indvendt imod Citantens Beregning af Huusleye, at samme ikkuns burde været anført med 37 rbd 3 m N.W., istæden for 84 rbd 2 m 4 s, hvortil Citanten har beregnet Huusleyen for det sidste, ved Paaske 1814, udløpne ½ Aar. – Som Hiemmel for denne sin Paastand, har Indstævnte paaberaabt sig 2de Skrivelser fra det kongelige danske Cancellie /: rid: Colleg. Tidenden for f.A. No 7 pag. 112 og No 20 pag 318 :/ - Seer man hen til Leye-Contracten som begrunder Cit.s Rett til Huusleye, da er samme indgaaet d. 3die Janri. 1812 mellem Citanten og Kiøbmand Dometius /: i hvis Stæd Indstævnte indtraadde som Leyer :/ og lyder paa ubestemt Tiid, imod Erlæggelse af 300 r DC aarlig Leye, med ¼ Aars Opsigelse fra begge Sider. – Denne Leye har Citanten formeent at burde i Overeensstemmelse med Forordningen af 5te Janri. f.A. § 39, forsaavidt samme forfalder seenere end 13 Juli 1813, gaae over til Rbp. S.W. efter Contractens Alder, følgelig efter Forholdet 100 til 30, og har han ifølge heraf beregnet i Huusleye, for det sidste halve Aar fra Michaeli 1813 til Paasken 1814 45 rbd S.W. som i Rbp. N.W. udgiør de i Regningen anførte 84 rbd 2 m 4 s. – Indstævnte har derimod formeent Citanten uberettiget til at beregne Huusleye i S.W. og formeent at han ikkuns, var berettiget til at beregne samme i Rbp. N.W. efter et Forhold af 4 til 1, ifølge hvilken Paastand, Leyen for det sidste ½ Aar, rigtig nok ikke kom til at udgiøre meer end 37 rbd 3 m N.W., og er det som Bestyrkelse herfor, at Indstævnte har paaberaabt sig de 2de fornævnte Cancellie-Skrivelser.
Giennemgaar man disse og sammenholder dem med Udtrykkene i Forordningen af 5te Januari 1813 § 39, er det klart, at hvad der afgiør, om Huusleyen ifølge Cits Paastand, skal omskrives til Rbp. S.W. efter Contractens Ælde eller om den ikkuns skal beregnes i Rbp. N.V. efter det respectiwe Forhold af 5 eller 4 til 1, er om Leyecontracten er indgaaet for flere, eller ikkuns for 1 Aar, da i første Tilfælde Cits, og i sidste Tilfælde Indstævntes Paastand maae finde Biefald. – Tager man nu Hensyn til den in casu værende Leyecontract, da lyder samme ikke bestemt enten paa et eller flere Aar, men da den forudsætter Opsigelse som een nødvendig Betingelse, for Ophævelsen af samme, maa den antages at være indgaaet under den Forudsætning, at den skulde blive fleeraarig, hvilket man ogsaa kan see har været Tilfældet, da Indstævnte uden nogen nye Contract er blevet boende i Huuset i 2 Aar, nemlig fra Paaske 1812, til samme Tiid 1814. – Overalt havde det jo staaet i Indstævntes Magt, saafremt han ikke havde villet, at Contracten skulde ansees som fleeraarig, at opsige samme til første Faredag, efter Bekiendtgiørelsen af Forordningen af 5te Januari f.A., men hvilket han ikke har giort. – Citantens Paastand vil i Overeensstemmelse med Ovenstaaende blive at tage til Følge. – Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rett:
Indstævnte Kiøbmand J. Bergendahl, bør til Citanten Hofagent Janson betale de paastævnte 107 rbd 4 m 1 s. med Renter 5 pCto fra 9de May d.A. til Betalning skeer. – Processens Omkostninger ophæves. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 48/1814:
Aar 1814 d. 20de September blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Domme:
1 Nr. Udi Sagen Kiøbmand Dawid Paasche som Værge for Myndtlingen Jfr. Judithe Paasche – ctra.
Afgd. P. Lexau Senior hans Efterleverske.
Ved skriftlig Stævning af 24de May d.A., sagsøger Kiøbmand D. Paasche som Værge for Myndtlingen Juditha Paasche, afgd. Peter Lexau Senior hans Enke med Laugværge, til at høre een af ham og hans Myndtling under 1ste April f.A. giort Omskrivnings-Paatægning, paa et af Indstævntes afgd. Mand under 17de Juli 1800, udstædt Gields-Beviis, til bemeldte Citantens Myndtling, og dennes afdøde Søster, som hun seenere har arvet, ved hvilken Paatægning bemeldte Rewers er omskrevet fra 2000 rd DC til 2000 rbd S.W. stadfæstet m.m. – Indstævnte har derimod paastaaet sig for Citantens Tiltale i denne Sag friefunden imod at betale 333 1/3 rbd N.W., hvorhos hun har paastaaet sig Sagens Omkostninger tillagte. – Da det er udenfor ald Tvivl, at Reverser, under den Forudsætning at de have den ved Loven bestemte Form, som saadanne ere indbefattede under de i Forordningen af 5te Januari 1813 § 23, benævnte Forskrivelser, bliver det ikkuns i nærværende Dom at undersøge, om det under denne Sag omhandlede, og af Citanten i Overeensstemmelse, med foranførte Lovgivning omskrevne Document, kan ansees som et virkeligt lovlig Rewers eller om det ikkuns kan ansees som een Anfordrings-Seddel, og som saadan subsumeres under Bestemmelsen i bemte Forordnings 31 §. For den sidste Mening lader sig anføre, at Ordet ”Rewers” ikke i dette Document er nævnt, at Ordet ”rewersere” ikkuns efter Sprogbruket betyder, at forbinde sig til, at dette Document lyder paa, at betales naar forlanges, hvilket i Overeensstemmelse med Forordningen af 26te Septbr. 1811, og Placaten af 23de Januari 1813, da aldeles ingen terminus solwendi er bestemt, skulle constituere samme som een Anfordrings Seddel, samt endelig at det ikke saaledes som det efter Forordningen af 25te May 1804 skulde være, er fornyet ved Udløbet af hver 2 Aar. – Tages der derimod Hensyn til den Tiid, da det omhandlede Document blev udstædt, kan der ingen Tvivl være om, at jo samme dengang, maatte ansees som et fuldkommen lovligt Rewers, da det efter hvad i samme udtrykkelig er anført, er udstædt for bekomne Varer, hvilket er aldeles overeensstemmende, med Forordningen af 26de Nowbr. 1731, og er udstædt paa det ved Forordningen af 27de Nowbr. 1775 befalede stemplede Papiir. – At i øvrigt Rewerser den Tiid det omhandlede Gieldsbeviis blev udstædt, kunde udgives paa ubestemt Tiid, er klart af Ordene i den nysnævnte Forordning af 26de Nowbr. 1731 som tillader dem at udgives, for saa lang Tiid som behøves, een Bestemmelse der aldeles overlader det til Vedkommende selv, at fastsætte Betalingsterminen, som in casu er fastsat, at skulde beroe paa, naar Creditrices maatte behøve og forlange deres Penge. – Efterladelsen af at nævnte Ordet ”Rewers” i det omhandlede Gieldsbeviis, kan heller ikke tiene til noget Modargument, da det ingensteds var befalet henseende Reverser, saaledes som ved Vexler og Vexelobligationer, at Gieldsbrevets Navn i samme skulde nævnes, men dersom dette Gieldsbeviis, da det blev udstædt, var eet i alle Deele rigtigt Rewers, kan samme heller ikke, formedelst seenere udkomne Lovgivninger, antages at have ophørt at henhøre til dette Slags Gieldsbreve, og forvandles til een Anfordrings Seddel som er et slags Gieldsbreve, der først i den seenere Tiid, er opkommet, og først ved Forordningen af 26de Septbr. 1811, have faaet een lovbestemt Form, hvilket ikke heller kan infereres, af den sidstnævnte Forordning, ligesaalidet som af Placaten af 23de Januari 1813, da i den første blot bestemmes, hvorledes Anfordrings-Sedler skulle være indrettede for at være lovlige, uden at der i samme giøres nogen Forandring i forhen udstædte lovlige Gieldsbreve, og i den sidste blot giøres Bestemmelser for Udstædelsen af visse slags Gieldsbreve for Eftertiden, med stadigt Hensyn til Forordningen af 26de Septbr. 1811. – Hvad videre angaaer det Argument som hentes fra at det omhandlede Gieldsbrev ikke, i Anledning at Forordningen af 25de May 1804, bestemmer for Rewerser, at de kuns skulde gielde for 2 Aar, har været fornyet hver 2 Aar, maa bemærkes, at sidstnævnte Forordning af 25de May 1804 § 31, udtrykkelig giver Documenter, som var udstædte, eller til Udgangen af 1804 udstædedes, i Overeensstemmelse, med Forordningen af 27de Nowbr. 1773, Gyldighed, indtil de derved paadragne Forpligtelser vare opfyldte, hvilket jo ligefrem maa bevirke at Gieldsbrevet qwæstionis, som ovenfor er viist ved sin Udstædelse at have været et lovligt Revers, maa ansees ligesaa lovgyldigt, som om det var udstædt i Overeensstemmelse med denne Anordnings Bydende. – At Parterne selv indbyrdes har anseet samme som et Revers og ikke som een Anfordrings Seddel, synes i øvrigt at være klart deraf, at det ikke efter Forordningen af 26de Septbr. 1811, har været fornyet hver 4 Maaneder hvilket jo maatte have været Tilfældet, saafremt de havde betragtet det, som en Anfordrings Seddel. – Dette bestyrkes endvidere, naar man sammenholder Ordet ”rewersere” i Begyndelsen af Gieldsbeviset, med Ordene ”Valuta bekommet i Vahrer” som er den i Rewerser sædvanlige Form. – Den af Indstævnte giorte Anbydelse af Gieldsbrevets paalydende Sum i D.C., kan natuurligviis, som giort efter Forordningen af 5te Janwr. ikke komme i Betragtning. – Da Gieldsbrevet qwæstionis, ifølge Ovenstaaende maa betragtes, som et Revers, maa den af Citanten og hans Myndtling, paa samme giorte Omskrivnings-Paatægning, som lovlig blive at stadfæste, da den af Indstævnte giorte alternatiwe Paastand, om kuns at ansees som Debitrix for den halve Deel af Summen fra hendes Mands Død, aldeles ikke kan komme i Betragtning, eftersom hendes Mand levede, da Omskrivnings Paatægningen blev forkyndt, ligesaalidet som Citanten, in casu kan siges, at have consenteret i nogen Forandring af Debitors Person. – Renters Svarelse fra Omskrivningens Dato, bliver i øvrigt een Selvfølge, af at Capitalen gaaer over til at blive uopsigelig fra Creditrices Side, istædet for at hun tilforn kunde fordre den naar hun vilde. – Processens Omkostninger bliver efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rett:
Den af Indstævnte Kiøbmand D. Paasche og hans Myndtling Judithe Paasche under 11te April 1813, giorte Omskrivnings Paatægning, paa det under denne Sag omhandlede og af Indstævnte afgd. P. Lexaus Efterleverske hendes afgd. Mand under 17de Juli 1800, til fornævnte Judithe Paasche, og dennes afgd. Søster Anna Paasche udstædte Rewers, hvorved samme fra 2000 rd DC er omskrevet til 2000 rbd S.W., bliver herved som lovlig stadfæstet. – Henseende Rænter som blive at erlægge, fra Omskrivningens Dato d. 1ste April f.A., forholdes i Overeensstemmelse med Forordningen af 5te Janvr. 1813 § 25 og 29, ligesom der henseende Opsigelse forholdes efter denne Forordnings § 26, samt Forordningen af 11te Septbr. 1813. – Processens Omkostninger ophæves. – At udredes, forsaavidt de forfaldne Renter angaaer, inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 49/1814:
2 do. Udi Sagen – Clarche afgd. Frøchens Efterleverske
ctra
Kiøbmand Michael Wallem.
Ved Stævning af 7de May d.A. sagsøger Clarche afgd. Frøchens Efterleverske under denne Sag Kiøbmand M. Wallem, til at høre hende berettiget til at omskrive 3de af Indstævnte til hende under 30te Septbr., samt 7de og 14de Octbr. 1812, udstædte Vexelobligationer, lydende den første paa 400 rd DC, og de 2de Sidste hver paa 300 rd DC, til Rigsbankpenge S.W. Daler for Daler, efter Forordningen af 5te Januari f.A., samt desuden til at betale Processens Omkostninger, hvorimod Indstævnte har paastaaet sig mod at udbetale enten 166 2/3 rbd N.W., eller allenfals 1000 rbd N.W., for Citantindens Tiltale friefunden, hvorhos han har paastaaet sig Sagens Omkostninger godtgiorte. – Efter hvad der mellem Parterne i denne Sag er in consesso, er Sammenhængen med samme følgende: Indstævnte havde af Citantinden før 1807 laant 1000 rd DC, hvorfor han til hende udstædte 3de Vexelobligationer, nemlig een paa 400 r DC, og 2de hver paa 300 rd DC, hvilke Vexelobligationer stedse Tiid efter anden ere blevne fornyede, indtil de sidste Gang bleve fornyede d. 30te Septbr., 7de og 14de October 1812, paa 3 Maaneder. – Disse sidst udstædte Vexelobligationer vare følgelig udløbne respectiwe d. 30te Decbr. 1812 samt 7de og 14de Janvr. 1813. – Den samme Dag da den førstnævnte Vexelobligations Løbemaaned var udrunden, nemlig d. 30te Januari f.A. lod Indstævnte vidnesfast anbyde Citantinden Vexelobligationernes paalydende Summer med Rænter men som hun nægtede at modtage paa Grund af Forordningen af 5te Januari f.A. der i Forveyen, førend Beskikkelsen med Pengenes Anbydelse Passerede, hertil Stædet var ankommet og bekiendt, saavel i Almindelighed som for Parterne i denne Sag, men endnu ikke tinglyst for Bergens Byeting, hvilket først skeede d. 2de Febr. næstefter. – Seenere indgik Parterne under 15de Febr. f.A. een Forening, hvorved de udsatte Afgiørelsen af deres Tvist om disse Vexelobligationer, indtil de fik nøyere Kundskab om Regieringens Villie, i Henseende Forordningen af 5te Januari f.A. hvis Bestemmelse med Hensyn til den mellem Parterne indtrufne Casus de ikke ansaae noksom tydelig, samt uvægerlig giensidigen at efterkomme de i denne Henseende forventende nøyere Bestemmelser. – Da nu Citantinden har formeent at Regieringens Villie i denne Henseende tydelig nok er lagt for Dagen, ved seenere Cancellie-Skrivelser m.m., men Indstævnte har været af den modsatte Mening, har hun reyst denne Sag, hvis Afgiørelse, da det er expeditissim juris, at Vexelobligationer henhøre blandt de i Forordningen af 5te Janvr. f.A. § 23, omtalte Forskrivelser, ene maa beroe paa hvorvidt det af Indstævnte under 30te Janvr. f.A. giorte Tilbud, af Vexelobligationernes paalydende Summer, med Renter, kan ansees lovligt eller ikke. – I saa Henseende lader der sig vel for Indstævnte anføre, at Frdngen af 5te Janvr. ikke var tinglyst da Tilbudet fra hans Side skeede, og at han følgelig ikke, var forpligtet til at kiende dens Buud, da Forordningers Tinglæsning, er den almindelig befalede Maade, hvorpaa nye Lovbude skal bringes til Undersaatternes Kundskab men naar der paa den anden Maade tages Hensyn til, at Hensigten med een Forordnings Tinglæsning er, at den skal blive bekiendt for alle Vedkommende, men at det i Almindelighed er ubetinget Pligt, for enhver Undersaat at respectere Lovgiverens Villie, saasnart han faaer Kundskab om samme, om den end ikke da, maatte være almindelig bekiendtgiort, hvilket endvidere er klart, af een under denne Sag fremlagt Gienpart, af een Cancellieskrivelse af 31ste August f.A. hvorved Indholden af een kongelig Resolution af 27de May f.A., communiceres, samt at Indstævnte implicite under denne Sag har erkiendt at have haft Kiendskab om Forordningen af 5te Januari førend han under 30te s.M., tilbød ham de skyldige Summer, saa kan heller ikke det af Indstævnte giorte Tilbud af Pengene som giort, mod hans bedre Vidende, ansees som lovligt. – Ey heller kan Indstævntes, anden alternatiwe Paastand, om at vorde friekiendt, imod at udbetale Citantinden 600 rd DC, eller samtlige Vexelobligationers Beløb, efter den ved Forordningen af 5te Januari f.A., sammes Udstædelse giældende alpari Caurs mellem Rbp S.W. og Rbp N.W., finde Medhold, da hans Tilbud om Erlæggelsen af denne Sum, først er skeet ved denne Sags Anlæg, ved Forligelses Commissionen, og følgelig efterat Caursen mellem Rbp S.W. og Rbp N.W. var forandret. – Citantindens Paastand om Vexelobligationernes Omskrivning vil i Overeensstemmelse med Foranførte blive at tage til Følge, hvorhos Forræntningsmaaden og Opsigelses-Tiden blive at fastsætte efter Forordningen af 5te Januari og 14de Septbr. f.A. – Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rett:
Citantinden Clarche afgd. Frøchens Efterleverske, bør være berættiget til at omskrive de af indstævnte Kiøbmand M. Wallem til hende udstædte og under denne Sag omhandlede 3de Vexelobligationer dat. 30te Septbr., 7de og 14de Octbr. 1812 den første lydende paa 400 rd DC, og de 2de sidste paa 300 rd DC, til Rigsbankpenge Sølw Wærdie Daler for Daler. – Henseende Rænters Svarelse og Opsigelse bliver at forholde i Overeensstemmelse med Forordningen af 5te Januari 1813 § 25, 26 og 29, samt Forordningen af 14de Septbr. f.A. – Processens Omkostninger ophæves.
----
Sak nr. 50/1814:
Aar 1814 d. 16de August blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen – Bødkermæster Anthonie Jansen
ctra
Kiøbmand Niels W. Dreyer.
Bødkermæster Anthonie Jansen, har under nærværende Sag, ved Hoved-Stævning af 1ste Martz d.A. sagsøgt Kiøbmand N. W. Dreyer til at betale 225 rbd N.W. med Rænter fra 14de Februari, imod derfor at modtage 10 Læster Fyrre Tæt-Tønder han hos Citanten havde accorderet sig for 22 ½ rbd N.W. p Læst, hvorhos han tillige har paastaaet sig Processens Omkostninger godtgiorte. – Imod dette Søgsmaal har N. W. Dreyer, vel erindret, at det aldrig har været hans Mening, at indlade sig i Accord med Hovedcitanten om mere end 5 Læster Tæt-Tønder til den fornævnte Priis, og har desaarsag efter udtaget Contrastævning af 10de May d.A. paastaaet sig, imod at modtage de 5 Læster Tønder til bemeldte Priis friefunden for Citantens Tiltale m.m. samt at Sagens Omkostninger maatte tillægges ham, men dette Contracitantens Foregivende, kan aldeles ikke komme i nogen Betragtning, da Hovedcitanten ved 2de Vidner har godtgiort, at Accorden blev sluttet om 10 Læster, til den af Hovedcitanten opgivne Priis, som da heller ikke fra Contracitantens Side er benægtet. Hovedcitantens Paastand vil saaledes blive at tage til Følge, hvorhos Contracitanten som er udeblevet fra Forligelses-Commissionen, uden at have anmeldt eller beviist Forfald maae blive at tilpligte at oprette Hovedcitanten denne Sags Omkostninger samt at erlægge Mulct til Justitz Cassen, for unødig Trætte.
Thi Kiendes for Rett:
Naar Hovedcitanten Bødkermæster Anthonie Jansen til Contracitanten Kiøbmand N. W. Dreyer leverer 10 Læster, gode og forsvarlige Fyrre-Tættønder bør denne til ham betale 225 rbd N.W., med Rænter 5 pCto fra 14de Febr. d.A. til Betalning skeer. – Endelig betaler Contracitanten til Hovedcitanten, denne Sags Omkostninger med 8 rbd S.W., samt til Justitz-Cassen for unødig Trætte, saameget som Dom og Segl koster. – At efterkommes inden 15ten Dage, efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 51/1814:
Aar 1814 d. 4de October blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen – Hofagent Jansen & Søn – ctra – Agent J. W. Krohn.
Nærværende Sag deriwerer sig fra een Vexel, som Handelshuset Hofagent Janson & Søn, tilforhandlede sig af Agent J. W. Krohn under 26de Febr. d.A. stor 3000 rbd N.W. til Last Etatzraad Suhr & Søn i Kiøbenhavn, men som med Protest, for non acceptation retournerede. – I denne Anledning have Hofagent Janson & Søn ved Stævning af 10de May d.A. sagsøgt Trassenten af bemte Vexel Agent J. W. Krohn, til at betale ey alleene Vexelens paalydende Sum 3000 rbd N.W. med Vexelrenter efter Loven, men ogsaa den Agio af 4re pCto som Citanterne have maattet betale, for at skaffe sig een nye Vexel i den protesteredes Stæd foruden den Mægler-Caurtage ¼ pCto de have maattet betale i Anledning af Indkiøbet af den nye Vexel foruden Sagens Omkostninger. – Indstævnte har derimod paa Grund af at denne Sag, der fra Citanternes Side er reyst som Vexelsag, og saaledes ikke været forhandlet ved Forligelses-Commissionen, uagtet den sidste Deel af Søgsmaalet angaaende Agien for den nye Vexel og den udbetalte Mægler-Caurtage, for Indkiøbet af samme, formeentlig ikke, som nogen Deel af Hovedsagen kan ansees, og desaarsag i Overeensstemmelse med Forordningen af 20 Janvr. 1797 være exciperet fra Mægling ved Forligelses-Commissionen, paastaaet Sagen i det hele afviist og sig Kost og Tæring tillagt, eller ogsaa sig friefunden for at betale Agio og Mægler-Caurtage, samt Renterne af Vexelen, da Indstævnte paastaaer, ikke at have været uvillig til at betale Vexelens Beløb med de sædvanlige Omkostninger, da den protesterede Vexel blev ankyndiget for ham.
Citanterne have i Anledning af Indstævntes Exception mod Paakiendelsen af den dem formeentlig tilkommende Rætt til Agioen og Mægler Caurtage som Vexel Sag, frafaldet deres Paastand i saa Henseende under denne Sag, og blot forbeholdt sig under eet nyt Søgsmaal, at indtale denne Fordring, hvis ingen mindelig Forening desangaaende, skulde blive at træffe ved Forligelses Commissionen, hvorhos de have benægtet Indstævntes Foregivende, om at have været villig at betale Vexelens Beløb m.v., undtagen Citanterne vilde frafalde deres Paastand om Agioen og Mægler-Caurtagen. – Indstævnte har derimod protesteret mod den af Citanterne paastaaede Reserwation af videre Tiltale mod ham, i Anledning af den paastaaede Godtgiørelse af Agio og Mægler Caurtage, og paastaaet Søgsmaalets Paakiendelse i det Heele under denne Sag. –
Denne Indstævntes sidstnævnte Paastand, maa dog aldeles bortfalde, naar der tages Hensyn til, at een Citant som har stævnet paa det mere, ligefrem maa kunne indskrænke sin Paastand til det mindre, ja endog gandske frafalde Søgsmaalet. – In casu har desuden Indstævnte, saa meget mindre at dolere over de Omkostninger, han ved een nye Sag vil paaføres, som han maa tilskrive sin egen Exception mod Sagens Paakiendelse i det Heele, som Vexelsag at Citanterne have fundet sig beføyet til, at ville deele Sagen i toe. – Da Qvæstionen angaaende Agio og Mægler Caurtage, af de nye Vexel, Citanterne i den protesteredes kiøbte, ifølge Ovenstaaende ikke kommer under Qvæstion, er det aldeles indlysende at Indstævnte maa blive at dømme efter Citanternes Paastand, saavel henseende Capital som Rænter, da Indstævnte intet Beviis har fremført, for hans af Citanterne modsagte Foregivende om at have været villig til ubetinget strax ved Protestens Forkyndelse, at udbetale Vexelens Beløb.
Thi Kiendes for Rett:
Indstævnte Agent J. W. Krohn bør til Citanterne Hofagent Janson & Søn indfrie den under denne Sag omhandlede og af ham under 26de Febr. d.A. trukne, men med Protest de non acceptione, retournerede Prima Vexel med 3000 rbd N.W. samt for Vexel og Hervexel 1 pCto Rente maanedlig fra 7de April d.A. til Betalning skeer foruden ½ pCto for Factorens Provission, Protest-Omkostninger og Brev-Porto. – Saa bør han ogsaa i denne Sags-Omkostningerne til Citanterne betale 8 rbd S.W. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 52/1814:
Aar 1814 d. 11 October blev inden Bergens Byetingsræt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen – K. A. Iwersen ctra F. Meyer a.s.
Nærværende Sag deriwerer sig, af et Fad raat Sukker, som Indstævnte Kiøbmand Fr. Meyer a.s. i Aaret 1812 fik tilsendt til Forhandling fra Kiøbmand J. Moses i Christiansand, og som veyede Netto Vægt 1124 #, hvilket Fad Sukker, der var mærket K. A. I. og Indstævnte tilsendt fra Moses, med een Skipper P. Erichsen, Citanten Kiøbmand K. A. Iwersen i Trondhiem paastaaer var ham tilhørende og ved hvis formeentlig uhiemlede Salg han paastaaer af Indstævnte at være tilføyet et Tab af 1873 1/3 Rbd N.W. eller 999 1/6 rbd S.W. som han nu ved Stævning af 5te Febr. d.A. paastaaer Meyer tilfunden at betale med Renter 4re pCto fra 26te August f.A. til Betalning skeer. – I Følge een under Sagen fremlagt Forhandlings Rægning af 13de Febr. f.A. er bemte Fad Sukker udbragt til den Summa 1964 r DC, for hvilket Beløb Indstævnte crediterede Moses i Mellemværende, og har denne efter eet fra ham fremlagt Brev, med denne Forhandling erklæret sig fornøyet. – Citanten som aldeles intet Beviis har kunnet tilveyebringe for sin Eyendoms Rætt til Sukkeret Qwæstionis, har under Sagen prowoceret Indstævnte til at fremkomme med een Extract, af Kiøbmand Moses’ Breve til ham angaaende denne Gienstand, hvoraf hans Eyendoms Rætt formeentlig maatte sees, hvorhos han har fremlagt een Mægler Attest henseende Sukkerpriserne her d. 26te August f.A., ifølge hvilken Prisen paa middels raat Sukker da var 10 mk rbp N.W. pr #, efter hvilken Priis Citanten formener sig berettiget til at paastaae Sukkeret betalt, da det uden hans Villie er blevet solgt, i øvrigt er det in consesso, at Citanten som dengang var tilstæde her i Byen, ved Sukkerets Ankomst hertil Byen, affordrede Indstævnte samme, men uden at faae det udleveret, hvorefter han insinuerede Indstævnte een Notarial Protest, dog efter Indstævntes uimodsagte Paastand skeede førend efterat Salget var foregaaet. – Indstævnte har i Overeensstemmelse med Citantens Provocation fremlagt een Extract af Kiøbmand Moses’ Breve, til ham, forsaavidt angaaer det omhandlede Sukker, men af hvilken kuns kan sees at Moses og Citanten har været i et slags Interressentskab om Sukkeret, som følgelig denne ikke kan siges at eye men hvilket Interressentskab maa blive Indstævnte, der havde modtaget Sukkeret af Moses og eene for samme skyldte ham Regnskab, aldeles uvedkommende, da Citanten saafremt han ved Moses’ Disposition over Sukkeret, maatte troe sig forurettet, derfor maa holde sig til ham og ey til Indstævnte, hvem deres Mellemværende aldeles ikke angaaer. – Indstævnte med hvem Citanten ikke har kunnet komme overeens om Sagens Hævelse, vil i Overeensstemmelse med Ovenstaaende, for Citantens Tiltale i denne Sag blive at friefinde, og ham Processens Omkostninger at tillægge.
Thi Kiendes for Rett:
Indstævnte Kiøbmand Fr. Meyer a.s. bør for Citantens K. A. Iwersens Tiltale i denne Sag frie at være. – Processens Omkostninger betaler Citanten til Indstævnte med 8 rbd S.W. – At efterkommes inden 15ten Dage, efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 53/1814:
Aar 1814 d. 24de December blev inden Bergens Byetings Extra-Rætt aflæst følgende
Dom:
Udi Sagen – Procurator Brandt som befalet Actor
ctra
Pernille Ols Datter m.fl.
Af de under denne Sag ifølge Stiftets Actions Ordre af 26te Septbr. og 7de Octbr. d.A. tiltalte Personer er Pernille Ols Dr ved egen Tilstaaelse, Kosternes Forefindelse og den Bestiaalnes Tilhiemling, overbeviist om at have Torbiørn Twilde, i hvis Huus hun logerede, imedens hans Fraværelse paa Landet, een rød Vest, vurderet for 2 rbd N.W., een Borddug vurderet for 1 rbd, 2 Sække vurderede tilsammen for 2 rbd, 2 Skiorter vurderede tilsammen for 1 rbd, 1 Std. Blaat Vadmeel, vurderet for 2 rbd, tvende uldne Dækkener, vurderede tilsammen for 3 rbd, een Blikdaase vurderet for 4 rbs, og eet par Sølv-Knæespænder, vurderede for 3 rbd. – Fremdeles maae hun ansees som Tyv for een Gryde, vurderet for 1 rbm, som af hendes Syster Ingeborg Ols Dr var pantsat til Torbiørn Twilde, og som hun uden T. Twildes Tilladelse bort stial af hans Huus; thi vel havde hun Tilladelse at bruge denne Gryde, men den maae dog ansees at have været i hans Besiddelse, da Brugen af samme skeede i hans Huus og Kiøkken, hvor han som Panthaver af samme stedse kunde have Tilsyn med den. – Saa maae ogsaa Pernille Ols Dr blive at ansee som Tyv for een Sølv Trækkenaal, vurderet for 1 rbd, som Konen Sylwie Erichsen har beviist at tilhøre hende, og beediget at være hende mod hendes Villie og Vidende frakommet; thi vel har Pernille Ols Dr paastaaet at have faaet den af sin Søster Birthe Ols Dr som er den der stial den, men hvilket denne har benægtet, saa at der i Henseende denne Trækkenaal brister hende Hiemmel. – Endelig er Pernille Ols Dr uagtet hendes Benægtelse, ved Vidnerne Poletiebetient Reutz og Anna Maria Jacobsen overbeviist om at have ved hendes Paagribelse tilstaaet for den første at have frastiaalet Torb. Twilde noget Smør, hvilken hendes Tilstaaelse, som giort for een Poletiebetient i Embedsforretninger, maa være ligesaa uigienkaldelig som om den var giort for Retten. – Dette Smør som i Overeensstemmelse med T. Twildes Opgivende til Poletieretten, maae antages at udgiøre 1 Vog 12 M# er ikke tilbagekommen, ligesaalidet som det er taxeret af den Bestiaalne, der i Poletieforhøret erklærede at han ikke vidste, hvilken Værdie han skulde ansætte de ham frastiaalne, og ikke tilbagekomne Ting, men da han derhos seenere har frafaldet Ertstatning for samme, vil dette ingen Indflydelse kunde have, ligesaalidet som de flere Ting T. Twilde skal have mistet, men som ingen af de Tiltalte er overbeviist om at have stiaalet, kan komme i Betragtning. – Gurine Mons Dr der ligeledes under denne Sag tiltales, er ved egen Tilstaaelse og Sagens Omstændigheder, tilfulde overbeviist om, at have frastiaalet Sylwie Erichsen een Rulledug, vurderet for 2 rbm. – Saa kan hun heller ikke undgaae, at ansees som Hæler, da hun af Pernille Ols Dr, modtog den største Deel, af de Ting, denne havde frastiaalet T. Twilde, og seenere søgte at biedrage til at disse Ting skulde komme i Sikkerhed, omendskiøndt hun havde Mistanke om at de vare stiaalne. – Videre kan hun heller ikke ansees at have verseret in bona fide, henseende de ovenfor benævnte, Sølv-Knæespænder og Sølv Trækkenaal, hvilke Ting hun for Pernille Ols Dr pantsadte, da hun ikke strax var villig til at tilstaae denne Pantsættelse. – Birthe Ols Dr der er een Syster af Pernille Ols Dr og boede sammen med denne Syster er fremdeles overbeviist om at have deeltaget med denne hendes Syster i at frastiæle T. Twilde, den ovennævnte Gryde, ligesom hun ogsaa har hælet med Gurine Mons Dr ved at beholde i sin Bevaring den Sylwie Erichsen frastiaalne Rulledug, efterat hun vidste den var stiaalet.
Endelig hviler der ogsaa een høy Grad af Mistanke mod hende at hun ogsaa har deltaget med hendes Syster i at frastiæle T. Twilde de øvrige ovenfor opregnede Ting omendskiøndt saadant ikke tilstrækkelig har kunnet overbevises hende, ligesaalidet som Tyveriet af Sølv-Trækkenaalen, hvilket af Pernille Ols Dr er hende imputeret, men af hende hc Berthe benægtes. – Hvad sluttelig angaaer Anna Maria Michelsen, som ogsaa under denne Sag tiltales, da er der vel grundet Mistanke mod hende at hun har instigeret de Tiltalte til at stiæle, men saadant har dog ikke mod hendes Benægtelse kunnet overbevises. – Det meste som juridisk kan grawere hende bliver derimod at hun af Gurine Mons Dr har ladet sig bruge til at skulle hente den Sæk, hvori de Koster var, som Gurine havde modtaget af Pernille Ols Dr, og som var frastiaalne T. Twilde, men hvilken Sæk Gurine havde eftersat om Aftenen i en Port, hvor Konen Karen Hansens der fandt den staaende her havde taget til sig, thi endskiøndt Anna Maria Michelsen ikke formedelst Karen Hansens Nægtelse at ville udlevere Sækken, kom i Besiddelse af Kosterne, har hun dog giort Forsøg herpaa, og at hun har vist at Sammenhængen men(d) denne Sæk just ikke var saa gandske rigtig, maa sluttes deraf at hun endogsaa da hun vilde afhente Sækken hos Karen Hansen efter dennes eedelige Vidnesbyrd og hendes egen Tilstaaelse brugte det usande Foregivende, at Sækken tilhørte hende selv, for derved at formaae Karen Hansen til at udlevere Sækken. – Anna Maria Michelsen, der ikke tilforn for nogen Forbrydelse har været dømt, maae for dette hendes mislige Forhold, med een arbitrair Straf blive at belægge, som efter Omstændighederne maae blive at bestemme, til 8te Dages Fængsel paa Vand og Brød.
Henseende de 3de andre Tiltalte, som heller ikke for nogen Forbrydelse have været tiltalte eller straffede da maae de blive at ansee respectiwe efter Frdngen af 20de Febr. 1789 § 1, og § 7, og vil Straffetiden med Hensyn paa den eene Side at de have giort sig skyldige i flere end een Forbrydelse, og paa den anden Side til deres unge alder, og det stiaalnes ikke betydelige Værdie blive at fastsætte, forsaavidt Pernille Ols Dr angaaer til 6 Maaneder og for Berthe Ols Dr og Gurine Mons Dr til 4re Maaneder. – Da de stiaalne Koster for største Deelen ere komne tilbage, og Erstatning for de øvrige frafaldet, bliver der ikke i saa Henseende nogen Qwæstion. – Under Sagførelsen skiønnes ingen Forsømmelse at være begaaet, og har Dommerens mange andre Forretninger, hvoriblandt adskillige Justitz-Sagers Behandling efter Protocollens Udviis hindret denne Sags tidligere Paakiendelse.
Thi Kiendes for Rett:
Arrestantinderne Pernille Ols Dr, Gurine Mons Dr og Birthe Ols Dr bør hensættes til Arbeyde i Bergens Tugt og Manufactuur-Huus, den første i 6 og de 2de sidste hver i 4. – Anna Maria Andersen bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 8te Dage. – Saa bør ogsaa de Tiltalte een for alle og alle for een udrede i Salarium til Actor Procurator Brandt 10 rbd S.W., samt ellers hver for sig betale de af deres Arrest og Varetægt lovlig flydende Omkostninger. – I Salarium til den for dem beskikkede Defensor Procurator Christensen betaler Pernille Ols Dr, Birthe Ols Dr og Gurine Mons Dr een for alle og alle for een 6 rbd S.W. og Anna Gurine Michelsen til den for hende beskikkede Defensor Procurator Hejberg 6 rbd S.W. – Det Idømte at udredes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og det øvrige at efterkommes efter Øvrighedens nærmere Foranstaltning under Adfærd efter loven.
----
Sak nr. 54/1814:
Aar 1814 d. 20de December blev inden Bergens Byetingsræt aflæst saadan
Domme:
a. Udi Sagen N. Nicolaysen ctra C. von Tangen.
Ved Stævning af 12te Janvr. d.A. sagsøger Kiøbmand N. Nicolaysen, Kiøbmand C. von Tangen til at høre een af Citanten giort Omskrivning af et af Indstævnte til ham under 16de April 1811 udstædt Revers for den Summa 5999 rd DC, hvorpaa der d. 1ste May 1812 er afbetalt 2000 rd, ved hvilken Omskrivning, de paa Reverset resterende 3999 rd DC ere omskrevne til 3999 Rigsbankdaler Sølw Wærdie, kiendt ved Magt og stadfæstet hvorhos han tillige har sagsøgt Indstævnte til at udrede Renter af den omskrevne Capital fra 1ste Martz 1813 m.m. – Indstævnte har derimod paastaaet sig for Citantens Tiltale friefunden, imod at betale ham 1399 rbd 3 m 14 s. N.W. hvorhos han tillige har paastaaet sig Processens Omkostninger tillagte. – Da det ovennævnte Revers af 16de April 1811, er et i alle Henseender formaliter rigtigt Revers, og da det er expeditissim juris, at Reverser er indbefattede, blandt de i Forordningen af 5te Januari 1813 § 23, benævnte Forskrivelser, kan der ingen Tvivl opstaae om, at jo Citanten maatte være berettiget til at omskrive samme efter dets Ælde, hvilket da heller ikke er sat paa Qwæstion, men det hvorom Parterne egentlig under denne Sag tviste, og det hvorpaa denne Sags Afgiørelse egentlig beroer, er hvorvidt et af Indstævnte d. 16de April 1803, til Citantens Svigerfader afgd. Wilhelm Lexau, udstædt Gieldsbeviis skal ansees som et Revers eller blot som een Anfordrings-Seddel, thi dette Gieldsbeviis der arvelig tilfaldt Citanten ved hans Svigerfaders Død, har Indstævnte indfriet ved det ovennævnte Revers af 11te April 1811, i Forhold til hvilken sidste Tiid Indstævnte har formeent at Citanten blot var berettiget til at omskrive Gielden, da det til dennes Svigerfader udstædte Gieldsbeviis formeentlig kuns var een Anfordrings Seddel, hvorimod Citanten der paastaaer at dette Gieldsbeviis var et ordentlig Revers, har formeent sig berettiget til at omskrive Gielden efter dens oprindelige Ælde i.e. til Rigsbankpenge Sølw Wærdie Daler for Daler. – Seer man hen til Indholden af det omtvistede Gieldsbeviis, af hvilket der fra Indstævntes Side under Sagen er fremlagt een Gienpart, da benævnes samme i Contexten, udstædt for bekomne Varer, et Revers, og lyder paa at betales naar forlanges. – Dette sidste Udtryk er det som har givet Indstævnte Anledning til at paastaae, at dette Gieldsbeviis var een Anfordrings Seddel, og har han i saa Henseende paaberaabt sig Placaten af 23de Januari 1813, som bestemmer at alle de Gieldsbreve i hvilke ingen Betalnings-Tiid er fastsat, skal ansees som Anfordrings-Sedler. – Endskiøndt nu dette ved første Øyekast, synes afgiørende vil man dog ved Placatens nærmere Giennemlæsning finde, at den blot taler om de Gieldsbreve, som efter dens Bekiendtgiørelse udgives, hvorom man i Særdeleshed overbevises, ved dens Titel, som angaaende nøyere Bestemmelse i Henseende til Udstædelsen af visse Slags Gieldsbreve, som aabenbar viser at Placaten kun taler om Fremtiden men ey om Fortiden, og saaledes ikke er nogen authentisc Fortolkning over Forordningen af 5te Janvr. 1813 § 31.
Det maa følgelig bestemmes blot med Hensyn til de ved sammes Udstædelse gieldende Love, om Gieldsbrevet af 16de April 1803 kan ansees som Rewers eller ikke. – I denne Henseende maae bemærkes at Frdngen af 26te Nowbr. 1731, tillod at udgive Rewerser, paa saa lang Tiid som behøves, og befalede at dette Slags Gieldsbreve, skulde skrives paa stemplet Papiir af 2de Klasse /: cfr. Frdngen af 27de Nowbr. 1775 :/ hvilken førstnævnte Tilladelse Frd. af 26te Nowbr. 1731 først ved Forordningen af 25te May 1804 blev nøyere bestemt, og indskrænket derhen at Reverser kuns skulde udstædes for een kort Tiid ikke længere end 2 Aar.
Da den Tiid paa hvilken eet Revers maatte udstædes, ifølge Ovenstaaende ikke ved noget Forbud var indskrænket eller bestemt ved dette Gieldsbrevs Udstædelse kunde der heller intet være imod, at Reverser udstædtes paa ubestemt Tiid, lydende paa at betales naar forlanges, uden at de derfor ophørte at være Reverser eller blive til Anfordringssedler, eet Slags Documenter, som ikke førend i Forordningen af 26te Septbr. 1811 nævnet, ved hvilket Lovbud de tillige fik een lovbestemt Form. – Det omhandlede Gieldsbrev af 16de April 1803, som er skrevet paa det for Reverser befalede stemplede Papiir, maae saaledes blive at ansee som eet aldeles lovligt Revers, hvilket Navn, det ogsaa som anført i Contexten gives, hvilket sidste tillige er eet Beviis paa at Parterne ved Udstædelsen betragtede samme som eet Revers. – Sluttelig har Indstævnte doleret over at Citanten ikke i Overeensstemmelse med Frdngen af 5te Januari 1813 § 24 har underrettet ham om Omskrivningen førend i August Maaned f.A., og over et halvt Aar efter Publikationen af 5te Januari, men fordie at det ikke er gandske klart vil det i Overeensstemmelse med oftnævnte Frds 28 § ingen juridisk Virkning kunne have paa nærværende Casus. – Da Gieldsbrevet af 1803, ifølge Ovenstaaende bliver at ansee som et lovligt Revers og Reverset af 16de April 1811, blot som een Fornyelse af samme, maa den af Citanten giorte Paastand, om Stadfæstelse af den giorte Omskrivning blive at tage til Følge, ligesom han og maae blive at kiende berettiget til at nyde Renter af den omskrevne Capital, fra Omskrivnings Datoen d. 1ste Martz f.A. da Gielden gik over til at blive staaende Gield. – Processens Omkostninger blive efter Omstændighederne at ophæve.
Thi Kiendes for Rett:
Den af Citanten Kiøbmand N. Nicolaysen giorte Omskrivnings Paatægning paa det under denne Sag omhandlede og af Indstævnte Kiøbmand C. von Tangen til ham under 16de April 1811 udstædte Revers, ved hvilken Paatægning de paa dette Revers resterende 3999 r DC, ere omskrevne til 3999 rbd S.W., bliver herved som lovlig stadfæstet. – Henseende Renters Svarelse, som bliver at erlægge fra 1ste Martz 1813 og Opsigelse bliver at forholde i Overeensstemmelse med Forordningen af 5te Januari 1813 § 25, 26 og 29 samt Forordningen af 14de Septbr. f.A. – Processens Omkostninger ophæves. – At efterkommes forsaavidt de forfaldne Renter angaaer inden 15ten Dage, efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
----
Sak nr. 55/1814:
b) Udi Sagen – Iwer Johannesen ctra Adolph Fischer.
Ved Stævning af 27de Septbr. f(d).A. sagsøger Kramboedhandler I. Johannesen som Mandatarius for J. F. Henne i Tønsberg Kiøbmand A. Fischer til at betale 390 rbd S.W. med Renter 4re pCto fra 2de Decbr. 1813, da Capitalen til Betalning var forfalden m.m. – Indstævnte har hverken ved Forligelses-Commissionen eller under Sagens Drift mødt eller ladet møde. – Sagen maae følgelig blive at paakiende efter de fremlagte Breve og Beviisligheder, som in casu indskrænke sig til een Domsact i een mellem Parterne tilforn paakiendt Sag, men hvilken Domsact alleene tilfulde oplyser nærværende Sag hvis Afgiørelse beroer paa Paakiendelsen af een under den forrige Sag decideret Qwæstion. – Sagens Sammenhæng er nemlig følgende: een Kiøbmand A. Brandt trasserede under 18de og 20de Juli 1812, 2de Vexler til Beløb tilsammen 7800 r DC, til Last Kiøbmand G. Schnelle i Faveur af J. F. Henne, som endosserede Vexlerne til Citanten, som lod dem præsentere, og da de ikke af Trassatus bleve accepterede protestere, de non acceptatione. – Brandt som ikke saae sig i stand til at indfrie Vexlerne, overgav desaarsag sit Boe til Skifteretten til Deeling mellem hans Creditorer, men kom efter nogen Tids Forløb i Accord med dem paa Vilkaar, at han for Vexler og Reverser, skulde betale 60 pCto, som i 3de Terminer skulde erlægges, nemlig 20 pCto 6 Maaneder fra Boets Extradition til ham, 20 pCto 3 Maaneder derefter og endelig 20 pCto 1 Aar efter Boets Extradition, og erholdt han ifølge heraf under 2de Decbr. 1812 sit Boe extraderet, imod at Indstævnte som Cautionist og Selvskyldner indestod for Opfyldelsen af den indgangne Accord. – Den første Termin var ifølge Ovenstaaende udløben d. 2de Juni 1813, da Brandt den følgende Dag indfandt sig med Betalning. – Den 2de Termin var udløbet d. 2de Septbr. 1813, og blev ved den ovenfor benævnte Dom bestemt at skulle udredes af Indstævnte med 390 rbd S.W. – Den tredie Termin, som forfaldt til Betalning d. 2de Decbr. 1813 er Gienstand for nærværende Søgsmaal. – Samme beløb sig oprindeligviis ifølge Ovenstaaende til 20 pCto af 7800 r DC, eller til 1560 r DC, hvilken Sum der i Overeensstemmelse med Frdngerne af 5te Januari, 9de Martz og 14de Septbr. 1813, ingen Tvivl kan være om at jo Citanten er berettiget til at fordre i Rigsbankpenge efter det ved Frdngen af 5te Januari bestemte Omskrivnings-Forhold hvilket in casu bliver 100 til 25. – Renter ville derimod ikkuns blive at tillægge Citanten fra Sagens Indstævning til Forligelses-Commissionen. – Da Indstævnte som ovenanført ved Forligelsescommissionen har efterladt at møde kan ikke undgaae at ansees som temere litigans.
Thi Kiendes for Rett:
Indstævnte Kiøbmand A. Fischer bør til Citanten Kramboedhandler I. Johannesen som Mandatarius for J. F. Henne i Tønsberg betale de paastævnte 390 rbd S.W. med Renter 4re pCto fra 26de Septbr. d.A. – Saa betaler han ogsaa til Citanten i denne Sags Omkostninger 8 rbd S.W. samt til Justitz for unødig Trætte saa meget som Dom og Segl koster. – At efterkommes inden 15ten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse.
----